Når politikerne skal træffe beslutninger om fremtidens trafik, bliver det udelukkende med anbefalinger fra erhvervsliv, bilorganisationer, trafikforskere etc.
I går besluttede Danmarks Naturfredningsforening (DN), der er det eneste grønne medlem af regeringens Infrastrukturkommission, at organisationen ikke vil blåstemple kommissionens endelige rapport, der kommer i begyndelsen af 2008.
»Vi kan ikke støtte rapporten. Ved kommissionens sidste møde (i tirsdags, red.) pressede jeg forgæves på for at få forpligtende mål for reduktion af CO2-udslip med. Når man udvider motorvejene, får man jo mere trafik, og det er skruen uden ende,« siger Gunver Bennekou, direktør i DN.
Beslutningen kommer som kulmination på et langt forløb, hvor DN har forsøgt at få kommissionen til at tage flere hensyn til klima og miljø.
Et af argumenterne for, at kommissionen ikke har fokuseret mere på CO2-udslip, er, at klima- og miljøhensyn kun fylder ganske lidt i Infrastrukturkommissionens kommissorium.
Men den køber Gunver Bennekou ikke:
»At få mål ind for CO2-reduktion kunne sagtens lade sig gøre inden for rammerne af kommissoriet,« siger hun.
Gunver Bennekou deltager dog i kommissionens sidste møde 19. december for at sikre sig, at hendes mindretalsudtalelse bliver integreret i den færdige rapport.
Skuffet formand
Formanden for Infrastrukturkommissionen, Birgit Aagaard-Svendsen, beklager udmeldingen fra Danmarks Naturfredningsforening.
»Det er jeg da både skuffet og ked af. Men så må vi resterende medlemmer af Infrastrukturkommission jo sikre, at klima- og miljøhensyn har en fremtrædende placering i rapporten. Men vores vision er jo ikke i modstrid med regeringens mål om reduktion af CO2,« siger hun.
Fakta: Infrastrukturkommissionens anbefalinger
Nye motorveje:
Udbygning af Køge Bugt motorvejen
Ny motorvej mellem København og Frederikssund
Udbygning af motorvejen mellem København og Helsingør
Udbygning af Ring 4-vejen omkring København til motorvej
Udbygning af motorvejen mellem København og Hillerød
Ny vej i Ring 5-korridoren mellem Køge og Helsingør
Havnetunnel til aflastning af trafikken i Københavns indre by
Udbygning af motorvejene omkring Vejle Fjord Broen
Udbygning af motorvejene på Vestfyn
Større veje omkring Limfjordsbroen
Ny nord-syd gående motorvej i Midtjylland
Større veje omkring Lillebæltsbroen
Mere kollektiv trafik:
Udvidelse af jernbanen mellem København og Ringsted
Ekstra spor til S-toget mellem København og Hillerød
Bedre kapacitet omkring Københavns Hovedbanegård
Udvidelse af Metrocityringen
Hurtigere tog mellem København, Odense, Århus og Aalborg
Ny letbane ved Århus
Flere og hurtigere tog mellem Odense og Århus
Nej til bro over Kattegat
Ja til fast forbindelse over Femern Bælt
Selvom Birgit Aagaard-Svendsen erkender, at de fremskrivningsmodeller, som kommissionen benytter sig af, har nogle svagheder, mener hun alligevel, at det er det bedste redskab til at udfylde kommissoriet.
»Man skal jo huske på, at vi har haft som hovedopgave at komme med forslag til, hvordan Danmark fastholder og udvikler sin position som et af de lande i verden med det bedste transportsystem. Og så er det rigtigt, at vi også skal se på en række afledte omkostninger, som trafiksikkerhed, miljø og natur,« siger hun.
Birgit Aagaard-Svendsen ønsker ikke at forholde sig til, hvordan DN’s mindretalsudtalelse skal integreres i den endelige rapport.
»Jeg synes, at det er meget bemærkelsesværdigt, at Gunver Bennekou kommunikerer med resten af Infrastrukturkommissionen gennem pressen. Så jeg kan ikke tage stilling til denne udmelding, før jeg har hørt direkte fra hende,« siger Birgit Aagaard-Svendsen.
Kritisk V-borgmester
Den politisk ansvarlige for Infrastrukturkommissionen, transportminister Carina Christensen (K), ønsker ikke at udtale sig i sagen, før den endelige rapport bliver offentliggjort.
I går var det heller ikke muligt at få en kommentar fra hendes partifælle klimaminister Connie Hedegaard.
Men fra en tredje borgerlig politiker, Venstres Carl Holst, der er formand for Udvalget for Regional Udvikling under Danske Regioner, lyder der også hård kritik af Infrastrukturkommissionen.
På linie med Gunver Bennekou mener han nemlig heller ikke, at miljø og klima fylder nok i kommissionens arbejde.
»Løsningen er ikke at lave en beregning af, hvor mange biler der kommer i fremtiden og på den baggrund beslutte, hvor meget asfalt, vi skal bruge. Så er det skruen uden ende. I stedet skal vi opstille værdier og mål, der skal ligge til grund for omfanget af asfalt,« siger han.
Danske Regioner er ikke repræsenteret i Infrastrukturkommissionen.






HB Rasmussen
7. december, 2007 #
»Man skal jo huske på, at vi har haft som hovedopgave at komme med forslag til, hvordan Danmark fastholder og udvikler sin position som et af de lande i verden med det bedste transportsystem."
Øh, hvad? Hvordan måler man hvilket transportsystem i verden, der er bedst?
Indtil videre vil jeg jeg tillade mig at tvivle på at DK besidder en sådan position. Det er ikke min umiddelbare fornemmelse, når bussen sidder fast i køen på vej til arbejde om morgenen.
Dorte Sørensen
7. december, 2007 #
Har Infrastrukturkommissionen ikke bare afleveret det de blev bedt om af Flemming Hansen?
Dengang var regeringens politik, at udviklingen i alternativ energi m.v. skulle ske udfra markedskræfterne og måtte ikke reguleres ved tilskud eller påbud fra statens side.
Derfor glæder det mig at Danmarks Naturfredning endelig er ved at få kolde føder over at regeringen tog dem med som gisel for miljøet. Flemming Hansen ville jo ikke ha´andre GNOr med, selv om fx Det Økologiske Råd gerne ville ha´været inddraget.
Frej Klem Thomsen
7. december, 2007 #
Fornemt af DN at sige fra. Det manglede da også bare, når det kommissionen præsterer er så talentløst.
Men problemet er vel at virkeligheden, på trafikområdet som på så mange andre, ikke indretter sig efter højrefløjens forestillinger. Det KAN ikke lade sig gøre at udvide, endsige bevare privatbilismen som primær transportform. Uanset at VK ikke vil finde sig i det. Så lige nu bliver problemerne blot udskudt til der på et tidspunkt kommer ansvarlige politikere til som tør mere end at spille mens skibet synker.
Mogens Christensen
7. december, 2007 #
Egentlig er der intet overraskende i det offentliggjorte materiale. Jeg ville have fået kaffen galt i halsen, hvis man havde opprioriteret jernbanen i Danmark. Bilen er næsten lige så hellig her i landet som køerne i Indien, så alle tiltag for at begrænse biltrafikken vil være en politisk tabersag. Men samtidig er der jo ikke her i landet noget reelt alternativ til bilen. Og det skal der åbenbart heller ikke være de næste mange år til 2030. Det er nemlig meget store investeringer især i hovedstadsregionen der skal til for at få forbedringer og måske også at kunne tilbyde et alternativ. Transportbehovet løses jo ikke ved yderligere beskatning af bilerne med kørselsafgifter. Og hvorfor skal hovedstaden beskattes mere end den gør i forvejen (udligningsordningerne). Jeg er sikker på, at alle skattefinancierede trafikpolitiske forslag vil blive mødt af den sædvanlige jyske motorvejsmafia, jyske borgmestre og lign. som straks vil kræve samme beløb til det jyske i form af nye motorveje, Kattegatbro, og lign.. Denne pointe er en reel politisk faktor og en stor ulykke for landet, fordi nu hovedstaden geografisk ligger så skævt i landet. I årevis er hovedstadsområdet blevet udsultet med de følger, som ses nu. Det er mod bedre vidende at hævde, at vi har en fremragende transportmæssig infrastruktur. Jeg tror desværre kun det bliver anderledes, hvis EU kunne blander sig med transportpolitiske tiltag og regler som f.eks. mere jernbanetrafik for bl.a. at nå CO2-målene på europæisk plan.
Steen Ole Rasmussen
7. december, 2007 #
Et for mit eget vedkommende gratis forslag til begrænsning af trafikmængden går ud på at fjerne befordringsfradragene.
Kravet, om at mobiliteten på arbejdsmarkedet skal maksimeres, tilhører vækstfilosofien. Og da vi nu ved, at CO2 udslippet er uløseligt knyttet til væksten, ja så ville det vel dermed også være med til at sænke CO2 udslippet generelt, hvis et mindre mobilt arbejdsmarked slog igennem som økonomisk aktivitet.
Når der nu ikke er plads til al den økonomiske aktivitet, må den jo begrænses. Økonomiens problemer er økonomiens problemer. Min økonomi er fin og jeg har kun det problem, at den fylder for meget i min og sin egen omverden.
Ralph Sylvestersen
7. december, 2007 #
Seks svenske styrelser og direktorater har sammen udarbejdet en fælles overordnet strategi for mere effektiv energianvendelse og transport.
Det svenske Jernbaneværk, Luftfartsstyrelse, Energistyrelse, Natur- og miljøværk, Søfartsværk og Vejværk har den 30. november 2007 leveret en fælles rapport med en ny strategi med godt 50 konkrete forslag til en mere effektiv energianvendelse og transport.
Strategien fastslår bl. a., at det er nødvendigt at sikre at alle nye investeringer i infrastruktur ikke på sigt modvirker mulighederne for at nå de svenske klimamål. Derfor skal alle relevante svenske planlove generelt indeholde en øget vægtning af klimamålsætningen.
Vi bør snarest lave noget tilsvarende.
Per Vadmand
8. december, 2007 #
Hvis man vil fjerne transportftradraget, kræves det, at man også ændrer drastisk på rådighedsbegrebet, så arbejdsløse ikke kan fratages understøttelsen, hvis de "vægrer sig" mod at tage arbejde to-tre timers transport fra hjemmet.
Steen Ole Rasmussen
8. december, 2007 #
Rådighedsprincippet trænger i det hele taget til en drastisk ændring.
Med hvilken ret skal man stå til rådighed for den selvdestruktive adfærd som knytter sig til vækstfilosofien?
http://information.dk/25825