Pressen har en umådelig - efter nogles mening alt for stor - magt over meningsdannelsen og det offentlige livs aktører i politik og forretningsliv.
Mon ikke både den nye klimaminister nede i den balinesiske varme og DONG's ledelse i disse dage oplever det sådan. Fire sammenhængende indslag i TV-Avisen sidste søndag på i alt godt 22 minutter magtede at vende op og ned på oplevelsen af den danske frontposition i den globale klimapolitik og sætte spørgsmålstegn ved rimeligheden i, at DONG i sagen om det tyske kraftværk agerer forretningsmæssigt rationelt, sådan som dens ejer, staten, har forlangt.
Endnu kan vi ikke vide, hvor sagen om kraftværket havner, og om den vil give anledning til nye, mere generelle styringssignaler fra hovedaktionæren. Eller om det vil lykkes hovedaktørerne og deres presserådgivere at få lagt låg på sagen, så den dør ud. Jeg skal ikke gøre mig til dommer over, om TV-Avisens 22 minutter gav et afvejet og fuldstændigt billede af situationen. Heller ikke, om sammenstillingen af Danmarks placering på verdensranglisten over CO2-syndere med det tyske kraftværk og de lokale protestanter er dygtig journalistisk pædagogik eller hører til ovre i den demagogiske ende af spektret.
Men jeg kan konstatere, at medierne her har haft en afgørende indflydelse på både opinion, politikernes ageren og DONG's adfærd i hvert fald på kort sigt.
Sagen er et klassisk eksempel på de ingredienser, der skal til for at sætte en sag på dagsordenen. For det første skal der være en scene at optræde på, en generel baggrundssituation med betydelig klangbund. Her kan man næsten ikke forestille sig noget bedre end klimatopmødet på Bali og de foregående måneders optakt med regeringens kursskifte på miljøområdet.
For det andet er det en klar fordel, hvis man kan trække bukserne ned på nogle magthavere ved at påpege at - eller i hvert fald få det til at se ud som om - de gør noget andet, end det de siger. De er fortællingens nødvendige skurke.
For det tredje skal der helst være nogle ofre, vi kan identificere os med. Det plejer at være fejlbehandlede patienter, ofre for flugtbilister osv. I denne sag blev den rolle spillet af protesterende, tyske borgere og en utilfreds borgmester, der oven i købet lagde ved på bålet med en slet skjult anklage mod DONG om bestikkelse.
Om der er hold i alle historiens elementer og om vinkling, klipning osv. er i orden, skal jeg som sagt ikke gøre mig til dommer over. Denne kommentars vinkling er en anden. Nemlig at give et eksempel på pressens magt og de faktorer, der kan udgøre dens grundlag. I den sammenhæng er det for så vidt ligegyldigt, om historien er mere eller mindre sandfærdig.
EU sælger ikke aviser
Min recept på pressens magt kan imidlertid også bruges til en belysning af selv samme presses afmagt. Et aktuelt eksempel er den forestående folkeafstemning om EU-forbeholdene og det endnu uafklarede spørgsmål, om Folketingets flertal tør løbe risikoen for et afstemnings-nej til den juridisk rundbarberede traktattekst.
Der er vist meget få spørgsmål i den danske politiske verden, der på én gang har så stor en samfundsmæssig betydning, en så bred tilslutning i Folketinget og kan mønstre en så enig holdningsmæssig front blandt danske chefredaktører som Danmarks fulde og hele medlemskab af EU. Hvordan kan det så være, at dansk Europapolitik siden 1972 har skullet løbe spidsrod gennem seks folkeafstemninger, hvor den første gav flest ja-stemmer af alle afstemninger, og den seneste om euroen i 2000 omvendt udviste den laveste tilslutning gennem knap 30 år? Hvorfor er tilslutningen til EU ikke vokset i alle disse år?
Det kan jo f.eks. skyldes, at den overvejende EU-positive presse ikke har haft magt til at flytte opinionen. Måske fordi ingen af de tre nævnte 'pressemagtens ingredienser' har været til stede.
Den forståelsesmæssige scene - visionen om et fredens Europa - er aldrig blevet sat. I stedet er vi danskere i hektiske korte perioder op til hver afstemning af skiftende regeringer og folketingsflertal med en sekunderende presse blevet forsøgt gennet ind i folden med skræmmebilleder om fatale konsekvenser ved et nej.
De to øvrige ingredienser har det også knebet med. Ingen afslørende demaskeringer af virkelige skurke til rundtrækning i manegen. Ej heller skadelidte, der fortjente medfølelse og folkelig ynk. Når ingen af de tre forudsætninger for udøvelse af pressens magt er til stede, er den tandløs og bovlam. EU sælger simpelthen ikke aviser. Det er pressemæssigt en slap, død sild, som det kræver publicistiske ambitioner at gøre noget ved.
Tænk, hvis pressen forsøgte at leve op til sit ry som magtfuld og satte sig i spidsen for det lange seje folkeoplysende træk i perioderne mellem folkeafstemningerne i stedet for alle de krampagtige hovsa-kampagner i ugerne op til dem.
