Mon der kommer en båd med bananer?

Flere afrikanske lande frygter, at åbne markeder vil betyde, at skrøbelige økonomier vil blive løbet over ende, og at aftalerne blot yderligere vil styrke en verdenshandel, hvor Afrika primært er eksportør af uforarbejdede råvarer. Foto: Polfoto

Oksekød, rom, kakao og bananer. Det er blandt de produkter fra Europas tidligere kolonier, der i værste fald vil blive udelukket fra EU's markeder ved årsskiftet. Mandag vedtog EU's ministre, at holde fast i deres hidtidige hårdt-mod-hårdt-strategi i handelsforhandlingerne med udviklingslandene. EU vil ved årsskiftet hæve toldtarifferne voldsomt på varer fra de lande i Afrika og Caribien, der ikke har skrevet under på partnerskabsaftaler med unionen, sagde EU's handelskommissær, Peter Mandelson, der dog forventede, at alle de afrikanske lande - med undtagelse af et par stykker - ville vælge at underskrive aftalerne eller indgå i midlertidige arrangementer inden deadline nytårsaften.

Hvis ikke, klapper fælden, og den klapper hårdt. For eksempel vil et land som Namibia, der hidtil har nægtet at underskrive, fra en dag til den næste, miste eksport af kød, fisk og vindruer for 45 millioner pund - fire gange så meget som landet årligt modtager i bistand fra EU.

Hvis man skulle tro den danske mediedækning, skete der ellers ikke andet på det netop afholdte EU-Afrika-topmøde, end at Anders Fogh Rasmussen kaldte Zimbabwes præsident for 'en bandit'. Som ofte før endte Zimbabwes despot med at stjæle mediernes rampelys fra de mere essentielle punkter i Afrika-EU-forhandlinger, men ifølge forfatter og Afrika-kender Knud Vilby er der god grund til at glæde sig behersket over det møde, der løb af stablen i sidste weekend i den portugisiske hovedstad Lissabon.

Mere end Mugabe

"Det vigtige var, at det kom i stand, og at der er en voksende erkendelse af, at Afrika bør anses som reel partner. Så må vi håbe, at uenigheden ikke skar for dybe sår," siger Knud Vilby.

Og uenighed det var der. Stridens æble hedder økonomiske partnerskabsaftaler, EPA. Det er aftaler, som EU har forsøgt at få i stand med Afrika siden 2002 som afløser for den såkaldte Cotonou-aftale, der gav 80 af de tidligere kolonier privilegeret adgang til de europæiske markeder. Den er ifølge verdenshandelsorganisationen, WTO, ulovlig. Ifølge EU er aftalerne, der blandt andet over en årrække helt skal fjerne tolden på en række europæiske eksportvarer til Afrika, det eneste rigtige for Afrika. Flere afrikanske lande frygter derimod, at kravet om hurtig liberalisering og åbne markeder vil betyde, at de skrøbelige økonomier vil blive løbet over ende, og at aftalerne blot yderligere vil styrke en verdenshandel, hvor Afrika primært er eksportør af uforarbejdede råvarer.

Kun omkring 20 lande har valgt at underskrive aftalerne. Kort før mødet valgte den østafrikanske blok at underskrive, mens nogle af de hårdeste kritikere er at finde i den sydlige forhandlingsblok.

Begge veje

Peter Mandelson gik således også i weekenden i rette med statsoverhovederne fra de store økonomier, såsom Sydafrikas og Senegals, som han mente glemte solidariteten med de mindre robuste økonomier, når de kategorisk afviste EU's tilbud:

"Mbeke og Wade råber begge op, men ingen af dem har jo for alvor noget at miste," sagde Mandelson.

Ifølge Gorm Rye Olsen, leder på Institut for Samfund og Globalisering ved Roskilde Universitetscenter, kan aftalerne vise sig at indebære både fordele og ulemper for de afrikanske lande.

"Det største problem bliver tab af toldindtægter. De udgør en betydelig del af flere af de fattigste landes økonomier," siger Gorm Rye Olsen, der dog ikke vil udelukke, at de afrikanske lande kunne ende med at drage fordel af aftalerne.

"Det kunne give mere handel. Hvis vi holder os til teorien om, at handel giver velstand, er det altså ikke umuligt, at de vil få gavn af aftalerne," siger Gorm Rye Olsen, der mener, at de afrikanske lande i weekenden vandt en sejr ved at presse EU til at genoverveje EPA-spørgsmålet. Han tror dog ikke, at EU kan rykke sig betydeligt.

"Det her er en helt central strategi i bestræbelserne på at tilpasse sig betingelserne i WTO. EU har lovet, at arbejde i retning af frihandel. De afrikanske lande har i 50 år haft begunstigede handelsforhold i forhold til Europa, og man kan ikke have told-arrangementer nu om dage," siger Gorm Rye Olsen, der dog tvivler på, at EU er lige så frihandelsglad, når det drejer sig om egne barrierer.

"Nu kræver vi frihandel a la WTO af en række fattige lande. Det interessante bliver at se, om EU også vil leve op til det, når det kommer til at fjerne toldmuren til USA. Så vil det først for alvor gøre ondt," siger Gorm Rye Olsen.

Nye toner

Der var uenighed, men også nye toner i forholdet mellem nabokontinenterne - en ny stil, der ifølge Ghanas præsident, John Kufuor, bunder i erkendelsen af en ændret virkelighed:

"Europa har lige så meget brug for Afrika, som Afrika har for Europa," sagde Kufuor, mens det gambianske dagblad The Daily Observer begejstret skrev i en leder:

"Det er svært at huske, hvornår Afrika sidst leverede et så højt opvågningskald til de selvudnævnte europæiske herskere."

Ifølge Kund Vilby er modviljen mod den europæiske arrogance stigende:

"Før fandt Afrika sig i at blive talt ned til, fordi de fandt det nødvendigt," fastslår Knud Vilby og opremser en række grunde til den nyfundne selvtillid. For det første er råvarepriserne - ikke mindst på energi - steget meget.

"Det betyder flere penge i elitens lommer, og da den økonomiske elite ofte også er den politiske elite, har det selvfølgelig indflydelse på den måde, de agerer internationalt," siger Knud Vilby.

Derudover er der kommet nye spillere på kontinentet, påpeger Vilby:

"Kinas og USA's voksende engagement i regionen har givet en følelse af, at Afrika ikke står alene. I mange år har Europa attitude været: 'Giv os noget og I får bistand i stedet for - vi ved, hvad der er bedst for jer'. Den oplevelse har Afrika ikke med Kina, og i mange tilfælde tilbyder USA bedre handelsadgang end Europa," siger Knud Vilby, der dog understreger, at træerne ikke vokser ind i himlen.

Uanset fine vækstrater og voksende hjemmemarkeder er virkeligheden, at 40 procent af befolkningen i det sydlige Afrika stadig lever for under en dollar om dagen. Og uanset at Kinas investeringer i regionen vokser med lynets hast, er sandheden, at EU stadig er Afrikas største handelspartner med en værdi af 215 milliarder pund sidste år.

"Afrika har bestemt stadig brug for Europa, " fastslår Vilby.