Som mandetype befinder den 56-årige filminstruktør m.m. Julian Schnabel sig et sted mellem en bjørn og leder af en større motorcykelklub. Jeg har ganske vist hørt og læst om den af udseende urmaskuline amerikaners præference for pyjamas, slåbrok og afslappet tøj generelt, men intet har for alvor forberedt mig på synet af ham iført rummelig sort kjortel med kik til hans behårede brystkasse.
Interviewsituationen bliver løjerligere endnu, da Schnabel i stedet for at sætte sig i en stol lægger sig under dynen i et af hotelværelsets to senge, hvorfra han gennemfører interviewet.
Anledningen for interviewet er Schnabels imponerende tredje spillefilm, Dykkerklokken og sommerfuglen, der indbragte ham prisen som bedste instruktør på dette års filmfestival i Cannes. Det er historien om Jean-Dominique Bauby, levemand og chefredaktør på modebladet Elle, som i sin bedste alder rammes af en hjerneblødning, der efterlader ham med såkaldt locked-in-syndrom; klar i hovedet, men lam fra top til tå og ude af stand til andet end at blinke med venstre øje. Med hjælp fra en meget tålmodig assistent, skrev - eller rettere fremblinkede - han sine erindringer, hvis titel også er filmens. De udkom i marts 1997, tre dage inden Bauby døde.
Film som redningsaktion
Jeg lægger ud med at spørge Schnabel, om det har været en fordel eller en ulempe at debutere som filminstruktør i en moden alder.
"Ud over at jeg aldrig har opført mig modent i nogen alder, tror jeg, at min instruktørdebut i den modne alder af 44 var til min fordel," siger han.
"Også fordi jeg for længst havde tjent nok til, at jeg ikke behøvede filmatisere et manuskript bare for at brødføde min familie. Jeg var filmfan, men havde ikke planlagt at blive filminstruktør. Faktisk var min første en slags redningsaktion. Jeg blev interviewet som led i research til en film om Jean-Michel Basquiat (Schnabels afdøde kunstnerkollega, red.) og indså, at de ikke ville lave en ordentlig film om ham. Og så opdagede jeg, at det faldt naturligt for mig at lave film."
Blå bog
Julian Schnabel er født i New York i oktober 1951, men tilbragte en stor del af sin ungdom i Texas.
Fik en bachelorgrad i kunsthistorie fra University of Houston i 1973, hvorefter han flyttede til New York. Blev optaget på kunstmuseet Whitneys Independent Study Program.
I 1980'erne blev Schnabel et stort navn inden for neoekspressionisme. En anden af samme kunstretnings hovedskikkelser var graffitikunstneren Jean-Michel Basquiat (1960-1988), der i 1996 skulle lægge efternavn og livsbane til Schnabels debutfilm. Schnabels næste film, Before Night Falls (2000), handlede om en afdød kunstner, nemlig den homoseksuelle cubanske forfatter Reynaldo Arenas (1943-1990).
Schnabel har for nylig instrueret koncertfilmen Lou Reed's Berlin.
- I hvilken grad har din baggrund som maler og skulptør forberedt dig på at blive filminstruktør?
"Hvad enten du maler, laver film eller noget tredje, handler det i bund og grund om at have nogle erfaringer, du ønsker at dele med andre. Men min baggrund betød, at jeg ikke følte, at jeg skulle genopfinde hjulet eller kæmpe for opmærksomhed, da jeg jo allerede havde fået masser af omtale som maler. Jeg kunne koncentrere mig om at fortælle en historie om et emne, jeg kendte, så godt som muligt. Jeg blev dog angrebet for det og mistænkt for ikke at være seriøs omkring mine malerier. 'Hvorfor tror han, at han kan lave film? Hvorfor bliver han ikke på sin egen banehalvdel?'"
Kunst man kan bruge
Schnabel tilføjer, at det ikke er så glamourøst at være filminstruktør, som folk tror. For at illustrere sin aversion over for mængden af PR-arbejde fortæller han en uartig vits om en elefantpasser med et sejlivet udslæt på sin ene arm (den gav en vis mening i selve situationen).
"Kunst er en fredshandling," fortsætter Schnabel.
"Det kan lyde som en kliché, men hvad enten man giver et andet menneske et maleri, en sang, en film eller noget fjerde ..."
Han leder lidt efter ordene. "Børn, der sidder i en flygtningelejr i Libanon, kommer aldrig til at se en film eller høre en sang. De er dømt til at havne i al-Qaedas kløer, fordi det er en måde at få mad på. De vil give deres liv i en ung alder, fordi de aldrig oplever at få en god dag. Det er kunstnerens job at lave noget, som frem for at tilfredsstille hans ego har en konkret anvendelighed. For mig bør kunst være noget brugbart."
For Schnabel er det brugbare ved Dykkerklokken og sommerfuglen, at den handler om vigtigheden af at gribe fast i tilværelsen, mens man kan. Hovedpersonens kranke skæbne giver ham om ikke andet ro til at reflektere over sit liv: "Bauby var bevidstløs, da han var sund og rask," som Schnabel siger.
Frækhed
Schnabels flamboyante personlighed og rå underholdningsværdi gør, at det først sent går op for mig, hvor hundesvær han er at interviewe: Hans hang til fuglefri association gør med næsten usvigelig sikkerhed hvert svar så langt som en jomfruelig køkkenrulle, og han er ikke typen, man afbryder.
Via sine retoriske omveje strejfer han dog et af de mange spørgsmål, som visner på min blok, nemlig hvilke film, han holdt af, inden han selv begyndte at instruere. Faktisk er anledningen en kortere telefonsamtale, Schnabel under interviewet fører med et af sine fem børn. Herefter taler han om børnenes sindelag, deres interesser, hvilke værdier, han vægter i deres opdragelse, om hvordan, de er vokset op i mediernes søgelys, og om hvordan konflikter virker karakteropbyggende:
"Under pres finder man ud af, hvem der står distancen, og hvem man ikke bør stole på. Det har mine børn oplevet, jeg behøver ikke fortælle dem noget om det," siger Schnabel.
Det med at arbejde under pres leder ham så videre til westernfilmen One-Eyed Jacks fra 1961: "Den skal I se. Marlon Brando instruerede kun den ene film, og det er et mesterværk. Han fyrede Stanley Kubrick (som oprindelig skulle have instrueret, red.)," siger Schnabel i et tonefald fyldt med beundring for den frækhed, en sådan handling kræver.
Fredgivende film
Nu ankommer Schnabels sene frokost: En fransk hotdog, som han roser til skyerne, og en stor portion nachos, hvis rigelige mængder smeltet ost, han er anderledes forbeholden over for ("De har jo limet lortet sammen"). Han byder af begge dele og sætter selvfølgelig måltidet til livs i sengen.
Indirekte svarer Schnabel desuden på noget andet, jeg gerne ville have spurgt ham om - om det at arbejde i et kommercielt medie som film har medført kreative kompromisser - ved at sige, at det eneste, han ville ønske, han kunne ændre ved Dykkerklokken og sommerfuglen, er underteksterne, som han synes, går i et med baggrunden nu og da.
- Du har kaldt 'Dykkerklokken og sommerfuglen' "et værktøj, som skal hjælpe folk til at håndtere deres egen død." Navnlig i filmens første tredjedel forplanter du med stor konsekvens Baubys klaustrofobi til tilskueren. Var du bange for, at folk ville finde filmen for skræmmende eller nedslående?
"Livet bærer døden i sig. Det gør kunst ikke. Derfor er det at lave kunst livsbekræftende. Også hvis kunstneren er en tragisk skikkelse, og hans værk handler om ødelæggelse og forfald. Jeg tror, at hvis du ser min film, vil den hjælpe dig. Min far var meget bange for at dø, fordi han aldrig havde været syg i hele sit liv. Jeg ønskede at forberede mig, og filmen fjernede min frygt, og gav mig fred. Det er en buddhistisk film på en måde; det er ikke forbi, før Bauby bliver en del af gletscherne (en reference til filmens slutbillede, red.). Hold op, hvor har jeg meget ost siddende mellem tænderne."
Dykkerklokken og sommerfuglen anmeldes på side 12-13
