"Det er fuldstændig klart, at det er os, der har ansvaret. Og det tager vi på os," siger rektor på Roskilde Universitetscenter (RUC), Poul Holm, om universitetets økonomiske situation, der er så alvorlig, at mellem 20 og 30 medarbejdere skal fyres i det nye år.
Og det er nye toner. Hidtil har Poul Holm skudt efter den tidligere RUC-ledelse, når han skulle forklare, hvorfor økonomien de seneste år har været så dårlig. Helt glemt er fortiden dog ikke, fortæller direktør Peter Lauritzen:
"Godt nok skal vi løfte vores ansvar, men det er svært at se det som andet end en tung arv," siger han og henviser til, at RUC de seneste fem år har haft underskud - og at underskuddet på to år er gået fra at have en positiv egenkapital på 17 millioner til en negativ på 26 millioner.
De to herrer har selv kontaktet Information efter de seneste dages skriverier og er mødt op til interview sammen med deres kommunikationschef, Hanne Preisler. De vil blandt andet gerne fortælle om deres nye regnskabssystem:
"Nu har vi fra 1. august 2007 fået opbygget et helt nyt økonomirapporteringssystem, så vi måned for måned kan følge, hvad vi bruger på RUC," fortæller Peter Lauritzen.
Underskud
Men trods det nye system er også 2007 endt med et underskud på mellem seks og 10 millioner kroner - og det skyldes blandt andet et fald i den såkaldte STÅ-produktion på 15 millioner kroner i forhold til budgettet, hvilket betyder, at færre studerende end forventet har gennemført deres eksamener. Bestyrelsen har derfor pålagt ledelsen at afsætte 15 millioner på næste års budget som en buffer til uforudsete udgifter, således at et underskud i 2008 kan undgås - og sammen med underskuddet for 2007, har det fået ledelsen til at bebude de 20 til 30 fyringer.
I gårsdagens Information protesterede både de studerende og en gruppe af medarbejdere over, at beslutningen om fyringerne virkede forhastet, da de allerede skal være på plads i midten af januar.
- Kan I forstå, hvis der er nogle, der synes, det er en forhastet beslutning?
Peter Lauritzen: "Det er ikke forhastet, men meget presset. Torsdag lagde bestyrelsen sig fast på, at vi skulle have en buffer på 15 millioner, og tirsdag orienterede vi medarbejdernes repræsentanter om konsekvenserne. Det er meget svært at gøre hurtigere end det. Jeg kan godt forstå, at nogle føler, at det er presset, men det er efter meget grundige overvejelser, at vi har valgt at melde det ud nu inden jul - altså så snart vi vidste noget konkret."
- Hvorfor skriver I egentlig, at der skal være afskedigelser? Kan I være sikre på, at det bliver nødvendigt?
Peter Lauritzen: "Vi kunne måske komme i den lykkelige situation, at det ikke blev nødvendigt. 20-30 personer er det tal, der har været nævnt, og det synes vi, var vigtigt at melde ud, så de ansatte på RUC havde en fornemmelse af, at det ikke er 200, vi taler om."
Udmeldingerne om fyringerne er også nye, for da den dårlige STÅ-prognose kom, sagde Peter Lauritzen til Information, at det ikke ville betyde fyringer.
- Peter Lauritzen, du siger i november til Information, at der ikke vil blive tale om fyringer?
Poul Holm: "Det var i forhold til STÅ-tallene og til regnskabet for 2007. Spørgsmålet var, om vi ville genoprette underskuddet i 2007 med fyringer, og dér sagde vi klart, at det ville vi ikke."
- Der vil altså ikke blive tale om fyringer i 2007, men i januar 2008. Hvad er forskellen?
Peter Lauritzen: "Der er en meget vigtig forskel. I spørger, om underskuddet i 2007 på de 10 millioner kr. vil betyde fyringer. Vi siger nej. Det er min vurdering på det tidspunkt.
- Men fyringerne kommer så i januar 2008?
Peter Lauritzen: "Der er ikke nogen direkte sammenhæng. Som jeg fortæller dig, så siger bestyrelsen til os den 6. december, at vi skal have en buffer på 15 millioner. Det er en måned senere. Og vi har vurderet, at vi ikke kan nå det mål uden afskedigelser."
Sammenlægninger
Også Rektor Poul Holm har tidligere sagt, at der ikke vil komme fyringer på RUC, nemlig i forbindelse med hans store strukturændring i 2006, hvor flere institutter blev lagt sammen. Han afviser, at der er en sammenhæng mellem strukturændringen og den dårlige økonomi.
- Kan institutreformen ikke have noget med den faldende STÅ-indtægt at gøre?
"Intet. Driftsunderskuddet har været der siden 2003. Vi er gået fra at have en positiv egenkapital på 17 millioner i 2005 til at have underskud på 30 millioner. Og der siger bestyrelsen nu stop."
- Nogle RUC-ansatte mener, at institutsammenlægningen har gjort de ansatte og studerende mindre effektive?
"Det er jeg sikker på ikke er rigtigt, for vi kan se en markant udvikling i antallet af eksternt finansierede forskningsprojekter. Den udvikling har kun været muligt takket være en meget ihærdig ekstra indsats. Derudover har vi også været i stand til at lave nogle meget spændende nye uddannelser, som er ved at blive godkendt."
- Institutsammenlægningen blev dengang kritiseret for at prioritere forskning og nedprioritere uddannelse, og nu falder STÅ-indtægterne. Kunne man ikke sige, at det er vand på kritikernes mølle?
"Jo det kan man sige."
- Men du mener ikke, det har indflydelse på de faldende STÅ-indtægter?
"Det kan man jo ikke vide. Vi kan se at, der er sket et fald i den enkelte studerendes villighed til at melde sig til eksamen. Det er bredt fordelt, og jeg tror ikke, det har noget at gøre med, om undervisernes forskning er organiseret i den ene eller den anden form."
- Hvordan forklarer du det så?
"Arbejdsmarkedet har buldret derudaf. Vi ved ikke, hvor meget det betyder for vores studerende, at de har 15-20 timers erhvervsarbejde oven i studierne."
- Så skulle det samme vel ske på alle de andre universiteter også?
"Det kan vi jo ikke vide, for det er der ikke lavet en nøjere analyse af. Vi kan bare konstatere, at vi har et problem. Vi ved også nu, at vi optog nogle udenlandske studerende i 2004/2005 på nogle kriterier, som vi i dag ikke ville acceptere, for de har i dag meget svært ved at bestå eksamen, fordi de har svære sprogproblemer," siger Poul Holm.





