Gennem det meste af året 2007 tog det sig ud, som om Hillary Clinton på forhånd var løbet med opstillingen som demokraternes præsidentkandidat i USA. Hun havde været raden rundt og hente støtte hos sit partis traditionelle kernegrupper: Lærerne, fagforeningerne, de etniske sammenslutninger, feministerne, bøsser og lesbiske. Med en tilslutning på over 50 procent i landsmålinger af demokraters præference stod hun så uovervindelig som en naturkraft mod sine konkurrenter, den karismatiske sorte senator Barack Obama og den venstrepopulistiske eks-senator John Edwards.
Og succes avler succes: Hendes forspring gjorde det nemmere at få folk til at hoste op med penge til hendes kampagne.
Men så alligevel: Hun havde et problem. Stemningen i USA er i årets løb skredet drastisk mod krigsførelsen i Irak.
Den krig stemte Hillary Clinton som senator for i efteråret 2002. Det var hende magtpåliggende at vise, at hun ikke var 'blød i militærspørgsmål' - også fordi højrefløjen havde sat den etikette på hendes ægtefælles holdning i hans præsidentperiode 1993-2001.
Men nu skete svinget mod krigen hurtigere, end hun kunne nå at svinge med. Til gengæld havde både Obama og Edwards fra begyndelsen modsat sig krigen.
Sveden & opportunistisk
Hillary Clintons hektiske forsøg på at surfe op på anti-krigsbølgen fik hende til at fremstå som sveden og opportunistisk. Og det vakte mindelser. For den samme opportunisme havde præget Clinton-årene i Det Hvide Hus.
Dermed var skabt nyt gehør for de spørgsmål, som Obama og Edwards stiller: 'Har vi brug for flere Clinton-år? - Skal vi gentage 1990'erne, eller skal vi se at komme videre ind i 2010'erne?'
Hvorledes Hillary er indsovset i sin mands embedstid, viser Michael Ehrenreich - medredaktør på Kristeligt Dagblad - præcist og indlevet i sin portrætbog Hillary - en amerikansk historie.
Hillary reddede Bills præsidentkampagne fra at lide skibbrud allerede ved stabelafløbningen.
Det gjorde hun ved at stille sig ved hans side og lade, som om hun troede på hans afvisning af natklubsangerinden Gennifer Flowers påstande om at have haft ham som partner i et mangeårigt sexforhold.
Hillarys opbakning til Bill fjernede medieinteressen for Flowers - som Bill nogle år senere indrømmede sit forhold til.
Under sin præsidentkampagne i 1992 erklærede Bill, at man ved at stemme på ham fik Hillary med i købet: "To for prisen af én."
Sagen løb fra Hillary
Efter sit valg satte Bill Hillary i spidsen for at udarbejde et lovkompleks om sygesikring for alle amerikanere. Den sag løb fra hende. Hun foretog sin lovforberedelse i en hemmelighed, som højrefløjen kunne hænge ud som anti-amerikansk. Og forslaget overskred sine tidsfrister og svulmede uhyrligt. Derved blev det muligt for republikanerne at ydmyge præsidenten og hans medarbejdende hustru ved at lægge reformen død i Kongressen. Clinton-fiaskoen førte til, at republikanerne vandt en kæmpe sejr ved midtvejsvalget i 1994. I sine resterende seks præsidentår blev Bill Clinton kostet rundt af en fjendtlig kongres, der belemrede ham med undersøgelsesdommere og en pinagtig rigsretssag, som han slap forpjusket fra. Clintons rådgivere var imens nået frem til, at Hillary var ét af Bills største image-problemer, og hun blev skubbet over i den gængse førstedame-rolle - hvad hun var synligt og hørligt utilpas ved.
Først da Bill ydmygede Hillary ved at indlede et forhold til en ung praktikant i Det Hvide Hus og lyve om det for åben skærm for dernæst at tilstå i en tale til nationen, og Hillary atter bakkede ham op - ja, da vandt hun den popularitet, som har båret hende frem til en senatorpost i New York og den igangværende præsidentkampagne.
Men udholder amerikanerne mere clintonsk sæbeopera i Det Hvide Hus?
Tvivlen ruller
En tvivl er begyndt at rulle med bølgens kraft. Barack Obama har på det seneste været i stand til at rejse mindst lige så mange pengemidler som Hillary Clinton. I en stor tv-debat i efteråret afæskede Obama og Edwards hende klare standpunkter i balladesager som ulovlige immigranters ret til at arbejde. Hendes svar var hørligt taktisk dobbeltbundede. Sidenhen er hun begyndt at sive i meningsmålingerne. I de stater, hvor de første primærvalg holdes en måneds tid, ligger Obama nu jævnbyrdigt eller foran.
Netop fordi hun har været frontløberen så længe, kan hendes kandidatur ikke overleve at blive overhalet i mere end en enkelt, højst to af de første stemmestater. Og skulle hun alligevel ende med at sikre sig opstillingen, vil det indgyde de udmarvede republikanere nyt mod. Her er én, de kan samles om at afsky.
Ehrenreich lægger Clintons dyder og laster frem uden at fælde dom. I sin afslappede, informerede skildring er hans bog på et internationalt niveau - i modsætning til en række af denne sæsons portrætbøger på dansk. Der kan f.eks. gøres en giftig bemærkning om Frank Esmanns biografi om præsident Ronald Reagan, som Esmann vedholdende - og ofte mod sine egne kilder - søger at gøre til en vidtskuende statsmand. Tilsyneladende forestiller Esmann sig ikke, at nogen orker at læse en bog om et banalt menneske, der manøvredygtigt styrer sig frem på tidens strøm. Esmann ville få ny indsigt ved at læse Joachim Fests skildring af Hitlers rustningsminister, Albert Speer, som var en indholdstom mand, der alligevel formåede at gøre sig til, hvad hans ministerium omtalte som "Adolf Hitlers eneste ægte kærlighed".
Michael Ehrenreich:Hillary - en amerikansk historie. 296 s. 275 kr. Gyldendal
