RUC-konflikten spidser til

Mange RUC-ansatte har hverken tillid til ledelsen eller det budget, der er lagt for 2008. Forleden sagde de åbent deres mening til rektor Poul Holm – som var til stede

Der er allerede godt fyldt op i undervisningslokalet i bygning 27 på Roskilde Universitetscenter, og en lind strøm af lektorer mm. flyder stadig til. Nogle må sætte sig på gulvet. »Man kan sige meget om Poul Holm, men det er da lykkedes ham at hæve medarbejderengagementet,« siger en ældre herre i striktrøje. De mange ansatte er kommet til mødet i Akademisk Forum for at give deres mening om RUC’s kommende budget tilkende. Det er et budget, som indebærer en besparelse på ca. 20 millioner kroner, hvilket har fået dagens hovedperson, rektor Poul Holm, til at bebude 20-30 fyringer i januar måned.

Opbakning
Det er Birger Steen Nielsen, der byder velkommen. Han er blandt medstifterne af Akademisk Forum, et organ som diskuterer universitetspolitik. Han er også medunderskriver af et åbent brev, som opfordrer bestyrelsen til at forkaste ledelsens budgetforslag og i stedet vedtage et midlertidigt budget og lave en sammenhængende plan. Mange universitetsansatte har længe været bange for at sige deres mening om interne forhold offentligt. Men en stor del af de fremmødte må siges at have overkommet den frygt:

»Vi har en ledelse, som ikke fungerer,« siger Birger Steen Nielsen eksempelvis midt i sin indledende tale. Poul Holm tager notater. Han er nemlig, til manges store overraskelse, blandt deltagerne i dagens debat. Måske som en del af RUC-ledelsens mere åbne kommunikationsstrategi, for en ny trivselsundersøgelse viser, at den er gal med både medarbejdernes tillid til ledelsen og med ledelsens kommunikation med medarbejderne. Birger Steen Nielsen fortsætter:

»Budgettet er uklart og uigennemskueligt. Og der er ikke nogen, der har forklaret, hvorfor det er uomgængeligt, at der skal fyres folk.

Eller hvorfor fyringer skulle løse problemet. Der er heller ikke en overordnet plan for, hvordan vi på lang sigt skal genoprette økonomien,« siger han og gentager sin appel til bestyrelsen om ikke at vedtage budgettet og dermed fyringerne ved bestyrelsesmødet torsdag.

Det synspunkt får stor opbakning. På RUC har man fået nye institutter med lange navne – og det har resulteret i en del forkortelser. Men det ligger fast, at et flertal fra såvel ENSPAC, ISG, CUID, CBIT og PAES bakker op om Birger Steen Nielsens forslag om at forkaste ledelsens budgetforslag.

Stemning
I alt når repræsentanter for fem ud af seks institutter at ytre sig, inden Poul Holm får ordet – budgettet er slet ikke uigennemskueligt, fortæller han:

»Vi har siden efteråret haft en god dialog og fået etableret et basisbudget. Der har været fin ping-pong.« Folk griner lidt, mens Poul Holm fortæller, at man har lavet en cd-rom med alle de data, der ligger til grund for budgettet – den kan alle få en kopi af.

Trivselsundersøgelsen med de dårlige resultater er i øvrigt blevet udlagt helt forkert, mener rektor:

»Det er Information, der har valgt at fremhæve de negative ting og præsenteret undersøgelsen på en helt urimelig måde. I virkeligheden er det udtryk for stor åbenhed, at vi laver og offentliggør sådan en undersøgelse,« siger han. Det får Birger Steen Nielsen til at tage ordet:

»Det kan ikke passe, at det eneste, du kan sige om den trivselsundersøgelse er, at Information har udlagt den forkert, og at den er udtryk for stor åbenhed. Den undersøgelse viser en massiv mistillid til ledelsen, og det ved du udmærket godt. Du kan da ikke stå og sige sådan noget til en forsamling på et universitet,« siger han. Poul Holm tager notater. Charlotte Appel fra Institut for kultur og identitet er enig:

»Det var deprimerende at læse den trivselsundersøgelse og se, at én ud af tre medarbejdere søger væk fra RUC. Og at man så hører Poul Holm sige, at mobilitet er en god ting.« Folk griner.

»Der gad jeg godt, hvis vores ledelse sagde ’det her er et problem, som vi skal gøre noget ved.’« Men det er ikke, hvad Poul Holm efterfølgende gør:

»Mange af vores ansatte er ph.d.-ere og post docs. De skal overveje deres fremtid og deres næste ansættelse. Derfor er det helt naturligt, at de søger væk.« Latteren tager kraftigt til.

»Og det kan jeg ikke forstå, at I sidder og griner af.«

»Nej, det tror vi på, at du ikke kan,« lyder det fra en af de midaldrende mænd i stiktrøje. Han sidder lige foran rektor.

ville@information.dk


Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på information.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m. Tilmeld dig her