BEIRUT - Den stærkt islamkritiske politiker Geert Wilders, der ses som den myrdede politiker Pim Fortuyns politiske arvtager, har bekendtgjort, at han i januar vil offentliggøre en film, der vil vise "koranens fascistiske og intolerante karakter", som Wilders selv formulerer det.
Wilders, der stormede ind i det hollandske parlament med ni mandater med sit parti Frihedspartiet efter offentliggørelsen af Muhammedtegningerne, har skabt sig en karriere på offentligt at kritisere islam og bygger sin succes på en islamdebat, der i Holland er særdeles ophedet blandt andet efter truslerne mod Ayaan Hirsi Ali og mordene på den hollanske filmskaber Theo van Gogh og højrepolitikeren Pim Fortuyn, hvis ideologiske arvtager Wilders i udpræget grad anses som.
Wilders har blandt andet tidligere sammenlignet koranen med Adolf Hitlers Mein Kampf og forgæves opfordret til, at den blev forbudt i Holland. Men den bebudede dokumentarfilm, som ifølge Wilders selv næppe bliver mere end 10 minutter lang og efter planen bliver offentliggjort i januar, kan som symbol blive langt mere kontroversiel og eksplosiv end de tidligere politiske udmeldinger.
Hollandsk frygt
Frygten er, at de kan antænde en reaktion som den, verden oplevede, da Jyllands-Posten offentliggjorde Muhammed-tegningerne.
Det er i hvert fald frygten hos de hollandske myndigheder, hvor flere hollandske ministre har opfordret Wilders til at dæmpe tonen i filmen og tage hensyn. Regeringen har offentligt understreget, at den ikke vil blande sig i selve filmen, men at den har "udtrykt sin bekymring over filmen" i en samtale mellem Wilders og Hollands justitsminister og indenrigsminister.
At de hollandske myndigheder tager situationen seriøst, understreges af et notat, hollandske medier har opsnappet til de hollandske ambassader i Mellemøsten om at være i højeste beredskab, når filmen kommer ud.
En frygt, der bekræftes fra den hollandske ambassade i Libanon, som ligger et par hundrede meter fra det tidligere danske konsulat, som i 2006 blev brændt af efter offentliggørelsen af Muhammed-tegningerne.
"Det er lidt for tidligt at sige, hvordan det kan udvikle sig, men vi er meget opmærksomme på, hvad der bliver skrevet i lokale medier om Wilders-filmen. Vi er bevidste om situationen og ved, hvor hurtigt situationen kan eksplodere - ikke mindst fra angrebet på den danske ambassade," siger Nelleke Kruijs Voorberge, der er charge d'affair på ambassaden og understreger, at sikkerheden på ambassaden allerede er på sit højeste niveau, hvilket den har været siden de danske ambassadeafbrændinger.
Særdeles skrap
Ingen ved endnu, præcis hvad filmen kommer til at handle om, men på forhånd er forventningen, at den vil være særdeles skrap fra den temmelig konfrontatoriske politiker, der har skabt sig et navn på særdeles provokerende udtalelser - og på at have en temmelig mærkelig frisure.
I Holland har Det Muslimske Råd bebudet store protestdemonstrationer, når filmen kommer ud, men bedyrer på den anden side, at de vil prøve at undgå en situation, der kunne minde om reaktionen efter offentliggørelsen af Muhammed-tegningerne:
"Alting kan ske. Det så vi ved offentliggørelsen af de danske tegninger, og det er noget, der oprører folk. Wilders har ikke den fjerneste indsigt i koranen. Det er en bog for muslimer og ikke for ikke-muslimer, og jeg mener ikke, at Wilders foretager en farlig sammenblanding af teologi og politik," siger lederen af rådet, Abdel Majid Khairoun, til Information.
"På den anden side prøver vi på forhånd at skabe en diskussion, så vi kan undgå, at sagen eksploderer. Vi har inviteret Geert Wilders til at diskutere med os, men det har han afvist. Og vi taler med unge folk og andre, der kunne forestilles at reagere voldsomt. Men det betyder ikke, at der ikke kan blive problemer," konstaterer Abdel Majid Khairoun.






Bjørn Holmskjold
14. marts, 2008 #
Osama bin Laden har naturligvis ret i det fordelagtige ved, at der findes mennesker som Geert Wilders, Theo van Gogh, Pim Fortuyn, Ayaan Hirsi Ali, Pia Kjærsgaard, Villy Søvndal, Carsten Juste, Flemming Rose med flere.......
De ved det bare ikke selv!
Bjørn Holmskjold
Jens
14. marts, 2008 #
Nu synes jeg bare Geert Wilders skulle se at få udsendt den film, således vi kan få den at se. Med al den foromtale er man jo gået hen og blevet nysgerrig.
Iøvrigt, er jeg forberedt på, at 'islamic rage boy' går amok i gaderne i den muslimske verden. Jeg har fået købt riglige mængder af coal og pop-corn, så nu kan underholdningen på CNN, BBC World og TV2NEWS godt begynde for min skyld.
Per Thomsen
14. marts, 2008 #
I gamle dag var et af SFs slogans:
Støt den internationale solidaritet!
Med Danmarks uforbeholdne støtte til de højreradikale kræfter i Holland, kan mani SF jo passende lave et mere tidssvarende slogan lydende:
Racister i hele Europa forener eder!