Nu skal der gang i forundersøgelserne, så Lolland snart kan blive brofast med Tyskland!
Det viser et aktstykke, som transportminister Carina Christensen (K) netop har sendt til Folketingets Finansudvalg.
Aktstykket skal komme rundt om det lille problem, at Tyskland for snart et halvt år siden takkede pænt nej tak til at deltage i finansieringen af en fast forbindelse mellem Rødbyhavn og den tyske ø Fehmarn. På et møde den 29. juni blev den tyske og danske trafikminister således enige om, at Danmark fremover påtager sig eneansvaret for en kyst-til-kyst-forbindelse.
Og derfor skal forundersøgelserne forud for en VVM-høring og en konkret anlægslov derfor betales af Danmark.
Ifølge transportministeren overlades det til et datterselskab under statens broaktieselskab Sund og Bælt Holding A/S, nemlig Femern Bælt A/S, at stå for, som det formuleres, "at etablere det bedst mulige grundlag for de kommende beslutinger."
Bropenge
Indtægterne i Sund og Bælt kommer fra de afgifter, trafikanterne betaler for at passere henholdsvis Storebælts- og Øresundsbroen. Så hvorfor skal de nu til også at betale for forundersøgelser til en bro til Tyskland?
Det vil kun ske, oplyser Trafikministeriet i et svar til Trafikudvalget, hvis en Femernbro ikke bliver til noget.
Men hvis det skulle blive udgangen, så vil udgifter til forundersøgelser på op til 250 mio. kr. kunne dækkes af "mindre end to måneders indtjening i A/S Storebælt", svarer ministeren. De 250 mio. kr. er vel at mærke den del af regningen, Danmark skal betale, hvis broprojektet samtidig får 50 procents støtte fra EU-Kommissionen. Ellers risikerer trafikanterne over Storebælt at skulle afdrage en halv milliard til en opgivet bro til Tyskland.





