Naturvidenskabens måling af forskning er problematisk

Universiteternes forskningsindsats skal måles. Fra 2009 skal omkring fem procent af universiteternes basismidler således fordeles efter, hvor gode universiteterne var til at forske året før. Også universiteternes undervisnings- og formidlingsevne spiller ind, men forskningen vil veje tungest. I alt er det omkring 300 millioner kroner, der skal kæmpes om.

Norsk model

Måden, man måler forskningsevnen på, er der imidlertid voldsom debat om på landets universiteter for tiden. Der er nemlig lagt op at kopiere den såkaldte 'norske model' - hvor man tæller antallet af artikler, der er publiceret i nogle i forvejen definerede tidsskrifter. Artikler trykt i de store internationalt anerkendte tidsskrifter vil veje tungt, mens artikler trykt i små, dansksprogede tidsskrifter eller bøger, vil give betydeligt færre eller slet ingen point. Den metode kan bruges til at måle natur- og sundhedsvidenskabelig forskning, men når det kommer til samfundsvidenskaben og humaniora, opstår der problemer, mener professor og arbejdsmarkedsforsker på Aalborg Universitet Henning Jørgensen:

"Man kan ikke sammenligne samfundsvidenskab og humaniora med naturvidenskaben, men det gør man. Hele det nye bevillingssystem er bygget op efter naturvidenskaben, så man måler forskellige ting med samme alen," siger han og begrunder det med en af væsensforskellene på humaniora og samfundsvidenskaben på den ene side og naturvidenskaben på den anden:

"I naturvidenskaben er der er ofte kun ét rigtigt svar. Sådan er det ikke i humaniora og samfundsfag, der lever forskellige teorier i konkurrence med hinanden. Der er ikke et fælles paradigme," siger han - og derfor er det problematisk, hvis bestemte tidsskrifter giver point, mens andre ikke gør.

Dertil kommer, at naturvidenskaben er meget sammenlignelig verden over, og derfor er det nemmere at få udgivet sine naturvidenskabelige forskningsresultater i de internationale tidsskrifter, mens det kan være svært for store dele af samfundsfag og humaniora, mener Gorm Toftegaard Nielsen, professor i jura på Aarhus Universitet, der siger:

"Fokuseringen på produktion i udenlandske tidsskrifter er en misforståelse. Hvis man er læge eller naturvidenskabeligt uddannet er det en anden sag. Det, der er stor naturvidenskab Danmark, vil også være det i Japan. Men sådan er det ikke altid på samfundsfag og humaniora," siger han. Derfor mener han, at de, der forsker i danske forhold vil få det meget svært under den nye ordning:

"I dele af samfundsvidenskaben og humaniora vil man få problemer. Fag som dansk historie og nordiske sprog vil heller ikke kunne få offentliggjort sine ting internationalt," siger Gorm Toftegaard Nielsen.

I gang

På Det Humanistiske Fakultet på Københavns Universitet har man taget glæderne på forskud - og allerede fra 2008 fordeles en del af fakultets interne penge efter, hvor gode forskerne har været til at forske i 2006. Det får betydning for budgetterne på Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab, mener institutleder Finn Hauberg Mortensen:

"Fra næste år er det ikke så mange penge, det drejer sig om, men på sigt vil det få stor betydning."

Han mener også, at det er problematisk at man har kopieret de naturvidenskabelige metoder:

"I naturvidenskaben har man meget større international udveksling, og man ved, hvilke tidsskrifter, det er attraktivt at blive optaget i. Nu skal det udbredes til hele fagfladen, og det er ikke lige så oplagt," siger han.

Han giver også eksempler på, at det ikke altid er bedre at skrive på engelsk end på dansk:

"Hvis man skriver om kvindeskikkelser i litteraturen, så kan det fint foregå på engelsk, men hvis man skriver om Sophus Clausen og hans ungdomsvenner, så er det måske mest relevant at publicere på dansk, for det vil næppe vække den store interesse i udlandet. Desuden har man mange steder en fagtradition, der er mere national, og derfor skriver man på dansk," siger Finn Hauberg Mortensen og tilføjer:

"Det er en forarmelse at tro, at kun det der er gangbart på engelsk duer til noget. Nogle ting skal skrives på dansk."

Peer review

Et andet problem ved den norske model til måling af kvalitet er det store fokus på 'peer review-tidsskrifter'. Det vil sige tidsskrifter, hvor det er internationale fagkollegaer, der bedømmer hvilke artikler, der skal optages i tidsskrifterne:

"Med vores beregningsmetode lægges der stor vægt på, om det er peer review-tidsskrifter eller ej, og på humaniora har man ikke tradition for peer review. Derfor tror jeg, at mange af de humanistiske forskere primært vil søge optagelse i 'peer review'-tidsskrifter, for ellers giver det ikke nok point og dermed færre penge til instituttet," siger Finn Hauberg Mortensen.

Og den del af forskningsbedømmelsen er også problematisk for samfundsvidenskaberne, understreger Gorm Toftegaard Nielsen:

"Peer review er et naturvidenskabeligt fænomen, der ikke kan oversættes til jura. I praksis ville det betyde, at jeg skulle oversætte mine artikler om dansk lov og sende dem ned til bedømmelse hos en franskmand, der ikke ved noget om dansk lov - det giver jo ingen mening."

Henning Jørgensen er enig:

At det hele skal optages i internationale peer review-tidsskrifter er udtryk for provinsialisme. Man tror ikke på, at man godt kan selv - men skal have et kvalitetsstempel," siger han.

Og resultatet af at overføre de naturvidenskabelige metoder til humaniora og samfundsvidenskaben er han heller ikke i tvivl om:

"Du får dårligere forskning, for forskerne vil tilpasse forskningen til de kriterier, der er på de tidsskrifter, der tæller meget," siger Henning Jørgensen.

Finn Hauberg Mortensen, der har prøvet systemet i praksis, er enig:

"Jeg har ikke oplevet, at det har ændret i folks forskningsmønstre endnu. Men hvis du spørger mig om et år, så er jeg overbevist om, at jeg svarer ja."