Nul-energi-effekter

Puslespil. Julehygge. Måske bliver der i år tid til at lægge det store puslespil med 10.000 brikker på sofabordet derhjemme? Essensen i at lægge puslespil er glæden ved at opleve, at helheden giver mere mening end delene hver for sig. At den enkelte brik tilfører helhedsindtrykket et nyt element i kraft af de andre brikkers egenskaber. Men det er desværre ikke så let at overføre puslespilslogikken på menneskers arbejdsrelationer, som management-guruerne i KU's ledelse og den nyligt genvalgte regering forestiller sig, mens de skutter sig under deres paraply af synergieffekter.

Definitionerne på det nye, smarte buzz-word 'synergieffekt' er mange. Hovedpointen i dem alle er, at en synergieffekt opstår, når flere del-elementer lagt sammen genererer mere output, end de enkelte elementer gjorde hver for sig. Utallige er eksemplerne, hvor reformer, sammenlægninger og tvungent samarbejde i det offentlige forklares og forsvares med en forventet synergieffekt.

Menneske-myretuer

Men mennesker er ikke brikker i et spil. Vi afgiver ikke så let vores vidensmonopol og hårdt optjente arbejdserfaring. Vi tilpasser os ikke så let andre og nye brikker, at man kan forvente, at puslespillet kan samles uden tilførsel af yderligere ressourcer. Vidensproduktion lader sig ikke så let forene som to samlebånd i en fabrikshal. Kæmpe menneske-myretuer, som KU's fakulteter eller enkelte kommuner, har brug for støtte i en overgangsfase, indtil brikkerne er faldet på plads.

Hvad vi ofte ser nu, er, at konsekvensen af den arti-kulerede drøm om synergi-effekter bliver reelle nul-energi-effekter - at systemet drænes for energi og initiativrigdom i takt med, at den ene ambitiøse ledelsesplan efter den anden vælter ind i mailboksene. 2 + 2 bliver til 3 i stedet for det ambitiøse 5.

Og hvorfor tilføres systemet ikke de øgede ressourcer, som kunne få langt størstedelen af de mange tiltag til at glide lettere ned? Måske fordi, at begrebet synergieffekter langt hen ad vejen er et skalkeskjul for besparelser. Man kunne også bare kalde en spade for en spade og sige, at det her drejer sig om stordriftsfordele. At man har en ideologisk opfattelse af offentlige institutioner som ineffektive virksomheder, der skal 'fusioneres', strømlines og effektiviseres, så de kan levere mere output og en positiv bundlinje.

Bevidst underminering

Vi taler om det i kommunerne, på gymnasierne, i ministerierne, på universitetets administrationsgange, på Det Farmaceutiske Fakultet på Københavns Universitet, eller i en velfungerende offentlige institution i Nordsjælland, som pludselig blev fusioneret med en 'tilsvarende' i Sønderjylland. Det gør ondt at sige det, men det er min bedste overbevisning, at vi har at gøre med en bevidst underminering af den offentlige sektor. Ikke med mindre småbesparelser hist og her, men med et ideologisk korstog mod offentlige løsninger på fælles problemer. Efterhånden, som arbejdsforholdene forværres i det offentlige, og man bruger hundredvis af mandetimer på skin-høringer og evalueringer, søger vigtige personalekræfter over i det private, og det offentliges ry og rygte forværres fra dag til dag. Konsekvensen bliver et regerings-carte blanche til at presse på med mere 'frit valg' og sammenlægninger af såkaldt ineffektive institutioner.

Ikke alle puslespil er lige hyggelige at lægge. Ikke alle brikker er lige konvertible. Ikke alle sammenlægninger går op i en højere helhed. Min ønskeliste til den offentlige ledelse er derfor:

1. En lang pause i nye tiltag, så administrationerne rundt omkring igen får tid til deres kontraktfastsatte arbejdsopgaver.

2. Længere høringsfrister og reel inddragelse af alle medarbejdergrupper.

3. Ekstra ressourcetilførsel proportionalt med mængden af initiativer, herunder personalekurser og flere mandetimer.

På forhånd tak og rigtig glædelig jul!

Inge Duus Hjortlund er studievejleder på Institut for Statskundskab, Københavns Universitet