Opslag til denne artikel

Emneord:affald, overvågningsamfundet, skudepisoder
Personer:Antonio
Organisationer:Politiet, Socialdemokraterne, Ungdomshuset
Steder:Danmark, Frederiksberg, London, Nørrebro, Ungarn

Måske hænger der snart et overvågningskamera på hjørnet af Blågårdsgade og Åboulevard på Nørrebro, dér hvor den 19-årige italienske turist Antonio Currà blev stukket ned for fire år siden.

De rigtig hårde og rå sager foregår dér,” siger medlem af Borgerrepræsentationen Jan Andreasen (S), der derfor vil foreslå overvågningningskameraer på Nørrebro og andre steder, hvor det er “nødvendigt og hensigtsmæssigt”.

Men reaktionen i bydelen er blandet.

På den ene side er der flere og flere, der bliver overfaldet. Man hører om knivstikkeri. På den anden side er det noget underligt noget, at man skal overvåges. Men jeg hælder nok til, at det er en god idé,” siger Sara Wernery, der går forbi mindesmærket for Antonio Currà med sin barnevogn.

Det er fint. Så kan man se, hvem det er, hvis der er nogen, der stjæler,” siger ‘Nazims mor’. Hun er den næste, der drejer om hjørnet sammen med Nazim og to andre børn.

Der sker mange ting, og så kan man finde dem, der har gjort det,” siger også Karoline Slettedal og krydser gaden.

Erfaring fra London

Socialdemokraternes Jan Andreasen har selv haft volden på Nørrebro tæt på. I starten af maj blev hans 15-årige datter overfaldet ikke mindre end to gange. Første gang var på Assistenskirkegården, og en uge senere skete det på Kapelvej lige op ad kirkegården. Begge gange ved højlys dag. Pigerne, der overfaldt politikerens datter på kirkegården, blev senere snuppet af politiet. De var nemlig så letsindige at gentage forbrydelsen på Frederiksberg Station, hvor man allerede har videokameraer. Og så klappede fælden. Politiet fandt frem til pigerne og to af dem blev dømt.

Jeg synes, at det er tankevækkende, at det var det, der førte til, at de her piger blev pågrebet. Uden at jeg tror, at kameraer kan løse alle verdens problemer, for det tror jeg såmænd ikke,” siger Jan Andreasen, der også har “skævet til” London, hvor man allerede har overvågningskameraer mange steder.

Her er kriminaliteten faldet drastisk. Plus at man nu opklarerer mange flere sager, end man gjorde tidligere,” fortæller han.

Tilbage på Nørrebro er Gerda Marek på vej ned ad en af jordstierne på Assistens-kirkegården. Hun har boet i Baldersgade i 25 år.

Jeg har lige hørt om det med overvågningen, og først tænkte jeg nej,” siger hun.

Men der er kommet meget ballade. Jeg tør ikke gå ud om aftenen længere, for jeg kender en del, der er blevet overfaldet. Nu bor jeg jo også tæt på Mjølnerparken, og selvom der sikkert bor mange gode mennesker der, så sker der altså meget.”

På Kapelvej, hvor Jan An-dreasens datter blev overfaldet anden gang, kommer 19-årige Alban Rama gående.

Hvad skal vi overvåges for? Det er ligesom i et fængsel,” siger han lige ved den store rødstenskirke og børnehaven Linden, hvor der hænger julehjerter, røde nissepiger og grønne papjuletræer i vinduerne.

Jeg elsker Nørrebro. Det er det bedste sted i Danmark. Bare fordi der er to-tre stykker, der laver ballade, skal det ikke at gå ud over os alle sammen. Og hvis man sætter kameraer op her, så flytter de kriminelle bare et andet sted hen,” siger han.

Et uskyldigt skudoffer

For en uge siden blev en ung mand skudt ned på hjørnet af Mimersgade og Rådsmandsgade. Her ligger stadig friske blomster, og der står tændte levende lys på fortorvet. På lygtepælen hænger et brev.

Et uskyldigt skudoffer”, står der med en tyk sort streg under.

Skudepisoden på Mimersgade taler både politikerne på rådhuset og beboerne om. Men Julie Kielland, der venter på grønt her i krydset, er ikke sikker på, at kameraerne gør nogen forskel.

” Det er ikke dér, man skal sætte ind. Det er meget mere det forebyggende arbejde,” siger hun.

Det er blevet værre

Elizabeta Szabo kommer gående ned af Mimersgade med sin veninde. Hun er fra Ungarn, men har boet i nabolaget i 30 år. Hun mener, at kriminaliteten i området er blevet værre.

Jeg kan se alt og høre alt. Der er altid ballade.” Derfor siger hun ja tak til overvågningskameraer.

Så kan man se, hvem der gør hvad. Og det generer ikke os, hvis de bliver sat op. Det generer kun dem, der laver ballade,” siger Elizabeta Szabo.

Så kan det være, at de kan opføre sig ordentligt,” siger også Jesper Lyø, der arbejder på Nørrebro. Vi står på det befærdede fortorv ved Jagtvej 69.

Det er fint, at de gør noget. Prøv lige at se, hvordan der ser ud her,” siger han og kigger på det stykke jord, hvor Ungdomshuset stadig lå sidste år ved juletid. Nu er der ingen mennesker på grunden. Kun duerne har travlt med at stikke næbet i det affald, der ligger spredt mellem vandpytterne.

Ved pølseboden på Nørrebros runddel er Evi ved at servere hotdogs.

Det er drastisk med de ting, der er sket på Nørrebro på det sidste. Så jeg synes da, at det er helt OK med kameraer. Men jeg er ikke sikker på, at man fanger de kriminelle af den grund,” siger hun og sælger en pølse og en cocio til Fridtjof Nielsen. Han mener, at overvågningskameraer er “nødvendigt”.

Men jeg bryder mig ikke om det. Jeg ville sgu da hellere have, at folk kunne opføre sig ordenligt,” siger han.