EN KÆR KLATRENISSE. Sådan forestiller man sig Pia Kjærsgaard, når hun i Information forleden fortæller, hvorfor hun nu er klatret ind i Folketingets kulturudvalg. Hun siger:
"Jeg ser det som en værdikamp. De sidste år har vi set en række overgreb på kunstneres mulighed for at agere i forskellige sammenhænge."
Så langt så godt. Men når det er Kjærsgaard, er der jo altid en anden nisse, der klatrer med, nemlig uviljen mod muslimer. Den lufter hun da også, så snart hun skal forklare, hvad det er for en slags kulturelle overgreb, hun vil slås imod:
"Man har øvet selvcensur omkring Muhammed-tegningerne, museer har været nervøse for at udstille islam-kritiske værker, og Deutsche Opera's opførelse af Idemoneo blev nær aflyst, fordi nogle islamister protesterede over, at guder optrådte med afhuggede hoveder. Vi er nødt håndhæve ytringsfrihed og mangfoldighed."
OKAY, OKAY, INTET fritænkende menneske kan ønske sig kunsten kuet af kontrol. Lad så - i tolerancens navn - Pia Kjærsgaard have frihed til at mene, at muslimer fortjener at nævnes som særligt censurtilbøjelige. Bare hun er indstillet på - med sit eget ordvalg - at "håndhæve ytringsfrihed og mangfoldighed".
Men ups, der er også nogle andre, som hun vil føre værdikamp imod fra sit nyvundne kultursæde. Hun vil "ikke lægge skjul på", at hun også ønsker et opgør med det 'venstredrejede' kulturliv:
"Kulturpersoner står ofte bag protester mod regeringen og DF. Og hvad er nu det for noget?"
Ak, så hurtigt røg Kjærsgaards forsvarsvilje for "ytringsfrihed og mangfoldighed". Når nogen tillader sig at kritisere regeringen og hendes eget parti, skal de ikke forvente sig nogen barmhjertighed fra hendes værdikamp.
PENGE ER NAVNLIG, hvad det handler om. I et lille land er kulturlivets blomstring afhængig af statens velvilje. Det er på pengepungen, Kjærsgaard vil ramme sine modstandere, afslører hun. For nok mener hun - julefromt - at kulturen ikke skal være politisk styret, meen ... Med hendes egne ord: "Men vi skal som politikere stå til ansvar for det, vi mener skal støttes og ikke støttes."
Ikke al kultur er nemlig lige meningsfuld, fremhæver Kjærsgaard:
"Personligt har jeg svært ved at forstå, at to nøgne mennesker, der løber over en scene og siger pling - at det er kultur."
Uhu, nu bliver det voveligt. Har noget set et sådant stykke? Har Kjærsgaard selv set et sådant stykke? Eller er det bare noget, hun forestiller sig? Især det med et 'pling' midt i nøgenheden er ukulturelt - omend pirrende.
Pia Kjærsgaard medgiver da også om mulige reaktioner på plingeriet: "Det kan ikke få mig til at klappe, men det kan måske gøre nogle andre meget begejstrede."
Grib i egen barm, kære læser, og føl efter. Er der begejstring? Uanset, hvad andre måtte opleve, sammenfatter Kjærsgaard sit værdifremstød således:
"Kulturen er og skal være mangfoldig, men der kan også være genrer, hvor man føler sig til grin for sine egne penge."
Det er jo noget upræcist udtrykt, for det, som Folketingets kulturudvalg har at gøre med, er ikke, hvad folk føler, de får for deres egne penge. Kjærsgaard er snarere optaget af, hvad hun føler for det, som folk får for statslige støttepenge. Og dér skal grinagtighed undgås. For eksempel det grinagtige i, at staten støtter kulturel virksomhed foretaget af personer, der kritiserer regeringen og dens støtteparti. Eller - mindst lige så latterligt - at de nærer muslimske sympatier. Men ellers: Frit slag for mangfoldigheden.
KULTURFREMSTØDET fra Pia Kjærsgaard kan ses som et velovervejet træk efter folketingsvalget. Et handlekraftigt VKO-flertal findes ikke længere. Samtidig har den økonomiske overbudspolitik, som Kjærsgaards parti ivrigt har budt med i, nu bragt den danske økonomi til nedsmeltningspunktet. Ergo må Dansk Folkeparti vægte sin indsats på en ny måde.
Det er sket ved at puffe Jesper Langballe af posten som partiets integrationsordfører og indsætte DF-næstformand Peter Skaarup samtidig med, at Pia Kjærsgaard er indtrådt i Folketingets udlændinge- og integrationsudvalg. Partiet forlanger i den nuværende situation ikke stramninger af udlændingelovgivningen, men det vil med næb og kløer modsætte sig lempelser. Den ny integrationsminister, Birthe Rønn Hornbech, skal aldeles ikke optræde med pladderhumanisme. Det vil Kjærsgaard & Skaarup larmende påtage sig at garantere.
Samtidig åbnes altså kulturfronten. Det er endnu et rumpebid til en konservativ minister, in casu Mikkelsen, som Kjærsgaard ved sin aktivisme indirekte klandrer for at have tabt fremdriften. Og så er der det snedige ved kulturpolitik, at den ikke nødvendigvis handler om at vinde flertal, men om at markere sig. Det kan man gøre ved i det hele taget at klandre dem, man ikke bryder sig om. Måske er Pia Kjærsgaard snarere en rigtig klandrenisse.
dr
