Det ukrainske parlament Radaen, havde i går to ophedede afstemninger om tillid til Julija Timosjenko, præsidentens kandidat til ny premierminister. Begge gange tabte hun med kun 225 stemmer mod de nødvendige 227. Afstemningerne endte imidlertid i skandale, og der var tydelige forsøg på chikane, fysisk blokade, korporlige slagsmål og stemmesnyd fra modstanderne af Timosjenkos side. En modstander af Timosjenko forhindrede således fysisk parlamentsformanden i at stemme, og to tilhængere hævdede, at deres stemmeapparater ikke fungerede.
Sidst på dagen måtte parlamentsformanden udskyde afstemningen til i dag, og både præsident Viktor Jusjtjenko og formanden for Det Nationale Sikkerhedsråd og statsadvokaten forsøgte sent i går at udrede trådene og de mange gensidige beskyldninger.
Iagttagere havde ellers forudsagt, at der i går ville blive sat et foreløbigt stop for måneders vedvarende strid, forhandlinger og studehandler internt imellem præsidentens parti Vort Ukraine og Timosjenkos parti BJuT, som var den store vinder ved parlamentsvalget i september, og mellem de to Orange-revolutionære på den ene side og den tidligere premierminister Viktor Janukovitjs koalition på den anden.
Sjældent har Europa set så langtrukne og beskidte regeringsforhandlinger. Men sjældent har Europa også set så viljestærk og kompromisløs en kandidat til regeringslederposten som Ukraines ukronede dronning, Julija Timosjenko, der end ikke lægger skjul på, at hun betragter posten som et springbræt til præsidentposten ved næste præsidentvalg. Hun gav da heller ikke op i går, men forsøgte hårdnakket, og ifølge mange iagttagere med rette, at fremhæve, at der var blevet svindlet med afstemningerne i parlamentet.
Rig 'bondepige'
Den smukke Julija Timosjenko, i folkemunde blot Julija, er uden sammenligning den mest populære politiker i Ukraine og har med stærk hånd ført sit parti frem til at kunne kræve premierministerposten. I personlig popularitet overgår hun ifølge meningsmålingerne langt både sin kampfælle, præsident Viktor Jusjtjenko fra den Orange Revolution, som førte dem begge til magten, og tidligere præsidentkandidat og premierminister Viktor Janukovitj fra det prorussiske Regionernes Parti.
Leder af de Orange
Timosjenko har, selv om hun tidligere var en rig leder indenfor gasindustrien og fortsat tilhører landets absolutte luksuriøse elite, med held "brandet" sig som provestlig, reformindstillet, ukrainsk-patriotisk forkæmper for de fattige og socialt hårdest ramte. Og dem er der mange af blandt de knap 50 millioner ukrainere. Det er heller ikke kommet hende til skade, at hun en tid var fængslet under den tidligere, dybt upopulære og gennemkorrupte præsident Leonid Kutjma, som hun var i skarp opposition til, men som med Moskvas hjælp anklagede hende for korruption. Og så er den 47-årige Timosjenko ikke blevet mindre populær af altid at bære den hvide nationaldragt og den nationale bondepigefrisure, flettet langt hår i en krans. Men hun bruger ikke bare lang tid på at rede og flette sit eget hår, hun har også vist sig at være i stand til at give både modstandere og kampfællen Jusjtjenko kam til deres hår.
Det ved Jusjtjenko også godt, for Julijas hårde linje og interne stridigheder tvang ham sidste år til at fjerne hende fra premierministerposten og overlade den til Janukovitj.
Det slap Jusjtjenko imidlertid ikke godt fra. Det tvang ham til snart at udskrive parlamentsvalg og bede Timosjenko om at komme til undsætning, hvilket hun gjorde ved dels at vinde over oppositionen, dels at overtage Jusjtjenkos ledende rolle blandt de såkaldte "orange kræfter" ved valget. I dag står hun som de Oranges bedste bud på en vinder af det næste præsidentvalg.
De fleste iagttagere i Ukraine, ja selv i Rusland, var i går enige om, at Julija nok alligevel ender med at blive premierminister ved en forventet afstemning i dag. De er imidlertid også enige om, at en regering under Timosjenko næppe holder i ret lang tid, fordi hun tilsyneladende ikke er til sinds at gå på kompromis med det store Moskva-tro mindretal i Østukraine og efter eget udsagn har til hensigt at gennemføre retsforfølgelser af en række politikere og forretningsmænd, som hun - med god grund - hævder ikke har rent mel i posen. Også det vil øge hendes chancer betydeligt ved næste præsidentvalg.




