Venstres finansordfører, Peter Christensen, er langt fra tilfreds med nyhedsdækningen i Danmarks Radio.
"Nogle siger, at regeringen udsulter Danmarks Radio. Jeg synes, at DR udsulter befolkningen," lyder det i en såkaldt weekendklumme, der blev lagt på den borgerlige netavis 180grader.dk torsdag aften.
"Som borgere har vi ret til at forvente noget til gengæld for, at DR stadig modtager millioner af kroner i kraft af licensbetalingen, og at DR har en altdominerende stilling i kraft af sine mange æterbårne kanaler. Hvis DR vil blive ved med at opkræve licens, må man se at oppe sig med at levere public service af en ordentlig kvalitet," skriver Peter Christensen i klummen.
I sin kritik går han i rette med to specifikke indslag, som TV-Avisens søndagsudgave har bragt de seneste uger.
Det ene handler om tobaksindustrien, der anklages for at tilsætte skadelige stoffer til nikotinen.
"DR's indslag gjorde intet for at dokumentere, at det levede op til væsentlighedskriteriet," skriver Peter Christensen, der også kritiserer DR for at give taletid til et efter hans mening ukvalificeret svar fra Enhedslistens Frank Aaen.
Det andet indslag, som Peter Christensen omtaler i sin klumme, handler om DONG's opførsel af et nyt kulkraftværk i Tyskland.
"DR's dækning af sagen var ensidig og under al kritik," skriver Peter Christensen.
Her må også klima- og energiminister Connie Hedegaard (K) stå for skud:
"Hun gjorde det langt fra overbevisende (...) jeg tror, at Connie var i defensiven, fordi hun gerne vil bevare Danmarks image som frontløberland. Og det er selvfølgelig lidt svært, når vi bruger masser af energi og udleder masser af CO2," skriver Venstre-politikeren.
Systematisk kritik
De radikales medieordfører, Simon Emil Ammitzbøll, ser Peter Christensens udtalelser som led i en systematisk kritik af DR fra regeringens side:
"Selvfølgelig skal man kunne diskutere de ting, som DR laver. Men det er symptomatisk for borgerlige politikere, at man kritiserer DR som institution i stedet for at forholde sig til den journalistik, der bliver lavet. Jeg kan godt blive træt i hovedet af at være tilskuer til denne kamp mod spøgelser," siger han.
Venstres politiske ordfører, Inger Støjberg, understreger, at Peter Christensen kun taler på egne veje i sin kritik af DR.
"Det, som Peter Christensen har skrevet om Danmarks Radio, står for Peter Christensens helt egen regning. Sådan er det jo, når man skriver klummer på internettet, så siger man jo sin uforbeholdne mening," siger hun.
Peter Christensens kritik af Connie Hedegaard får disse ord med på vejen fra Inger Støjberg:
"Når det kommer til regeringssamarbejdet, kan jeg sige, at Venstres folketingsgruppe - og det gælder også Peter Christensen - bakker fuldt og helt op om Connie Hedegaard som klimaminister."
Peter Christensen selv glider af på kritikken:
"Det tager jeg fuldstændig afslappet. Jeg har bare nøgternt konstateret, at det to søndage i træk har været enormt ensidigt, hvad TV-Avisen har bragt," siger han.
Når det kommer til kritikken af Connie Hedegaard lyder svaret: "Det er da meget fredeligt. Jeg konstaterer bare, at hendes præstation ikke var overbevisende."
Kulturminister Brian Mikkelsens (K) eneste kommentar til Peter Christensens klumme er, at "han respekterer DR's redaktionelle frihed."






Dorte Sørensen
8. december, 2007 #
Er Peter Christens kritik af DR ikke mere et kompliment i en tid med nedskæringer og hvor det ene prisbelønnede program tages af sendefladen efter det andet.
Hvad er det egentlig PC mener, at DR skal sende og sige. Mener PC alvorligt, at DR skal være regeringens talerør?
Per Vadmand
9. december, 2007 #
Selvfølgelig mener han det. Talentløse højrepolitikere har altid forsøgt at profilere sig ved at rakke ned på DR.
Jakob
10. december, 2007 #
Klumme eller ej, hvor kan jeg dog blive træt af regeringens evige klynk over DR.
Når DR gav taletid til EHL, så skyldes det måske, at de gerne ville høre en mening fra et parti, der ikke som V og K har tobaksindustrien som sponsor.
http://www.folketinget.dk/samling/20061/almdel/FIU/PGF/16/spm/7/svar/end...
Frej Klem Thomsen
10. december, 2007 #
Det er det som Noam Chomsky kalder "flak": organiseret, højreorienteret kritik af hæderlig journalistik, for at skabe røg i systemet og på lang sigt skræmme journalister til at anlægge en ukritisk og magt-tækkende vinkel.
Burde nogen ikke skrive en klumme om Peter Christensen, og insistere på ordentlig public service fra en dansk politiker? "Hvis han vil vedblive med at repræsentere den danske befolkning, så bliver han nødt til at hæve niveauet og udtale sig med en hvis kvalitet. Hans kommentarer er ensidige og udokumenterede..."
Per Vadmand
10. december, 2007 #
Det er vel nok at se på billedet af ham. Er der andre end mig, der tænker "Løjtnant Pjock fra Basserne"?
Jakob
11. december, 2007 #
Frej Klem Thomsen, det lyder lidt som det fænomen som Mette Walsted Vestergaard blev udsat for på sin blog den 9. november, da hun dristede sig til at afbryde Karen Jespersen, for at få et svar på, om det er godt nok, at hjælpeløse gamle kun må få et enkelt bad om ugen.
http://bgi.dr.dk/blog/?comments_popup=398
http://www.dr.dk/DR1/TVAVISEN/blogs/Mette/index.htm?p=398
Rasmus K.
11. december, 2007 #
He He...
Et eller andet sted skal galden vel ud, når man som MF for Venstre ikke stiger i graderne efter valget.
Hov! hvad fanden er det: Har Venstre modtaget bidrag fra hjemmeværnsskolen???
Det er da vores skattepenge eller hur??
Jakob
11. december, 2007 #
Rasmus K., det vil jeg egentlig også gerne vide....
Jeg kan heller ikke engang se, hvorfor Venstre skulle være en særlig pleje for Hjemmeværnets interesser.
Måske var der noget med, at venstrefløjen engang satte spørgsmålstegn ved det fornuftige i, at folkene havde deres maskingeværer liggende hjemme under sengen..? ;-)
Jeg håber i hvert fald, at det er sådan noget pjat, der ligger til grund, for jeg mener, at Hjemmeværnet er en helt afgørende del af det danske forsvar og derfor bør have en meget bred opbakning.
HB Rasmussen
11. december, 2007 #
Når man ser billedet af Peter Christensen og læser hvad han siger/skriver rinder vores gamle øgenavn til VU mig i hu: "Vred Ungdom".
Som han dog stiller sig an.