Hej Stefan

Hvorfor mener du, en bog nødvendigvis skal undersøge sin egen genre? Såvidt jeg kan se, ville det føre til kaos, hvis det princip blev gennemført. De fleste bøger hviler jo fint i den genre, hvor de nu hører hjemme.

Jeg savner i øvrigt, her som på din blog, en præcisering af, hvad du ikke bryder dig om ved Kalak. Der er kun sådan lidt generelle bemærkninger, som "ikke specielt interessant som litteratur betragtet." Osv.

Kunne man blive lidt belært, ville det være dejligt. Tak!

Kære Erik, jeg ved ikke om jeg kan belære nogen om det her, og jeg kunne jo egentlig godt tænke mig, at diskussionen i stedet for at handle om Leines bog, kom til at handle om hvad litteratur er, og specielt hvad god litteratur er.
Men ok. Min idé om at undersøge genren, er blot ét eksempel blandt mange på, hvad der kunne have gjort bogen interessant i en litterær sammenhæng. Noget af det eneste, som Leines bog gør, er at den starter og slutter nogenlunde samme sted, og det er vel et trick som hører litteraturen til og ikke erindringen som sådan. Men prøv at læse en bog som Austerlitz af Seebald, som rent genremæssigt (ikke indholdsmæssigt) er i familie med Leines bog og se, hvordan erindring og sprog flyder sammen i lange, undersøgende passager, mellem nutid og fortid, her reflekteres fx over hvad hukommelse er i forhold til sprog osv. Eller Knud Romers bog, som hele tiden drives frem af ønsket om at give moren et ordentligt gravmæle, og bl.a. derfor må ty til roman-form frem for kun erindring. Her bliver roman-formen en form for sproghandling, noget der skal ændre mindet om moren og om den, som Knud Romer var og er. Knud Romer vil være en anden i kraft af sin roman. Genren, romanen og det selvbiografiske, udnyttes med nødvendighed, synes jeg. I Leines tilfælde kunne jeg godt tænke mig, at hele dens forudsætning, at børnene, Johanne og Marie, ikke ønskede, at deres navne skulle ændres, var skrevet ind i romanen, at den var roman med nødvendighed, at historien kun kunne fortælles i netop den form og ingen anden. At det var romanformen, måske en form for eksperimenteren med denne, som gjorde at Leine kunne fortælle sin historie sådan, at børnene kunne være den bekendt, være stolte eller hvad ved jeg. At den stoppede op og reflekterede over det, den fortalte. Det er der sikkert mange, der mener, at Leine har gjort. Jeg synes derimod kun, at romanformen og de litterære træk i bogen nøjes med at gøre historien og bekendelserne mere spiselige. De er vedhæng, sløjfer, glidecreme (find selv på flere metaforer), noget sekundært (og det er vigtigt). De hjælper blot bekendelserne på vej, frem for at problematisere eller reflektere over dem. Fx afspejles de traumer, som ethvert overgreb mod et barn må være, slet ikke i formen, de bliver næsten ikke engang reflekteret i livsforløbet, selvom man måske fornemmer at Grønland er et eksil for hovedpersonen og de mange kvinder en måde at skjule sig for sig selv, måske! Altså de begivenheder som der sker i hovedpersonens liv udbasuneres bare, men bliver ikke rigtig gjort til genstand for refleksion, hverken på et indholds- eller formmæssigt niveau. Hvordan kan det fx lade sig gøre, helt uproblematisk, at have en kone som finder sig i sådanne udskejelser, som hovedpersonen gennemgår? Forholdet til faren står også temmelig uvist hen til sidst i bogen.

Problemet er måske, at det er Kim Leine, der vil læses, mere end romanen. "Sig mig, hvad der er galt?" synes bogen med Leine i forgrunden at spørge, men det skulle han have spurgt sig selv om, inden bogen blev skrevet.

Hvis Leine får en karriere som forfatter, så lad ham skrive bogen igen om nogle år, så kan det være, at begivenhederne har lagret sig på en helt anden og forhåbentlig mere litterært kvalificeret måde . Se det ville være interessant læsning! Og selvfølgelig skriver han af og til blændende godt, det er ikke det, men det er der så mange, der kan.

Men jeg skal ikke gøre mig til dommer over gode og dårlige bøger for alles vedkommende. Jeg fremfører mine argumenter og andre må gøre det samme. Jeg kan sagtens forstå, at man bliver overmandet af en bog som Leines, men jeg synes ikke, at den overmanding er udtryk for litterære kvaliteter. Det er kvaliteter på et andet niveau, der spiller ind, bl.a. dens implicitte kritik af sundhedssystemet, af Grønland, men sådanne kvaliteter kunne man også komme frem med i et indslag i TV-avisen eller et dokumentarprogram.

Men der sker noget i tiden og det er sket længe, nemlig at skellet mellem dokumentar og fiktion skrider, bare det at 9/11 kunne vinde i Cannes. Her skrider vurderingskriterierne også. Man må derfor spørge sig selv ud fra hvilke kriterier man så bedømmer et værk, en bog, en film? Det stiller nye og interessante krav til kritikere, læsere og forfattere.

Et forslag kunne være, at man spørger sig selv hver gang, om tingene er gjort med kunstnerisk nødvendighed? Det er hulens svært at svare på og ikke mindst at blive enige om, hvad "kunstnerisk nødvendighed" vil sige - jeg ved det. Men når jeg spørger til Leines bog, om den bærer sit genre-mærke "roman" af nødvendighed, så er svaret et rungende nej. Den er erindring med suffikset roman, og det sidste får det første til at glide ned.

"At den stoppede op og reflekterede over det, den fortalte."

Hør, det lyder altså i mine ører som noget victorianeren George Eliot kunne have sagt. Bøger skal altså BÅDE strides med sin egen genre OG løbende kommentere sig selv?

Kalak er jo en meget subjektivt fortalt roman. Optikken sidder skruet fast til jeg-personens, misbrugerens, hoved, og der forbliver den til sidste side. Hvis fortælingen metaagtigt trådte ud af sig selv, ville den efter min mening bryde sammen.

Det handler ikke så meget om meta eller victorianske doktriner, synes jeg ikke. Men om at det litterære ved den kun er noget sekundært, en følgesvend, et retorisk hjælpemiddel. Det litterære er i og for sig ikke nødvendigt, for det vigtige er ikke fortællingen som sådan, snarere at den er nogens fortælling. Hvad var bogen uden den henvisning? Fx skriver Klaus Rothstein:

"Det her er altså ikke en fortælling hentet ud af den blå luft, men en historie fra det virkelige liv" og konkluderer på baggrund af det: "Det er en stor debut"

Marianne Ping Huang, som er noget mere nuanceret, skriver i sin anmeldelse af bogen:

"Vendepunktet indtræffer tidligere og slår langsommere igennem, i en sproglig gæstfrihed og tilegnelse - på grønlandsk bliver kalakken Kim til en forbandet digter. Her er det, at Kim Leine for alvor gør mere end en offerfortælling af sin erindringsroman, Kalak er en gengave til den venlige koloni og et gavmildt sprog."

Jeg synes også, at bogen bliver bedre undervejs, men tænk sig, hvis den rent faktisk havde medreflekteret det, som Ping Huang læser ind i bogen her. At litteratur kan forløse noget, som ikke kunne forløses uden den. Det synes jeg ikke, at den gør. Jeg tror snarere på, at Kim Leine får øvet sig undervejs. Men det er kun en gisning. At han roder lidt med det grønlandske sprog undervejs er ikke nok til, at det virker overbevisende på mig og til at Ping Huangs ellers fine læsning holder, synes jeg ikke.

Men lad mig afslutningsvis bruge dine egne ord til at forklare min pointe yderligere, men med en tilføjelse til sidst:

Kalak er en subjektivt fortalt roman. Optikken sidder skruet fast til jeg-personens, misbrugerens, hoved, og der forbliver den til sidste side. Hvis fortælingen trådte ud af sig selv, ville den bryde sammen, og netop dér blive interessant i en litterær sammenhæng.

At en litterat i 2007 kræver af en roman, at den forholder sig reflekterende til sig selv, finder jeg, i al venlighed, opsigtsvækkende. Og ikke på den fede måde.

Kære Erik,
Du gengiver mine synspunkter på den helt ufede måde, dvs. i en meget, ja ekstrem reduceret form, der får mig til at fremstå dummere, end jeg bilder mig ind, at jeg er. Det er jo ikke det, jeg skriver, synes jeg ikke, og hvis det er det, så gir jeg op på stedet ; - )

Hej Stefan

Nu synes jeg nok, du reducerer eksempelvis Rothsteins omtale. Der skrives jo f.eks. også i hans anmeldelse:
”Kim Leine er intet mindre end en sikker, sansende, socialrealistisk nutidsfortæller, der ikke mindst skildrer Grønland og grønlænderne med stor menneskelig indsigt og kunstnerisk fornemmelse”

Begrundelsen for at tilskrive romanen kunstnerisk kvalitet skal altså blandt andet findes i Leines evne til at skabe fortælling, der rykker sansemæssigt .

Hvis man er på jagt efter en lyrisk roman, må man sikkert blive skuffet, for Kalak er ikke verbalt drøvtyggeri. Her føres man direkte ind i et realistisk syret univers: Sælsuppe driver fra siderne, slædehunde glammer, grønlandske kvinder griner uden tænder, karamelflossede årer eksploderer og sexscenerne bliver flere, efterhånden som misbruget i alle former accelererer. Og gentagelsen bringer læseren i en tilstand af kvalme, af at nu er det forbandet nok, ubehaget udstillet i al sin groteskhed.
Sgu ikke fordi det er dårligt skrevet. Men fordi formen spiller fint sammen med indholdet og forplanter sig i læseren.

Romaner finder deres styrke ad forskellige veje. I de mere lyriske romaner når sproget har kværnet i fire maver. Og i en (erindrings-) roman som Kalak når forfatteren skaber en korporlig oplevelse af verden gennem grådig usminket fortælling.

Kan ikke se hvorfor der ikke skulle være plads til det hele.

Fint med en pris, der er grådig på flere genrer.

Nb: Forstår ikke hvorfor du bliver ved med, at skrive at du ønsker en generel diskussion uden fokus på Kalak, når du netop selv hele tiden nævner navne.

Kære Elsebeth,

Du har selvfølgelig ret i, at jeg har visse præferencer angående romaner, her kan det sagtens være at jeg går fejl, man er jo menneskelig, og ja, også jeg reducerer andre. Det kan nok ikke undgås desværre. Men Erik (hvis han hedder det, jeg har på fornemmelsen at der her er tale om et pseudonym) læste faktisk slet ikke hvad jeg skrev, synes jeg ikke.

Og selvfølgelig er der plads til det hele. Masser af plads. Det er ikke det. Men om der er tale om god litteratur, her er jeg meget mere i tvivl. Prøvestenen er måske stadig: Hvor god er bogen egentlig, hvis man fjerner dens henvisning til levet liv? Hvis man fjerner dens dokumentaristiske belæg for at være en "ægte" socialrealistisk fortælling? Hvis den nu blot var en historie ud af den blå luft? Også her skal den være god for at være en god roman. Er den det?

Man kunne sammenligne med Herman Bangs skandaleombruste debutroman Haabløse Slægter. Også den er selvbiografisk og Bang kunne ligeså godt have brugt sit eget navn i romanen. Men dens kvaliteter afhænger ikke alene af, om historien nu har noget på sig. Bang bruger bevidst sig selv og sin fortælling som prisme i og for tiden. Tiden opsuges i fortællingen. I Leines tilfælde er det omvendt. Her er det tiden, som kommer farende udefra og tilfældigvis spejler sig i Leines bog. Bogen er ikke selv bevidst om, at den ramler ind i noget, der er større end den, for havde den været det, havde den også været en fortælling om det, og det havde øget dens kvaliteter som roman, tror jeg. Jeg er ikke sikker her, eller på ret meget den sags skyld omkring litterære kvaliteter, hvis man bilder sig ind , at man er det, er man jo dum.

Men altså: Jeg begynder at gentage mig selv og at føle mig som en enmandshær, og det er ikke rart. Det her må være mit foreløbigt sidste indlæg i diskussionen. Men grunden til, at man ikke kan komme uden om Kalak som eksempel er jo, at det er den bog, folk har læst og som de holder af og derfor forsvarer, og al ære og respekt for det. Det vil jeg også have gjort. Tak for diskussionen.

PS: Hvor mon udvalget bag Montana-prisen bliver af i denne her diskussion?

Den enmandshær må køre på noget, der er meget vildere end Duracellbatterier. Og det er nok på tide at sige tak for diskussionen. Og tak til Stefan! Selv om jeg stadig savner et svar på spørgsmålet om, hvorvidt Kalak er læse- og prisværdig, fordi det, vi læser, er sket i virkeligheden? Eller om den ville være læse- og prisværdig, hvis alt i den var det pure opspind? (Samme spørgsmål stillede jeg på bloggen, Sporten, for nogle dage siden).

Enmandshær? Næe, du der jo til at holde gryden i kog Kamilla;), men når den så bobler lidt, så skrues der straks helt ned for blusset
(- jeg refererer i al venlighed til jeres blogs inkl. SKs titel 'Kamilla L holder gryden i kog' etc.).

Det er bare lidt svært at forstå, hvad SK mener med litterær kvalitet. Flere har været fremme og uddybe (se også Mads Eslunds blog), men hvis det stadig ikke er nok, så tjae.

Normalt er det sådan, at bevisbyrden ligger hos den, der angriber. Men her virker det som om, man drager i krig rustet med spørgsmålstegn og parat til at skride, når der kommer svar. Måske fordi man ikke gider debattere med andre end udvalget. Men hvad forventer man, når man lægger op til debat i et offentligt rum?

Som det fremgår har undertegnede ikke noget problem med, at genrer blandes. Der er med "Kalak" (lad os bare kalde den idealtypen K) tale om en erindrings-roman. Så læs den som sådan. Man klipper jo heller ikke vingerne af en flyvefisk.
Men i og for sig er koblingen virkelighed/fiktion ikke spor mystisk eller tendentiøs. Alle forfattere skriver ud fra erfaringer med verden, og de gode af dem appellerer til deres læsere, af (mindst) to grunde: Dels fordi de via et rigt og præcist sprog rammer verden/genkendelsen (mimesis), dels fordi de med sproget viser/skaber verden på en ny måde.

At nogle forfattere gør det ved at gå direkte til biddet (Leine gør det i en blanding af kynisk og sanseformidlende sprog) og at andre gør det ved at tygge drøv på sproget er helt uproblematisk. My opinion.
Der er plads til mere end hundrede køer.

virkelig venlig cyberhilsen

Elsebeth

Nb. "og at andre gør det ved at tygge drøv på sproget " "..og tiden", skulle jeg måske tilføje som svar på dit venlige indlæg, Stefan. /E

en hurtig kommentar, håber ikke den bliver for rodet (-:

jeg læser egentlig primært kalak som en god og heftig historie, og i den forstand er det sekundært, om teksten er "sand" i forhold til fortælleren eller forfatterens virkelighed. jeg er klar over, at genrebetegnelsen erindringsroman drejer læsningen ind i en identifikation med forfatteren osv., men det er ikke afgørende for mig, at kalak fortæller om et virkeligt liv, ligesom det heller ikke pirrer mig, om/at eksempelvis knud romer har oplevet de ting, han skriver om i "den, som blinker" - eller om jørgen leth har lavet ballade med kokkens datter for den sags skyld. er det ikke ligegyldigt? for mig kunne kalak være ren fiktion, jeg kan sagtens læse den som sådan, altså som en god, gribende, foruroligende historie, fortalt direkte og råt. helt old school. jeg identificerer mig ligeså meget med helt "uvirkelige" historier/karakterer.
jeg er ikke virkelighedshungrende på den måde - blodskamstemaet og fortællingen om det grønlandske samfund ville være ligeså "sand", hvis bogen havde været "fundet på".

at leine skulle forholde sig mere reflekterende - mener du metaagtigt, stefan? - ville være en besværende omstændelighed eller et litterært nørkleri for at sige det lidt skarpt. det ville ødelægge et flow og det meget direkte og pågående i bogen. bogens patos - kunne man måske kalde det - den er vigtig, synes jeg. måske er det den, der skiller os? man kan stadig godt fortælle en straight historie, håber jeg. skal man nødvendigvis tematisere sin egen fortælling? kan man ikke bare åbne munden og fortælle fra a til z? der er ingen negative regler, når det kommer til at skrive.

en anden ting: jeg tror, at hovedstolsideen er en meget stor misforståelse - at man kan løbe tør for stof ved at skrive sin egen historie helt ud. enhver skrift har en terapeutisk dimension, uanset om det drejer sig om bekendelse eller mere formel interesseret, såkaldt sproglig, litteratur. man kan ikke tømme sig selv, det tror jeg ikke på, og det er misforstået, at leine skulle kunne skrive sig kold eller ihjel som forfatter ved at have skrevet kalak. jo, alle skriver på erfaring, det er indlysende, og nogle skriver mere på sig selv end andre.
det vigtigste for mig er, at forfatteren kaster sig ud i et projekt, hvor han/hun ikke på forhånd kan overskue eller omfavne sit projekt. forfatteren må ikke beherske sit stof for meget - teksten/fortællingen skal kunne overraske og i den forstand være "klogere" eller større end forfatteren. man skal gå på røven i det, man laver - ellers bliver litteraturen dygtig og ferm. det er en kliche, det er jeg klar over, men jeg tror ikke desto mindre meget på den. leine kaster sig ud, synes jeg, og temmelig voldsomt og imponerende.

mht til det trendy eller tidstypiske: ville kalak ikke også have gjort indtryk for 10 eller 20 år siden? eller om ti år? er den så tidstypisk?

en tredje ting:

stefan skriver: "Litteraturen skal ikke behandles med fløjlshandsker, men kriterierne bliver temmelig vage, for ikke at sige underlige, når man sammenligner Hans Otto Jørgensens bog med Peter Øvigs (og Leines indimellem). For mig at se skal de bøger leve op til helt forskellige kvalitetskriterier for at være gode, kriterier som slet ikke er sammenlignelige. Det handler ikke om smal og bred litteratur, men om væsensforskellige bøger, der tjener forskellige litterære og ikke-litterære formål."

- jo, disse bøger er da vildt væsenforskellige, men det ser jeg kun som noget spændende. der er en stor diversitet i indstillingerne og der ligger et - synes vi selv - temmelig rummeligt litteratursyn bag (-: enhver votering er stenet, selv mellem rent skønlitterære bøger eller tekster. en roman og en digtsamling kan være to helt forskellige ting.

ps. fri for spam-koden til denne post er i øvrigt rugbu - rugby næsten (-:

Til forsvar for SK vil jeg sige, Elsebeth, at han jo ikke taler imod nogen genrer, men læser bogen som en roman. SK siger jo ikke, at man ikke må blande genrerne nogetsteds, tværtimod kommer han med vellykkede eksempler på, når dette sker.

Og så vidt jeg kan se, så er han stadigvæk den eneste her, der postiivt fremfører kriterier og eksempler på, hvad god litteratur er, så bevisbyrden kan da umuligt ligge hos ham. Fx måden han beskriver Bangs roman på i forhold til Leines. Jeg synes heller ikke at Mads (sorry Mads) rigtig siger noget i sit lange indlæg. Han nævner patos, men man kan også blive rørt af et dokumentarprogram - det gør det ikke til stor kunst - eller af en scene i Beverly Hills for den sags skyld - på en dårlig dag ; - ) Indtil videre er stort set alle argumenter for Kalaks kvaliteter af den art. Den har rørt mig, bevæget mig, jeg har selv været ung engang, eller jeg kender til Grønland osv. Uhadada.

Noget der rørte mig, da jeg læste romanen, det var fortællerens apati overfor sine børn, lige præcis derfor køber jeg ikke patosen til sidst, da denne fortæller (som jeg husker det) står uden for børnenes vinduer og kigger ind. Eller bogens dedikation.. På intet tidspunkt indfører romanen sin læser i et intimt forhold mellem fortælleren og børnene. Dette er et rent litterært/kritisk/strukturelt argument og ikke rettet mod Leine, men mod fortællingens kohærens og kvalitet.

Og incest er faktisk trendy: Jeg kan i hvert fald komme på et par bestsellere inden for de seneste par år, som også behandler emnet.

Pyha, jeg hverken orker eller når her at læse Austerlitz af Seebald eller genlæse Bangs Haabløse Slægter, sorry, selvom anbefalingerne helt sikkert er velmente og tages ad notam. Men lad mig kommentere et par centrale udsagn fra ovenstående indlæg:
Stefan skriver "Fx afspejles de traumer, som ethvert overgreb mod et barn må være, slet ikke i formen, de bliver næsten ikke engang reflekteret i livsforløbet".
Måske er sagen så enkel, at jeg slet ikke er enig i et udsagn som dette. Jeg synes netop jeg-fortællerens baggrund afspejles i valget af den gennemgående ret kynisk konstaterende fortælleform og f.eks. i fokuseringen på kvinderne som objekter i bestemte dele af romanen, hvilket også kan begrunde de meget enkle beskrivelser af flere af kvinderne. Der er tale om overlevelse her. Om jagt. Om at det tidligere bytte selv jager for at glemme. Ville det ikke virke sært, hvis en overlever træder til side og krydsmediterer over eget liv og værk gennem små symbolske henvisninger (a´la Bangs Stuk)? Eller med pegefingrene nede i indlandsisen for at tage temperaturen på den kolde samtid, eller hvilke litterære tricks man nu kunne forestille sig;) Han kunne selvfølgelig smide en snebold i slutningen af bogen med retning imod København, faderen og de rådne imperialister.

Det der adskiller Leines beretning fra et afsnit af Berverly Hills eller en hvilken som helst dårlig Hollywoodfilm er netop denne ikke-reflekterende ikke-selv-moraliserende ikke-pegefinger.
For mig at se ligger der en langt større selverkendelse OG litterær kvalitet i at beskrive tingene straight fremfor at pakke dem ind i lag på lag af symbolsk/metaforisk/etc. samtids- og selv-analyse. Hemingway ville sikkert være enig.
Og det er netop derfor Ikke, Stefan, en snotklud vi her præsenteres for, højst et hvidt flag som vi kan fylde med hvad, vi vil.

Efterspillet er så, Stefan (og Peter), at Leines næsten voksne datter faktisk har udtalt óffentligt, at hun er stolt af faderen pga. bogen. Men dette skriver jeg kun til glæde for dig jvf. ovenstående. For så vidt er det irrelevant. Ville du fordre et sådant efterspil af en "almindelig" romanforfatter?

Men tvivl ikke på at der bag den kontante beskrivelse også, og måske netop derfor, står et projekt, der rækker videre og står langt stærkere, fordi det ikke skilter med det. At Leine formår at at skrive uden indpakning, er stærkt. Brug gerne ordet 'velvalgt' hvis emotionerne skræmmer. Velvalgt fordi det som form er et opgør med farens mange indpakninger og angst for at erkende realiteterne. Leine bryder på den måde den onde cirkel. Ikke mindst ved formen. Og han beder ingen, heller ikke afkommet om at tørre hans snot.

Ovenstående indvendinger af både Stefan og Peter viser synes jeg, at man let snubler over den der prøvesten om, at bogen skal kunne læses uden inddragelse af det selvbiografiske islæt. I gør det jo alligevel, når I klandrer formen, inddrager Romer osv. Så se bogen som den hybrid, den er. Prøv den på dens egen præmis.
Klip ikke vingerne af en flyvefisk for straks efter at vifte med dem efter behag.

Og forresten, tak for jeres passion - hvad var livet uden? Hvad var Literatyren? :-)

Kære Elsebeth,

Nu kommer du tættere på end nogen andre, hvad angår litterære kriterier, synes jeg, og så er spørgsmålet jo bare, om man skal acceptere, at man har forskellige kriterier. Det er helt legitimt, for der findes ingen sandheder her, i hvert fald ikke på den måde, tror jeg ikke. Men lad mig for diskussionens skyld alligevel fremføre et par men'er:

Ja, der er tale om overlevelse, men ikke meget mere og er det interessant i en litterær optik? Er det ikke kun interessant, fordi man netop ved at ham dér Leine overlever, idet der er et billede af ham på bagsiden af bogen? Prøv at læse Rothsteins anmeldelse, er det ikke det der står i den?

Det er fint, at Leine ikke opdrager med sin bog, men er det et litterært kriterie, noget som gør bogen god a la: Den er god fordi den ikke moraliserer! Jeg kunne sagtens komme i tanke om meget, som ikke moraliserer, men som ikke af den grund er god litteratur.

At skrive uden indpakning. Hmmmm.... Det kan man vælge at gøre. Godt argument, men jeg mærker lige præcis ikke, at der er tale om et valg, når jeg læser Leines bog. Tværtimod, så er det netop et sådant valg, som jeg og formentlig også Stefan ville efterlyse. Her skilles vi altså ad.

Men når det er sagt, så tror jeg at det vigtigste, det man kan lære af denne diskussion, det er, at den nye form for litteratur som Leines, som Romers, som Leths, lad os blot kalde den hybrid, også fremkalder nye litterære kriterier, nye krav til æggehoveder og snotklude.

Beskrivelsen af farens misbrug af sønnen i første del af bogen fik det til at vende sig voldsomt i mig da jeg læste den. Dette her indtryk af, at Kim ikke formår at gøre modstand og frivilligt deltager i sexlegene er uafrysteligt særligt da man bogen igennem, helt til den bitre ende, aldrig når til den helt sikre afklaring og erkendelse af at der var tale om et overgreb, misbrug. Da jeg lukkede bogen tænkte jeg, at hvis der er tale om en sand livsskildring, så er denne Kim Leine aldrig kommet til den sikre erkendelse af at han blev misbrugt. Han lever stadig med følelsen af at han gjorde det her frivilligt. Lige præcis deri ligger den største synd ved familiemedlemmers seksuelle misbrug af børn. Denne uforløsthed, som måske er umulig at udrydde, præger hele bogen, synes jeg. Mange steder mærker man fortællerens trang til at være helt, til at pynte lidt på det hele, man under ham det gerne, men tænker alligevel at man som læser her sidder og gennemskuer forfatteren. Der er noget forfatteren ikke ser, ikke er bevidst om, men som tilskueren ser. Der er med andre ord noget som ikke er gennemarbejdet nok. Jeg er meget enig med den norske anmelder, Kjerkegaard citerer. Den kontante, nøgne beretning fremstår som om der ingen indpakning var, men det er der naturligvis og man har ikke indtryk af, at forfatteren selv gennemskuer denne indpakning, men det gør man som læser. Den tragiske fornemmelse af et menneske der er på vej i afgrunden er stærk, fordi man får hans direkte reportering der fra og den forstærkes nok yderligere af, at man ikke føler han med sikkerhed er på vej væk fra afgrunden. Men selv et menneske på vej i afgrunden har et perspektiv og vælger forfatteren ikke med formen at lægge et yderligere perspektiv, vil der uvægerligt være læsere der gør det.

Jeg synes, at det er en flot kommentar Marie. Lige i hjertet af romanens 'drive' faktisk. Det uforløste, det er måske nøglen til megen af den diskussion, der er ovenfor. Er den uforløsthed en styrke eller en svaghed ved bogen? Den kan være begge dele, tror jeg, alt efter hvilken læser man er, og hvad man læser efter, hvilke kriterier man som læser har.

Jeg kan godt lide din kommentar Elsebeth om at det tidligere bytte selv jager for at glemme.
Det du skriver Marie B. om at læseren får en fornemmelse af, at følge et menneske på vej til afgrunden. Jeg kan godt huske, at jeg var urolig for den Kim, da jeg lagde bogen Kalak fra mig. Din kommentar er tankevækkende.
Dog kom jeg frem til, efter at have reflekteret en del og læst nogle artikler om Kim Leine, at han har taget flere af de første svære og afgørende skridt i den helt rigtige retning.
Det at jeg skulle tænke over, hvor vidt hovedpersonen havde klaret kampen - så sikker, som man nu kan blive i den kamp - gjorde netop, at jeg skulle tænke over incest, misbrug og offerrolle.
Det Peter skrev om "fortællerens apati overfor sine børn". Har jeg ikke kunnet få øje på. Tværtimod har jeg det indtryk, at de er det bedste i hans liv. Det er vel svært at være til stede 100% for sine børn, når man er uafklaret med sit eget liv i deres barndom. Det må være svært, at skrive ret meget om sine børn i en historie, hvad enten den er opdigtet eller sand, når man i sit virkelige liv har to tilsvarende børn. Jeg kan forestille mig, at hvis min far omdigtede mit liv for at dække over mig, kunne jeg finde på at sige: "Så måtte du da hellere have skrevet sandheden, tænk hvis nogen tror, det her er rigtigt."
Ellers har jeg ikke nogen kendskab til hverken incest eller litteratur. Jeg vil blot sige, at jeg kan lide bogen Kalak.

Kristian Ditlev Jensen, Erling Jepsen, Tønder-Sagen, Kim Leine

Incest og litteratur ER trendy. Længere er den ikke.