For nylig havde Danmark besøg af verdens førende business-coach, amerikaneren Anthony Robbins. Manden, der siges at være fader til selve coaching-begrebet, og som har coachet Bill Clinton, Nelson Mandela og mange flere. Hans bøger og dvd'er er nået ud til flere end 50 millioner mennesker, og en novemberaften skal vi møde ham i Århus Arena sammen med 1.500 velklædte mennesker, der har betalt op til 3.000 kroner i entré.
På billetterne står der: 'Livet på toppen - skab dit eget fantastiske liv.'
Anthony Robbins entrer scenen iført sort jakke og kindmikrofon. Han spørger, hvordan det kan være, at nogle får det liv, de ønsker - mens andre ikke gør? Robbins svar er, at det hverken handler om held eller baggrund. I stedet handler succes eller ikke-succes om tankemønstre, slet og ret. Livet skabes indefra; den enkelte har magt over sin egen skæbne.
Robbins' budskab er simpelt: Indeni hvert menneske findes der en leder - en indre gigant - og denne leder skal vækkes. Den, der føler sig stærk og tror ubetinget på sig selv, kan blive succesfuld og lykkelig. Den svage når derimod ingen vegne.
Robbins sætter nu publikum i gang med øvelser: Man skal føle styrke, man skal føle sig på toppen, og man skal gøre det uden forbehold. Den indre kritiker skal væk, hvis man vil opnå noget. Og publikum følger Robbins' opfordringer. De strækker hænderne frem og svarer i flok på hans ledende spørgsmål. Snart er forsamlingen forvandlet til en selvfejrende, ukritisk masse. "Dyrk jer selv (Celebrate yourselves)!," råber Robbins. Og folk råber begejstrede på kommando, imens deres jubel vises på storskærme i baggrunden. "Der findes kun de grænser, man selv sætter," prædiker Robbins, livet kan altid blive bedre. Salen koger. Folk jubler, skriger, danser, hopper. Der spilles "Born to be Wild".
Efter 5 timers kollektiv rus slutter Robbins af med at fortælle en anekdote: Som 24-årig blev han på gaden bedt om en mønt af en gammel, mandlig tigger. Robbins besluttede sig for at give manden en lærestreg og spurgte ham, om det virkelig kun var en mønt, han ønskede sig? Robbins karikerer tiggeren med en fjollet ansigtsmimik og viser, hvordan tiggeren rækker hånden frem og nikker dumt: Ja, bare en mønt. Robbins demonstrerer nu, hvordan han tog et stort bundt pengesedler op af lommen og demonstrativt bladrede i sedlerne, indtil han fandt en mønt imellem dem. Den gamle mand stirrede på de mange penge, tog sin mønt og luskede tavs af.
Robbins spørger forsamlingen: "Hvad var forskellen på den gamle tigger og mig?" Og han svarer: "Forskellen er, at jeg vil ikke nøjes!" Han råber sin afslutningspointe ud til det begejstrede publikum: "Alle os her: Vi vil have mere!" Jublen vil ingen ende tage; der råbes, hoppes, jubles, klappes. Musikken skrues op, og Robbins løber rundt blandt publikum og giver high-five, inden han forlader salen.
Ansvar for egen skæbne
Det er anden gang i år, Anthony Robbins gæster Danmark og tiltrækker tusinder af coaches, HR-afdelinger, selvstændige, erhvervsledere og privatpersoner. Han repræsenterer med sin fremstilling af mennesket som selvdeterminerende og med sit krav om konstant fremgang en rendyrket og kompromisløs neo-liberal vækstideologi. Her tildeles den enkelte det totale ansvar for sin egen skæbne, alle ydre strukturer underkendes.
At dømme efter publikums begejstring falder Robbins' budskab i gødet jord. Den stærkt individualistiske fortælling om mennesket som sin eget livs suveræne skaber adskiller sig tilsyneladende ikke markant fra de fremmødtes forestillinger om, at vi som enkeltmennesker kan og skal lede os selv frem mod endeløs fremgang. Robbins' fortælling er måske nok amerikansk, men den findes i en dansk version, der viser sig tydeligt i hele den selvudviklingstendens, der i stigende grad bemægtiger sig danskernes uddannelses- og arbejdsliv.
Selvudvikling vs. egotrip
Selvudvikling opfattes i dag af de fleste erhvervsaktive som noget, man helt naturligt bør beskæftige sig med: Man skal stræbe efter at opnå det gode liv - og det gode det liv er det liv, der føles godt. Livets mening emotionaliseres - og reduceres til kun at handle om den enkeltes lykkefølelse. Blikket er rettet indad; mit liv er mit eget projekt, og jeg realiserer mig selv ved at arbejde med min egen udvikling.
Det er vores påstand, at arbejdslivet i disse år kobler sig så tæt på selvudviklingsparadigmet, at arbejde i dag for mange er blevet synonym for selvudvikling. Og selvudvikling ses i stigende grad som selve livets mening. Man er derfor hele tiden fokuseret på sin egen udvikling, og målet for det konstante selvudviklingsprojekt er, at den enkelte realiserer sig selv. Det gode liv er dermed det liv, hvor den enkelte har realiseret sine egne drømme.
Med udbredelsen af denne selvudviklingstankegang inden for især de seneste 10-15 år er interessen for det almene og for fællesskabet gledet mere og mere i baggrunden. I stedet for den historisk bevidste og socialt orienterede borger træder nu det det selvbevidste - men historisk bevidstløse - menneske frem. Det er netop det menneske, der løfter sine hænder mod Anthony Robbins i udelt begejstring over den optimistiske fortælling om den enkeltes vej frem mod personlig lykke. Det er netop det menneske, der denne aften i Arenaen ikke anerkender sine egne rødder i en samfundsmæssig kontekst. Her tages retten til velfærd og lykke for givet - mens forbindelsen til og gælden til samfundet bliver underkendt. Dermed repræsenterer det selvbevidste menneske en naiv win-win-ideologi, der fremstiller tilværelsen som et overflødighedshorn af lykke, enhver kan og bør gøre krav på.
Fornuft eller følelse
Måske kan de 1.500 mennesker, der fejrede sig selv i Arenaen, derfor også ses som børn af et velfærds- og overflods-samfund, der på paradoksal måde er ved at undergrave sig selv ved - stik imod sin egen hensigt - at fostre en mentalitet, der ikke anerkender den enkeltes gæld til kollektivet men derimod den enkeltes ret til at kræve mere af alt til sig selv.
Den fuldstændig ukritiske modtagelse af Anthony Robbins i Danmark kan ses som en skræmmende konsekvens af selvrealiseringstrenden: Når det handler om ens egen lykke, er man øjensynligt rede til at give sig totalt i følelsernes vold og koble både fornuft og almindelig anstændighed fra.
Robbins' opfordring til forsamlingen denne lørdag aften i Arenaen er forrygende enkel: Styrk dig selv og få et fantastisk liv - allerede nu i aften! Det virker umiddelbart harmløst. Hvorfor ikke fejre sig selv hæmningsløst, når man nu selv (eller ens virksomhed) har betalt for det? Det handler jo kun om een selv. Om at man på få timer kan blive stærkere, gladere, lykkeligere.
Men forestillingen om, at dette kun handler om mig, og at mit liv kun er mit eget projekt, udtrykker denne lørdag aftnens uhyggelige kollektive fortrængning: At den som hylder den stærkes ret og ikke tolererer egen svaghed heller ikke tolererer andres svaghed.
Og det er netop denne fortrængning, der gør aftnens masserus så farlig: at den enkelte slet ikke forstår, hvilket projekt han/hun er ude i. Det er i sig selv skræmmende, at 1500 danskere kan dyrke den forkælede forestilling, at man kan få alt, hvis man kræver det ud fra en indre styrkefølelse. Og at tiggerens ulykke derfor alene hænger sammen med hans egen indstilling. Men det virkelig skræmmende denne aften er, at man netop i en tilsyneladende harmløs kræver-ideologis navn helt åbenlyst og til stor morskab karikerer og håner det svage menneske, den deprimerede, den fattige, den, der ikke har del i festen. Tiggeren har jo kun sig selv at takke for sin egen ulykke: Han forbrydelse er, at han ikke har krævet nok, og derfor fremstilles han af Robbins som en ren idiot. Han fortjener hverken medfølelse og hjælp - men bliver i stedet hånet og nedværdiget. Og det vel og mærke til stor morskab for forsamlingen. Der er tale om en tankevækkende forråelse, der ikke bør stå uimodsagt.
Der er al mulig grund til at tale imod den individualistiske selvudviklingsideologi, Anthony Robbins repræsenterer. For hvor den enkeltes lykkefølelse fremstilles som det eneste mål, forsvinder blikket for fællesskabet og medmennesket sammen med den historiske bevidsthed.
Og dermed også erindringen om, hvordan overmenneskets foragt for svaghed historisk set har udartet sig i forskellige, totalitære regimer. Måske er det også derfor, at Anthony Robbins kan få lov at stå på en scene i Danmark i 2007 og gøre grin med en gammel tigger, mens 1.500 stærke mennesker ukritisk strækker arme i begejstring. Her manifesteres i skræmmende forstand den stærkes ret - til også at være blind.
Iben Krogsdal er ph.d.-stipendiat i religionsvidenskab på Århus Universitet (afhandling om NLP og coaching)
Morten Skovsted er sognepræst, historiker og politiker (R)
Ralph Sylvestersen
21. december, 2007 #
Selvudvikling, forstået som egoets udvikling, vil i gunstige tilfælde afløses af en åndelig udvikling, forstået som egoets afvikling.
Ralph Sylvestersen
Steen Ole Rasmussen
21. december, 2007 #
Bevidstheden, der viser jeg´et som om det var jeg´et der bærer sig selv, som om det var et autarkt fænomen, (dvs. løsrevet, ukompromitteret og substantivt fænomen), er udtryk for en social konstruktion, svag og sårbar. I en slags masserus kan bevidstheden glide over i en tilstand, som er udtryk for en konkret social konstruktion, som individets selvbeskrivelse øjeblikkeligt hviler i, fx i forlængelse af Anthony Robbins performance over for sin homogene masse af disciple. Han henvender sig til et bestemt segment, der har fundet ham og som han har fundet i kraft af de sociale koder for succes, individets nuværende biotop, dets moderne sociale kontekst, den der gør det muligt for den enkelte at møde en komplimenterende forventning omkring de samme indoptagede herskende succeskriterier i sit miljø.
Men når økonomien svigter, konjunkturerne går ned, omverdenen ikke blindt gentager den foretrukne selvbeskrivelse, så mister Anthony Robbins sit marked, når omverdenen til den skrøbelige subjektfikserede selvæstimering ikke længere fungerer som den forskelsløse gentagelse af den form for social autistisme, der er så karakteristisk for den moderne sejrende livsform, dvs. når omverdenen ikke længere kan bære den særegne moderne illusionen om succes, når det viser sig at økonomisk vækst er identisk med undermineringen af det biologiske fundament for livsformen og dermed forbundne selvbeskrivelse, når de langhårede hippier fra fortiden viser sig ikke bare at have forstået samtiden bedre end samtiden har forstået sig selv, men også er i stand til at opføre en glædesdans til ære for det store liv, helt uden at falde i med den moderne form for destruktiv forfængelighed, den patetiske masseindividualisme, så kan vi begynde at tale om succes!
Jesper Friis
28. december, 2007 #
Jeg synes det er et noget unuanceret billede der tegnes her...
Til billedet hører jo at Robbins hele karriere tog afsæt i, at han som barn, i et fattigt hjem oplevede en umådeligt venlig og uselvisk gerning. En barmhjertig sjæl bankede på deres dør og overtalte Robbins fra til at tage imod en "thanksgiving kurv" fyldt med alt det der skulle til for at de kunen feste ligesom alle bedre stillede... Det affødte at han idag er direkte årsag til at 4millioner dårlit stilelde fik en tilsvarende kurv - pga de indsamlinger han har foranlediget og effektueret af den organisation han har stablet på benene: "Thanksgiving Basket Brigade"...
Derudover bruger han jo en enorm mængde energi på at få sit publikum til at forstå at man ikke kan komem nogen vegne uden at tænke win-win - og videre end det... man skal så vidt muligt altid give mere end det man tager... i "USE VALUE"... dvs er man pelsjæger i det ydre mongoliet er en passende byttevare måske snarere et gevær end et Van Gogh billede...
og endeligt "prædiker" han, som du så smukt sniger din subjektive mening ind, at man med fordel kan tænke i at betale 10.ende... dvs benytte min 10% af sin indtjening på godgørende formål...og helst anonymt for ikek at lade det være en egoistisk handling...
og så kommer jeg i tanke om at selv hans mest snobbede indercirkel "Platinum Patners" er en samling meget rige menensker der alle gerne vil tæt på ham... og dens ultimative formål er at få dem alle til at fokusere på alle de ting de kan gøre for de mange der ikke selv kan... det hele er pakket ind i 8stjernede hoteller og luksus cruises - og mange af dem er afstumpede (har ved et underligt tilfælde været inviteret til et arrangement tiltrods for jeg på ingen måde hører hjemme i det selskab)... Men det handler om at gøre en forskel... Han udgiver og fordeler også gratis sin bog: "Notes from a friend" til især de der har opgivet... ligesom han betaler 3cifrede millionbeløb for at køre såkaldte infomercials i nordamerika der langsomt men sikkert lader flere og flere vide at man kan komme ud af den trædemølle man befinder sig i... så færre kan mangle...
og så er jeg mere end almideligvis sikker på at tigger-eksemplet der blev taget op er taget ud af kontekst... selvfølgelig skal man hjælpe hvor man kan...men det kan være en bedre tjeneste at åbne folks øjne for at se muligheder....
Steen Ole Rasmussen
28. december, 2007 #
Jesper Friis mener billedet af Robbins er ensidigt, men tilføjer kun momentet af "godheden i selvbeskrivelsen; det der ligger i at ofre lidt af sin succes, give lidt af den væk til de mislykkede, for at vise at man da også er et godt menneske", og win win momentet, som er en del af det moderne forsøg på at legitimere de herskende succeskritier.
Hykleriet i at betale aflad kan ret mange danskere genkende. Vi har ikke den samme grad af tilbøjelighed til at købe sig fri af sine synder som fx i katolske lande. Og reklameværdien af det at demonstrere sin godhed er tvivlsom, fordi intentionen i den er så påfaldende og let atgennemskue. Det demonstrativt at give af sin succes for at fremstå som "god" er ikke i sig selv "godt", det er bare en investering i sit brand, og yderst sjældent den mest effektive måde at ville "det gode" på.
Win win momentet er forlængelsen af den liberale bestræbsomhed på at promovere egoismen som den mest effektive garant for det fælles bedste. Når Adam Smith og de liberale økonomer fra da af har sagt at guds lange arm på uforklarlig vis altid vil sørge for at forfølgelsen af egne mål fører til realiseringen af det fælles bedste, så er det bare løgn. De herskende økonomiske succeskriterier har for længst afsløret sig som selvnegerende. Problemet er bare, at der ikke er salg i at demonstrere det. For det er de købedygtige, som danner efterspørgslen på en bekvem selvbeskrivelse i det moderne samfund. De elsker at høre myten om at de kan forbruge sig ud af alles problemer, og når de tvivler lidt på sandheden i fortællingen, så gir de lidt af deres rigdom til de fattige.
Det økonomiske systems grundparadoks er, at tilgrebet på de knappe ressourcer altid har afstedkommet mangel andre steder end der, hvor de afhjælper mangelsituationen. Mere til den ene betyder mindre til den anden, uanset hvor hyppigt de succesrige har sagt det modsatte.
Således er det de økonomisk højtflyvende, som har hovedansvaret for at menneskeheden tenderer mod at smadre samfundets mulighedsbetingelser, sådan som de findes i den ydre omverden, i menneskelig og umenneskelig natur. Den kristne godhed er en del af denne patetiske selvbeskrivelse, Friis tilføjer ikke noget, intet er udeladt, intet er glemt.
Jakob
29. december, 2007 #
Hmm.... Jeg får associationer til de glade 60'ere, hvor det blev meget populært at realisere sig selv og dække sine behov, så man ikke blev frustreret.
Resultatet var ofte, at det gik ud over andre, f.eks. børnene.
Når jeg ser profilbilledet af Anthony Robbins, så tænker jeg, at han nok er vokset op i sådan en familie, og derfor skriger han: "NU ER DET FANDME MIN TUR..!!!"
uffe rasmussen
8. januar, 2008 #
Fremragende og skarp artikel. Befriende, at I ikke lægger fingre imellem og bruger ordet farlig. Begebet coaching kommer oprindeligt fra idrætsverdenen - ikke breddeidrætten (den er jo kedelig) men eliteidrætten. Hvilke egenskaber skal man være i besiddelse af for at stå på sejrsskammelen ud over talent tro og hård træning? Egoisme og konkurrencementalitet. Indenfor idrætten kæmper man imod andre, her er der ikke tale om en win-win situation. "Man husker kun guldvinderen, aldrig nr. 2, 3 etc. Hvis man ikke er god nok, kan man selvfølgelig gøre bruge af doping. Er det disse værdier som skal overføres til det civile samfund?
Det mest deprimerende: Mange spørger hinanden og sig selv: Har den politiske venstrefløj et projekt, en vision? Nej den har ikke. Fælleskabet og solidariteten er væk. Ny løn, kvalifikationsløn styrer. Nu er mange af de gamle socialister røget med på coachingbølgen, hvor de lærer at evt. problemer ligger hos dem selv og at de skal tage ansvar for sig selv og derved få hvad de ønsker, ved at tænke positivt. Trist, men alllerede tv2 sang ironisk for 15 år siden "Det er samfundets skyld"
Må jeg henlede opmærsomheden på 2 antologier fra forlaget Klim: "Selvrealisering - kritiske diskussioner af en grænseløs udviklingsultur" red. Brinkmann - Eriksen og "Medarbejder eller modarbejder - religion i moderne arbejdsliv" red. Haviv
Ralph Sylvestersen
8. januar, 2008 #
Så I topfolkene fra Mærsk i dagens mediedækning?...der med et smil annoncerede, at 3000 skal fyres.
Regnedrengenes leg har kostet selskabet mere end 100 milliader i tabt "værdi" på blot 3 måneder, og så tales der om ansvarlige fyringer ...Succeskultur så det basker!
Stig Marker
10. januar, 2008 #
Kronikken er noget af en kontrast til Kristen Bjørnkjærs mikrofonholderartikel "Peptalk med gådefulde frø" som der linkes til ibunden af kronikken. En noget fad oplevelse at læse Bjørnkjærs mikrofonholderartikel med en gruppe henførte fans. Problemet er muligivis at mikrofonholderen ikke selv var mindre henført.
Og her har vel en del af humlen bag Robbins succes: Manden har en afsindig, energi som smitter på et emotionelt niveau. Oven i købet selv om man med sin fornuft, mere eller mindre, deler kronikørernes velbegrundede kritiske betragtninger.
Man behøver såmænd ikke engang gå til et af hans shows for at fornemme vibrationerne. Find ham på en podcast på nettet og spænd sikkerhedsselen.
Jvf. Jesper Friis indvendinger oven for er det måske ikke helt fair over for manden, men selv uden kronikkens overskrift ville associationen til Adolfs talent for 'kultisk teater' og opgejlede massepsykoser nok alligevel også være faldet mig ind.
Christian Olesen
16. marts, 2008 #
Hele den syge liberalistiske tankegang udstilles jo i al sin grusomhed, når der ikke skal mere end en samling grådige pengeudlånere i USA til at, måske vælte, hele de finansielle marked, den skrøbelighed kommer måske til at koste millioner af mennesker, livet og masser havner i fattigdom, det er den sande LIBERALISME.