Forkerte veje

»Det helt store problem er, at kommissionen har taget udgangspunkt i en fremskrivning af, hvor meget trafik, der er i dag. I stedet for at operere med et scenarium om, hvordan vi vil have trafikken skal se ud i fremtiden.«

Trafikforsker Per Homann Jespersen

»Jeg tror desværre slet ikke, at Transportministeriet har forstået, at klima vedrører dem.«

Trafikordfører Pia Olsen Dyhr (SF)

I KØBENHAVN KÆMPES der for tiden en forbenet politisk kamp mellem nationalpolitikken og lokalpolitikken. Hvis man kan se det for sig, spiller kulturminister Brian Mikkelsen (K) med musklerne for at få opført et parkeringsanlæg ved det nye skuespilhus på Kvæsthusbroen. Ministeren anser det for væsentligt, at en aftale fra 2001 overholdes. Heri slås det fast, at der i forbindelse med operahus og skuespilhus skal opføres et parkeringsanlæg, så kulturforbrugerne kan blive kørt lige til døren.

Men Københavns Borgerrepræsentation vil det anderledes, for der har man et ønske om at få færre biler i byen og få etableret et rekreativt område ved Kvæsthusbroen. I sidste ende er beslutningen kommunens, da den med det nødvendige flertal kan vælge at lave lokalplanen om, og så kan Brian Mikkelsen ikke gøre så meget, medmindre han vil bryde ind i det kommunale selvstyre.

Men konflikten er et meget godt eksempel på de dilemmaer, som hele tiden opstår mellem vanetænkningens hensyntagen til vækst – herunder privatbilismen – og en nyere politisk bekymring over de stigende problemer med CO2-udledning, herunder ikke mindst fra privatbilismen.

DE SAMME DILEMMAER skriger til himlen fra den version af Infrastrukturkommissionens rapport, som Information kunne beskrive i avisen i går. For hvis nogen gik og forestillede sig, at man her ville se en samtænkning af nutidens trafikale udfordringer – og dem er der nok af – og en hensyntagen til miljø- og energiproblematikken, leder man forgæves.

Mens klima (udenrigs) minister Connie Hedegaard (K) i disse dage befinder sig i Bali for at diskutere global opvarmning, reduktioner i CO2-udledningen og Kyoto-aftale, er Infrastrukturkommissionens svar på tidens udfordringer en massiv udbygning af motorvejsnettet og større og flere veje, der alt sammen skal gøre bilkøerne mindre og gøre det nemmere at komme fra A til B. Man kan vel også roligt konstatere, at privatbilismen er kommet for at blive, og fra et rent samfundsøkonomisk perspektiv er der også masser af mening i at skabe større smidighed på vejene, så folk kan komme hurtigere frem og skabe mere, dejlig vækst. Der brændes immervæk adskillige tusinde årsværk af dagligt i de danske motorvejskøer – tid, der godt kunne bruges til noget mere fornuftigt.

Men selv om det retfærdigvis må siges, at kommissionen også forholder sig – dog noget mere nedtonet – til en udbygning af den kollektive trafik, er det både fattigt og usammenhængende, at kommissionen ikke forholder sig til hele trafikområdets overordnede organisering endsige miljø- og energiaspektet.

DET VILLE VÆRE at skyde budbringeren udelukkende at klandre embedsmændene i Infrastrukturkommissionen for manglerne. For ifølge kommissoriet har deres opgave været at »vurdere de centrale udfordringer og udviklingsmuligheder for infrastrukturen og de statslige trafikinvesteringer frem til 2030 i lyset af de langsigtede forventninger til transportbehov og transportmønstre ...«. Og selv om opgaven ikke er løst specielt visionært, er det vel de spørgsmål, der er forsøgt besvaret.

Problemet er først og fremmest politisk. De fleste er efterhånden enige om, at noget må gøres for at redde miljøet og begrænse den globale opvarmning. Konsekvenserne er evidente for enhver. Men de fleste lever også splittede liv i den forstand, at de deler bekymringen, men også tager bilen, flyver, forbruger og bidrager til synderne.

Miljøproblemerne er på den ene side konkrete, men også abstrakte, og dermed er det svært at se, hvad man selv kan gøre i forhold til de buldrende industrielle tog i den vestlige verden og de nye superøkonomier. Svaret ender nemt i resignation, med- mindre der politisk signaleres politisk handle- og sammenhængskraft. Alene med opdeling af miljø, klima, transport og energi i nu tre ministerier, hvoraf det ene er et superministerium, er der en indbygget fare for, at enhver sammenhæng forsvinder, især når transport og energi er adskilt og transportområdet udstyres med en minister, Carina Christensen (K), der i hvert fald under valgkampen ikke mente, Danmark skal være et foregangsland, når det gælder nedbringelse af CO2-udledning.

Politisk handlekraft ville kræve en helt anden sammenhæng mellem de tre ministerier og et opgør med den hellige ko, privatbilismen. Og ikke mindst ville det kræve en helt anden vision og investering i udviklingen af den kollektive trafik og infrastruktur. Det ville være dyrt, men der er ikke råd til at lade være.