Jeg står i døren og ser igennem hvirvlende støvskyer på det sted, hvor der endnu skal findes uberørt skov. I går kørte jeg kilometer efter kilometer gennem ryddet terræn og forkullede brandrester efter den skov, som stod her i 1956 og var den smukkeste, jeg nogensinde har set. I dag er den tilintetgjort. Mennesker er nødt til at spise. De er nødt til at skaffe sig brændsel.
Det er i begyndelsen af 1980'erne i det nordvestlige Zimbabwe. Jeg er på besøg hos en ven, som har været lærer i en skole i London. Han er her for at 'hjælpe Afrika', som vi siger. Han er et blidt og idealistisk gemyt, og det, som han har mødt her i denne skole, har taget så hårdt på ham, at han er blevet ramt af en dyb depression, han har svært ved at overvinde. Skolen her er som alle skoler opført efter selvstændigheden. Den består af fire store rum adskilte af vægge i rå mursten og står midt på den støvede mark, en to tre fire og et halvt rum i den ene gavl, som er bibliotek. Klasseværelserne har hver sin sorte tavle, men kridtene har min ven i lommen - ellers ville de blive stjålet.
I skolen findes intet atlas og ingen globus, ingen lærebøger, ingen kladdehæfter eller kuglepenne, i biblioteket findes der ingen bøger af den slags, som eleverne ville læse: Her står bind fra amerikanske universiteter, tunge og uhåndterlige, udgåede eksemplarer fra hvide biblioteker, kriminalromaner eller bøger med titler som Weekend i Paris eller Felicity finder kærligheden.
Der går en ged, som søger at overleve ved at æde det visne græs. Rektoren har stukket skolens bevillinger i egen lomme og er suspenderet.
(...)
Min ven har ingen penge, eftersom alle, elever som lærere, låner af ham, når han får sin løn, formentlig uden nogensinde at betale tilbage. Eleverne er mellem seks og 26 år, for en del har ikke gået i skole før og er her for at indhente det tabte. Nogle går hver morgen adskillige kilometer, selv i regnvejr og gennem floder. De får ikke lektier for, for der er ingen elektricitet i landsbyerne, og det er ikke let at læse i skæret fra et bål. Pigerne må hente vand og lave mad, både før de begiver sig til skole, og når de kommer hjem igen.
Blå bog: Doris Lessing
Født den 22. oktober 1919 i Iran, men tilbragte sin barndom i Zimbabwe, hvor hendes britiske forældre slog sig ned som farmere. Giftede sig første gang som 20-årig og fik to børn i ægteskabet, der varede 10 år.
Blev kommunist under Anden Verdenskrig og mødte i den forbindelse sin anden mand, Gottfried Lessing. Sammen fik de et barn, men ægteskabet blev kort.
Flyttede til London i 1949 og begyndte sin forfatterkarriere med udgivelsen af 'Græsset synger'. Hendes litterære gennembrud kom dog i 1962 da hun udgav 'Den gyldne bog', der betegnes som et hovedværk i forfatterskabet.
Har skrevet hele 64 bøger, der tæller både romaner, noveller, rejsebeskrivelser og lyrik.
Mens jeg sad hos min ven i hans værelse, kom generte folk forbi og tiggede om bøger. "Vil du ikke være sød at sende os bøger, når du kommer tilbage til London?" En mand sagde: "De har lært os at læse, men vi har ingen bøger." Alle, jeg mødte, tiggede om bøger.
Jeg var der i nogle dage. Støvskyerne blæste stadig forbi, vandforsyningen var knap, for pumperne var i stykker, så kvinderne måtte igen hente vand i floden. Sidste dag var terminsafslutning. De slagtede geden og skar den i bidder og dynger, som blev kogt i en stor konservesdåse. Dette var den meget forventede afslutningsfest, kogt ged og grød. Jeg kørte tilbage gennem de forkullede rester og stumper af skoven, mens de stadig festede.
Jeg tror ikke, at mange af eleverne på den skole vil opnå at vinde priser.
Fremtidens prisvindere
Få dage efter er jeg på en skole i det nordlige London, en meget god skole, hvis navn vi alle kender. Det er en drengeskole. Solide bygninger og et parkanlæg.
Disse elever får hver uge besøg af en berømt person, og det ligger i sagens natur, at det kan være fædre, slægtninge, ja sågar mødre til eleverne. Et besøg af en kendis er ikke opsigtsvækkende i deres øjne.
Jeg har skolen i det støvomblæste Nordvest-Zimbabwe i tankerne, og jeg betragter de mildt forventningsfulde ansiger og forsøger at fortælle dem, hvad jeg har set i sidste uge. Klasseværelser uden lærebøger, uden atlas eller bare et kort sat på væggen. En skole, hvor lærerne tigger om, at man skal sende dem bøger, hvor der står, hvordan de skal undervise, eftersom de selv kun er 18 eller 19 år. De tigger om bøger.
Jeg fortæller disse drenge, at alle - alle og enhver - tigger om bøger: "Vil I ikke nok sende os bøger?" Alle her i salen har sikkert oplevet det øjeblik, hvor man som taler ser tilhørernes ansigter foran sig blive tomme. De forstår ikke, hvad man siger: I deres fantasi findes ingen billeder, der modsvarer det, man fortæller - i dette tilfælde billedet af en skole omhvirvlet af støvskyer, hvor vand er mangelvare, og hvor en aflivet ged kogt i en stor konservesdåse er festmad ved skoleafslutningen.
Er det virkelig umuligt at forestille sig en sådan fattigdom?
Jeg gør mit bedste. De er høflige.
Jeg er temmelig sikker på, at der blandt disse drenge vil være nogen, som vinder priser.
Så er det overstået, og jeg møder lærerne og spørger som altid, hvordan det går med biblioteket, og om eleverne læser. Og her i denne privilegerede skole får jeg at høre det samme, som jeg altid hører, når jeg besøger skoler, ja tilmed universiteter.
"De ved, hvordan det er. Mange af drengene her har aldrig læst en bog, og biblioteket bliver stort set ikke brugt."
"De ved, hvordan det er."
Ja, det gør vi sandelig. Allesammen.
Vi lever i en splittet kultur, hvor det, som var selvfølgeligt for bare få årtier siden, nu drages i tvivl, og hvor det er almindeligt, at unge efter en lang uddannelse ikke ved noget om verden, ikke har læst noget, og kun kender til en eller anden specialitet, f.eks. computere.
Vi er blevet vidner til fantastiske opfindelser, computere, internet og tv, en revolution. Det er ikke den første revolution, som vi, menneskearten, har lært at håndtere. Det trykte ords revolution, som ikke blev gennemført på få årtier, men tog betydeligt længere tid, forandrede vores bevidsthed og tænkemåde. Dumdristige, som vi er, accepterede vi alt, som vi altid gør og spurgte aldrig en eneste gang: "Hvad skal der nu ske med os, nu da vi har lært at trykke?" Og lige så lidt har vi tøvet for at spørge: "Hvordan kommer vi og vor bevidsthed til at blive ændret af dette nye internet, som har forført en hel generation med alle sine meningsløsheder, så at selv fornuftige mennesker tilstår, at de, når de først er kommet til at hænge fast, har svært ved at holde op, og opdager, at de har brugt en hel dag på at blogge og blugge osv.
Det er ikke så længe siden, at alle mennesker med bare en smule uddannelse respekterede lærdom og dannelse og viste respekt for vor omfattende litteratur. Vi ved selvfølgelig alle, at da denne lykkelige tilstand rådede, foregav mange blot at læse, foregav blot respekt for lærdom, men der er også belæg for, at arbejdende mænd og kvinder længtes efter bøger - derom vidner det 18. og 19. århundredes arbejderbiblioteker, institutter og skoler.
Læsning og bøger indgik i den almene dannelse.
Når ældre mennesker taler med yngre, må de indse, i hvor høj grad læsning var en dannelse, eftersom de unge ved så meget mindre. Og hvis børn ikke kan læse, er det fordi de intet har læst. Denne sørgelige historie kender vi alle.
Men hvordan den slutter, ved vi ikke.
(...)
Læsning fylder en kvinde og en mand med viden, med historie, med alle slags kundskaber.
Men vi er ikke de eneste i verden. For ikke så længe siden blev jeg ringet op af en ven, som fortalte, at hun havde været i Zimbabwe, i en landsby hvor de intet havde fået at spise i tre dage, men hvad de talte om var bøger, og hvordan de kunne få fat på dem og om uddannelse.
(...)
Et skatkammer af fortællinger
Vi er en blasert flok er vi, vi i vores del af verden - vor truede verden. Vi er vældig gode til ironi og sågar til kynisme. Visse ord og ideer gør vi knapt nok brug af længere, så forslidte er de blevet. Men måske kunne vi tænke os at regenere nogle af de ord, som har mistet deres styrke.
Vi har et skatkammer - en sand skat - af litteratur, der går tilbage til egypterne, til grækerne til romerne. Det er der alt sammen, denne rigdom af litteratur lige til at blive opdaget igen og igen af enhver, der er heldig nok til at komme ind i skatkammeret. En skat. Tænk om den ikke fandtes. Hvor fattig, hvor tom ville verden ikke være.
Vi ejer en arv af sprog, digte, historier, og den vil aldrig kunne udtømmes. Altid vil den være der.
Vi har fået overdraget en rigdom af historier og fortællinger fra gamle historiefortællere, hvis navne vi nogle gange kender, nogle gange ikke. Historiefortællerne går tilbage, langt tilbage i tid til dengang i en skovrydning, hvor et stort bål brændte, og de gamle shamaner dansede og sang, for vores kulturarv af historier begynder i ildens, magiens og åndernes verden. Og det er dér, den stadig har sit domæne.
Spørg enhver moderne historiefortæller, og de vil fortælle dig, at der altid er et bestemt øjeblik, hvor de ligesom berøres af en ild, af det vi kalder inspiration, og dette går tilbage til vor arts oprindelse, til den ild og is og de vilde vinde, der formede os og vor verden.
Historiefortælleren ligger dybt i os alle. Historieskaberen er altid hos os. Lad os forestille os, at vor verden bliver ramt af krig og af de rædsler, vi alle let kan forestille os. Lad os forestille os, at flodbølger overskyller vore byer, at havene stiger ... historiefortælleren vil stadig være der, for det er vores fantasi, der former os, opretholder os og skaber os - på godt og ondt. Det er historiefortælleren, der med sine historier vil regenerere os, når vi er splittede, forslåede, ja tilmed tilintetgjort. Det er historiefortælleren, drømmemageren, mytemageren, som er vores fugl føniks, som er os selv, når vi er bedst og mest kreative.
Den fattige pige, der trasker gennem støvet og drømmer om en uddannelse for sine børn; tror vi, at vi er bedre end hende - vi, som er forædte af mad og har vore skabe fyldt med tøj og er ved at kløjes i vores egen overflod?
Jeg tror, at det er den pige og de kvinder, som talte om bøger og uddannelse, da de ikke havde spiste i tre dage, som måske en dag vil komme til at definere os på ny.
© The Nobel Foundation 2007
Oversat og forkortet af Niels Ivar Larsen
