LISSABON-TRAKTATEN er underskrevet. Og nu er det slut med traktat-rytteriet, lod Anders Fogh Rasmussen det danske pressekorps forstå, da han i går briefede de forsamlede journalister i EU's kedsommelige Justus Lipsius bygning i Bruxelles.
Det var statsministeren rigtigt glad for: "Nu må det have en ende med de evindelige diskussioner om traktater og institutioner ... Nu skal der gå ganske mange år, før vi skal i gang med traktat-ændringer igen," lød det.
Foghs åbenlyse lettelse over sandsynligvis ikke i sin regeringstid at skulle igennem flere institutionelle skoleridt i EU-kredsen matches af et andet tilfredsstillende faktum: At han som bekendt også slipper for at skulle møde de uforudsigelige danske vælgere ved stemmeboksene.
En dobbelt absolution med andre ord og en lettelse, som han deler med sine Unions-kolleger i stats- og regeringskredsen.
Før EU kan udstøde det helt store lettelsens traktat-suk, skal man dog lige have overstået en forfatningskrævet afstemning i Irland om sagen. Et land, der tidligere har stemt nej, nemlig til Nice-traktaten i 2001. Uden at få andet ud af det end året efter at skulle stemme om nøjagtigt den samme traktat igen tilsat en politisk garanti fra for en fremtidig respekt for Irlands neutralitet - et forhold, der turde have været sikret allerede. Men som sikrede et ja i 2002.
Der er ingen tvivl om, at den forsamlede europæiske nej-bevægelse - fra danske Jens-Peter Bonde til det samlede britiske hylekor af Rupert Murdoch-ejede aviser - vil flokkes i det irske op til landets afstemning og appellere til, at irerne giver traktaten et nej, som kan sende den på grund igen.
Her appellerer nej-sigerne imidlertid forgæves. For det første tyder alt på, at irerne vil sige ja. For det andet vil et nej blive set som Irlands problem - lige som sidst (og lige som Danmarks nej i 1992). Helt anderledes end det franske og hollandske nej, som blev defineret som et europæisk anliggende.
Det siger naturligvis noget om, hvilke lande i EU, der er kernelande, og hvilke, der tilhører periferien. Men også noget om, at EU ikke har råd til flere grundstødte traktater. Man skal videre til det politiske, der kan vise befolkningerne, hvad EU egentlig drejer sig om, som Fogh også ofte har sagt det.
Her står den danske statsminister med en svær europapolitisk dagsorden. Han skal i gang med sandsynligvis separate afstemninger om de danske EU-forbehold, der er blevet mere og mere ubekvemme, som tiden er gået.
Og som der ingen garanti er for, at vælgerne vil af med. Uanset at de er en hæmsko for, at Danmark kan blive et mere fuldgyldigt medlem i et europæisk samarbejde, der er mere og mere brug for, hvis klodens problemer skal løses forsvarligt. Fra miljø og klima til immigration, fra fred på Balkan til globalisering med blik for den europæiske velfærdsstat. EU's dagsorden er tung i forvejen. Statsministerens er endnu tungere. Det bliver op ad bakke.
