Den spirende nye alliance i dansk politik mellem Helle Thorning-Schmidt og Pia Kjærsgaard er logisk, når man tager Folketingets mudrede sammensætning i betragtning, og den er formentlig også profitabel for begge parter på kort sigt.
Spørgsmålet er, hvem der vinder på lang sigt og hvilke ambitioner, de to partier lægger i samarbejdet. Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti kan fra hvert deres udgangspunkt opnå større politisk indflydelse ved i sager af fælles interesse at finde sammen både om at presse regeringen og ved i nogle tilfælde at udnytte det alternative flertal mellem DF, S, og SF. I første omgang har de to partier fundet sammen om udmøntningen af et fælles løfte fra valgkampen, der skal sikre de lavestlønnede offentligt ansatte mere i løn ved de forestående overenskomstforhandlinger.
I øjeblikket sidder regeringen og brygger på et nyt oplæg til de afgørende forhandlinger om en kvalitetsreform, og finansminister Lars Løkke Rasmussen bliver formentlig nødt til at medtænke en eller anden form for lønpulje til de offentligt ansatte.
På samme måde ser det ud til, at Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti kan finde sammen om fælles krav til forhandlingerne om tiltrækning af udenlandsk arbejdskraft. Dansk Folkepartis holdning til udenlandske ansatte er velkendt. Jo færre des bedre.
Socialdemokraterne er på sin side presset af en magtfuld fløj i fagbevægelsen, som ønsker at beskytte danske arbejdspladser mod alt for hård konkurrence udefra. Så i fællesskab kan S og DF være en kraft, der bremser regeringens og Dansk Industris planer om at lukke stort op for udenlandsk arbejdskraft.
For Socialdemokraterne er den umiddelbare gevinst af den nye alliance, at partiet i dag står med en indflydelse på den politiske kurs, som man ikke har haft de seneste seks år. Det nye flertal giver mulighed for både at genere regeringen og sætte markante fingeraftryk på vigtige reformer.
Det ligger i god forlængelse af den socialdemokratiske historie at søge indflydelse og pragmatisk udnytte de muligheder, som Folketingets sammensætning byder på.
Og det ligger godt i forlængelse af den politiske programerklæring, som Helle Thorning-Schmidt blev valgt på som ny formand. Nemlig at skaffe resultater for almindelige lønmodtagere og bide sig fast i forhandlingsbordet, når der er mulighed for det.
Risikoen for Socialdemokraterne er, at den fløj i partiet, som foragter Pia Kjærsgaard og Dansk Folkeparti, vil gøre oprør og skabe ny splittelse i det store oppositionsparti. Begge Helle Thorning-Schmidts forgængere Mogens Lykketoft og Poul Nyrup Rasmussen havde som strategi over for Dansk Folkeparti at marginalisere det, som nogen man på grund af et ubehageligt menneskesyn ikke kan have med at gøre. Det er blevet vedvarende sværere i takt med, at Dansk Folkeparti har været med i magtens indercirkler i seks år, og at store dele af den flygtninge- og indvandrerpolitik, som DF har stået for, i dag er blevet accepteret i hovedtræk af de fleste partier.
En måling fra A&B Analyse viste i går, at begge de to partiers vælgere støtter samarbejdet. Hos Dansk Folkeparti er det hele 71 procent, som mener, at et øget samarbejde er en god ide, blandt de socialdemokratiske vælgere er det 51 procent. Dog er hele 32 procent af S-vælgerne imod et øget samarbejde, hvilket illustrerer, at der er langt mere på spil for Socialdemokraterne, hvis partiet ikke får det gjort lysende klart, at der er tale om et pragmatisk samarbejde på udvalgte områder, som skal være med til at skaffe Socialdemokraterne fornyet indflydelse.
Hvis vælgerne får det indtryk, at Helle Thorning-Schmidt i sine bestræbelser på at blive statsminister er villig til at samarbejde med fanden selv og ændre sin politiske kurs, som det nu måtte være nødvendigt, så kan samarbejdet hurtigt give bagslag.
Set fra Dansk Folkepartis synspunkt er alliancen med til at manifestere partiet som et indflydelsesrigt midterparti.
Og som en ikke uvæsentlig sidegevinst kan Pia Kjærsgaard sende et signal til VK-regeringen om, at der er grænser for, hvad Dansk Folkeparti kan tolerere af indflydelse til Ny Alliance og andre. Nok er VKO-flertallet i realiteten ubrugeligt, men Dansk Folkeparti kan bevare sin indflydelse, og hvis Dansk Folkeparti formår at spille sine kort, kan partiet endog indtage den midterposition, som man længe har ønsket - en drømmesituation for ethvert parti, der ønsker at maksimere sin indflydelse.
Men det store spørgsmål er selvfølgelig, hvad alliancen på længere sigt kan føre til? Vil de sammenfaldende interesser betyde, at Dansk Folkeparti en dag kommer i den situation, hvor partiet peger på Helle Thorning-Schmidt som statsminister?
Det er netop den frygt hos Venstre og Konservative, som Pia Kjærsgaard lever højt på, og scenariet ligger givetvis ikke lige rundt om hjørnet. Men alt efter hvordan klimaet mellem regeringen og Dansk Folkeparti udvikler sig, er det heller ikke længere utænkeligt.
bew
