Da jeg mødte min eks, havde hun en hems i soveværelset. Alligevel sov hun på en madras på gulvet ved siden af den solide bjælkekonstruktion: "Det skulle jo gå galt, når jeg lod en heteroseksuel bygge min seng," sagde ekskonen med bitter hentydning til den veninde, der havde ageret håndværker.
"Hun har bygget den efter sine egne normer, så den er blevet alt for høj i forhold til loftet." På det tidspunkt havde jeg kun været lesbisk i et års tid og havde endnu ikke forstået, hvor betydningsfulde myter om heteroseksuelle er for det homoseksuelle fællesskab. Så jeg undrede mig over, hvordan den snævre plads kunne hænge sammen med heteroseksuelle normer. "Jamen, det er jo fordi heteroerne ikke har brug for lige så meget plads i højden, når de knepper," forklarede hun, mildt belærende.
I modsætning til mange i min omgangskreds levede jeg fint med at være heteroseksuel i relativt mange år. Faktisk nåede jeg at have flere mandlige kærester, inden jeg overgik til lesbianismen. Derfor er jeg i besiddelse af en unik viden om heteroseksualitet og kan fungere som det, man i en fagterminologi kalder for en intercultural speaker. Altså en person, der medierer mellem to, tilsyneladende uforenelige, kulturer. Således kunne jeg oplyse om, at heteroseksuelle ikke altid boller i missionærstillingen, og når de gør, ligger de ikke nødvendigvis helt fladt oven på hinanden.
Ingen sex
Storbyhomoer, der lever i selvvalgte parallelsamfund, forskånes for de værste konfrontationer, om ikke med heteronormativiteten så i det mindste med heteroseksuelle. I de udvidede familier af gamle og nye bollevenner lulles man hurtigt ind i en behagelig drømmeverden, hvor man fejlagtigt tror, at man kan bruge sig selv som målestok for, hvad der er normalt, og hvad der er afvigende. Desuden begynder man at fortælle historier om heteroerne og alle fortællingerne handler dybest set om, at det er bedre at være homo.
De mest sørgelige historier handler om heteroernes sexliv. Det er synd for heteroerne, at de næsten aldrig får noget sex. Endnu mere tragisk er det, at når de endelig dyrker sex, formår de ikke at tilfredsstille hinanden. Mændene har for eksempel ikke den fjerneste anelse om, hvad de skal stille op med kvinderne i intime sammenhænge.
"Tænk, hun levede 20 år i et heteroseksuelt ægteskab, uden en eneste orgasme," betror vi lesbiske hinanden med skræk i stemmen. Bøsserne har alle sammen engang været sammen med en mand, der vansmægtede i et heteroseksuelt parforhold med en frigid kone. I dybeste hemmelighed måtte han hver dag i frokostpausen snige sig ned i Bodybio for at undgå at blive impotent af lutter seksuel underernæring. Som bekendt lever heteroer udelukkende sammen for børnenes skyld.
Talrige er de situationer, hvor jeg som intercultural speaker har følt en forpligtelse til at nuancere disse forestillinger om folk fra andre kulturer. F.eks. ved at påpege, at ikke alle heteroer vansmægter i pligtægteskaber, som de har indgået, fordi de føler, at de skal reproducere samfundet ved at gentage forældede familiestrukturer. Der er dog også situationer, hvor jeg bare ikke nænner at opklare sagens rette sammenhæng. Som når homoer har levet så længe i deres egen virkelighed, at de bruger sig selv som målestok og derfor tror, at køn er en fetish, man kan lege med. Tilmed i en grad, så de ikke engang føler sig ramt af heteroseksuelle kønshierakier, når de får dem smasket lige i fjæset.
En typisk episode på gaden afslørede for eksempel alt om min gode ven, ekskonens forvrængede billede af sig selv som ligeværdig med mænd og som en, hvis parforhold var omgærdet af den samme respekt som de heteroseksuelles: "Hold din kæft, du er jo bare jaloux," hvæsede en mand engang, da hun galant forsvarede mig mod hans fordrukne tilnærmelser. De indbefattede bl.a., at han spærrede vejen for mig, mens han proklamerede, at jeg havde "smukke øjne". Bagefter var ekskonen ved at gå ud af sit gode skind af forundring. Hvorfor skulle hun dog være jaloux på en grim, usympatisk nar som ham? Kunne han ikke engang se, at hun var meget pænere og i øvrigt befandt sig i en overskudsposition, eftersom det jo var hende - og ikke ham, der gik hånd i hånd med mig? Først længe efter nænnede jeg at øse af min indsigt i, hvad det var manden mente, hun måtte være jaloux over.
Liv Fabrin er stud.mag.
