BALI - En vision: Thor Pedersen sidder på hug i strandkanten og planter spæde mangrovetræer. Det salte tropevand skyller blidt hen over den tidligere finansministers bare tæer, mens hænderne arbejder flittigt med at forankre de små træer i sandbunden. Eksministeren hæver blikket, smiler venligt og siger:
"Vi må tilbage til naturen."
Det er ikke 'Thor-klimakrisen-er-Kejserens-nye-klæder-Pedersen', der arbejder i strandkanten. Det er en meget mægtigere mand. Marie Muhammad, tidligere finansminister i Indonesien, et land med en befolkning på 210 millioner. Eksministeren, i dag formand for Røde Kors i Indonesien, planter mangrovetræer sammen med balinesiske landsbyfolk for at skabe et værn mod de stigende have.
"Det vil ikke lykkes at klare klimaudfordringen, medmindre der er folkelig deltagelse i enhver sammenhæng. Vi i Røde Kors kan starte et projekt som dette, men i sidste ende er det op til folk selv," siger Marie Muhammad.
Han deltager selv i det store klimamøde her i Nusa Dua, Bali.
"Men det må ikke bare blive tale på tale. Der skal virkelig handling og forandring til. Det moderne liv er okay, men tilværelsen har en anden side. Vi er nødt til at beskytte planeten, bevare miljøet. Back to nature," siger den smilende, knælende, træplantende eksfinansminister.
Tilværelsens to sider støder ustandseligt sammen her på stedet. Også bogstaveligt. Tag bare mangroverne. Mens Marie Muhammad og landsbybeboerne går og planter, kan Bali Post fortælle, at den planlagte udvidelse af Ngurah Rai Airports landingsbaner antagelig vil ske på bekostning af mangrovebevoksningen langs kysten, hvor Balis lufthavn er placeret. At flyve globale klimaforhandlere, turister og andre, der kan bidrage til Balis økonomiske vækst, hertil har sin pris. Som skal lægges oven i den pris, mangroven allerede betaler for det mere eller mindre moderne lokale livs udledninger af spildevand og dumpning af affald.
Nervekrigen
I en anden skala støder tingene sammen i konferencecenteret i Nusa Dua, hvor de mange landes forhandlere nu skærper nervekrigen om klimamødets udfald. I dag sluttede klimaminister Connie Hedegaard sig til den 40 personer store danske regeringsdelegation med folk fra hele fem ministerier, og i morgen overtager ministrene forhandlingerne i håb om at nå i mål på fredag. Der signaleres krisestemning, som det sig hør og bør i denne fase, men selv om det er fast del af spillet, kan det jo godt ende galt.
Yvo de Boer, den hårdt arbejdende chef for FN's klimasekretariat, får stadig tungere poser under øjnene, men holder fast i en vis portion sort humor:
"Det er med konferencer som med parforhold: Man starter euforisk, giver store løfter, men når der er gået syv år, begynder entusiasmen at forsvinde, og man overvejer, om man kan leve op til løfterne. I dag har denne konference syvende dags nedturen."
Som landene melder ud nu, kan et sammenbrud for Bali-mødet ikke udelukkes. Indien og Kina kan ikke nødvendigvis acceptere, at en forhandlingsproces om en ny global klima-aftale skal afsluttes i 2009 på det planlagte møde i København. Man ser gerne, at i-lande med forpligtelser under Kyoto-protokollen - dvs. alle bortset fra USA - i 2009 får afklaret med hinanden, hvor meget mere de skal skære ned på deres udledninger af drivhusgasser. Men man kan ikke se, hvorfor u-landene skal binde sig til at gå med i en klimaaftale samtidigt. I-landene har skabt dette problem, så de må gå forrest. Når de har vist, hvad de evner, kan u-landene påtage sig deres del af opgaven, lyder ræsonnementet.
Over for det synspunkt står et krav fra USA, Canada, Japan og Australien om et klart link mellem i-landes og store u-landes forpligtelser. Vil Kina og Indien ikke binde sig til noget, vil USA m.fl. heller ikke. En forhandlingsinstruks til den canadiske delegation er lækket til ngo'erne og pålægger angiveligt canadierne at kræve absolutte udledningsreduktioner af Kina og Indien, vel vidende at det vil vælte forhandlingerne. Dermed kan Canada - der har 18 gange så høje udledninger pr. indbygger som Indien - selv slippe for nye, skærpede reduktionskrav.
Tungt pres
Det hele er et strategisk spil med det formål at sikre det enkelte land de bedste vilkår i den to-årige forhandlingsproces, der skal startes her. Med det pres, der hviler på forhandlerne fra tusindvis af ngo'er og 1.300 repræsentanter for verdenspressen, og når selv Al Gore med sin Nobelpris i lommen nu ankommer og taler til Bali og verden om vort moralske ansvar, kan man næsten ikke forestille sig, at det går helt galt. Kun halvt. Hvad der er alvorligt nok. Yvo de Boer:
"Vi har fået den klarest tænkelige besked fra videnskaben via FN's klimapanel. Vi vil ikke få en tilsvarende besked de nærmeste fem-seks år, som er det tidsrum, IPCC bruger til at lave sine vurderinger. Så nu har vi kun politikerne. Nu er det i sandhed deres svar, det kommer an på."
"Efter Kyoto-protokollens indgåelse tog det os tre-fire år at finde ud af, hvad pokker det var, vi havde aftalt," siger de Boer med henvisning til de enormt komplicerede mekanismer, der har måttet udvikles for at kunne føre aftalens CO2-reduktionsmål ud i livet. Kyoto blev vedtaget i 1997, men kunne først træde i kraft i 2005. Den udløber i 2012, og nu skriver vi næsten 2008.
"Vi er nødt til at få forhandlinger om en ny aftale i gang i dag, her på Bali," siger FN's klimachef og trumfer med et isnende argument:
"I løbet af de næste fem-10 år vil 40 pct. af verdens elproduktionskapacitet blive udskiftet. Hver eneste dag eller uge der går, uden at vi har truffet de rigtige beslutninger, vil resultere i multimilliardinvesteringer, der fører os i den forkerte retning."
Hvem sagde dansk kulkraft i det nordtyske?
