"De bliver ansat til at løse en opgave lige som alle andre."
Forskningsminister Helge Sander om løstansatte forskere
DET LIGNER EN særlig ond form for ironi, når samtlige europæiske lande fra den tidligere så frihedsfattige østblok befinder sig langt foran Danmark på en liste over universitetsansattes frihedsgrader. Her gik vi på vores breddegrader i årtier med rette og kritiserede den totalitære undertrykkelse i Sovjetunionen og Østblokken, men må nu erkende, at frihedsgraden - i hvert fald for universitetsansatte - er større på de kanter. Det fremgår af den undersøgelse fra University of Lincoln i Storbritannien, som i går blev beskrevet i Information. Undersøgelsen har med udgangspunkt i UNESCO's anbefalinger på universitetsområdet sammenlignet universiteter i 23 europæiske lande, og her kommer Danmark ind på en ikke særlig prangende 21. plads.
Og selv om forskningsminister Helge Sander (V) i dagens avis kritiserer undersøgelsen for kun at beskæftige sig med de lovgivningsmæssige sider af universiteterne og ikke konkret kigger på forholdene, må det siges, at det dels er hans egen universitetslov fra 2003, der i så fald er under anklage, dels bekræftes en kritik, som til overflod er blevet fremsat af dem, det drejer sig om - de universitetsansatte.
KRITIKKEN er velkendt og handler om ny ledelsesstruktur med eksterne bestyrelser, nye ansættelsesprocedurer for ledelse, udhuling af medarbejderdemokrati, fusioner, strategimidler og herunder ikke mindst VK-regeringens nok så berømte motto "fra forskning til faktura".
Danmark skal overleve på viden og ideer, lyder ræsonnementet, og den nærliggende forlængelse er, at det derfor er nødvendigt administrativt og centralistisk at kontrollere og styre universiteterne og rydde ud i det, der betragtes som overflødig forskning. At de universitetsansattes sikkerhed dernæst også er lav, ikke mindst på grund af det store antal løstansatte, som i håbet om en fastere tilknytning ikke kaster sig ud i det, der kunne betragtes som ikke-rentabel forskning, forstærker kun tendensen.
Helge Sanders syn på de universitetsansatte og vel som sådan universiteterne fremgår af citatet ovenfor. Det overrasker måske ikke, men det må konstateres, at det ligger langt fra det humboldtske ideal om forskningsfrihed for at sikre universiteternes rolle som et kritisk korrektiv til samfundet, der med staten i ryggen skal tjene almenvellet.
En tilbagevenden til tiden før 2003 er ingen løsning, for det er ingen hemmelighed, at der var meget at rette op på i universitetsverdenen. Men den blinde kørsel fra den ene grøft til den anden, hvor 500 års tradition ved samme lejlighed kasseres, er heller ingen løsning.
Der er derfor grund til at glæde sig over, at der efter en lang periode med indtryk af, at den eneste politiske opposition mod Sanders politik kom fra Jesper Langballe (DF), nu rejser sig en større politisk protest. For loven bør laves om, inden det er for sent.
weis
