Europa-Kommissionens planer om at lancere et såkaldt 'Blue Card' gældende for EU (modelleret over det velkendte amerikanske Green Card) er kommet i problemer, skriver euobserver.
I torsdags lykkedes det ikke for Ministerrådet af indenrigs- og arbejdsministre, at blive enige om, hvordan Den Europæiske Union skal løse problemet med, at der både er et behov for udefrakommende arbejdskraft og et samtidigt ønske om at dæmme op for illegal immigration.
Den største diskussion handlede netop om 'Blue Card'-forslaget, som kommer fra Europa-Kommissionen.
"Vi har 3,5 millioner arbejdsløse tyskere, og det betyder, at virksomhederne kan finde arbejdskraft inden for Tyskland," udtalte således arbejdsminister Olaf Scholz til nyhedsbureauet AP.
Flere store medlemslande frygter, at Kommissionen i fremtiden vil kunne benytte Blue Card ordningen til at fastsætte kvoter for, hvor stort et antal økonomisk motiverede indvandrere, de forskellige medlemslande skal åbne for.
Men den ansvarlige retskommissær, Franco Frattini, svarede, at det "ikke er op til Bruxelles at bestemme, hvor mange ingeniører Østrig eller Tyskland har brug for ... men jeg er overbevist om, at det er nødvendigt med fælles regler for de mennesker, som ønsker at komme ind i EU".
Frattini understregede også, at det i øvrigt vil blive frivilligt for medlemslandene, om de vil deltage i Blue Card-ordningen eller ej.




