“Hvem skulle have troet det? At Elin Reimer - vores allesammens Laura fra ‘Matador’ - er vild med træer? At hun har fyldt sin have med dem og går tur ved Furesøen hver dag for at hilse på de bedste af dem? Søren Ryge gik med.”
Ovenstående er ikke en parodi på Søren Ryges uendelige strøm af selvsmagende banaliteter, men en programtekst fra forgangne onsdag som aftrykt i dagbladenes almindelige programoversigter. Der er med andre ord ingen undskyldning.
Dette er blot et mildt eksempel på Danmarks Radios foretrukne selvoplevelse udformet af en medarbejder, hvis hyggenygge-striksweater-landligheds-naturmenneske-forløjethed aldrig har besvær med at få placering i fladen til at kunne ramme seerne i prime time.
Analyserer man teksten afdækkes en lang række fænomener, som hver for sig og tilsammen er et udmærket udtryk for den klamhed, der nu breder sig som svamp i en forhenværende kulturinstitution, der nu er under hastig afvikling.
“Hvem skulle have troet det?” Et retorisk spørgsmål for at være venlig. Et dumt ét for at være præcis. Hvem har gået og tænkt over det, som er forudsætning for spørgsmålet, om man skulle have troet det. De færreste går og tænker dagligt på Elin Reimer, alle denne glimrende skuespillers fortjenester til trods. Men ligefrem at tænke på hende. Hvad er det så, man ikke skulle have troet? Ja, det er at hun “er vild med træer.”
Hvem skulle have troet det? Nej, hvem skulle have troet, at Elin Reimer er vild med træer, hvis man ikke går og tror, Elin Reimer er vild med noget andet, for eksempel balinesisk nøgendans eller ristet torskerogn.
Navnet er nok
Hvem skulle have troet det-spørgsmålet indikerer en eller anden fællesskabsfølelse over for Elin Reimer, som understreges i beton med pattebarnsudtrykket: “vores allesammens”. Vores allesammens. Det er noget man til nød siger til en konfirmation, hvis konfirmanden i opvæksten har vist sig uden for modningens muligheder: Vores allesammens lille Søren, som vi underforstået står sammen om, når nu verden viser sig i sin virkelighed. Protegerende og nedladende på en gang. Vores allesammens. Og så kommer trumfen: “Laura”.
Her er det, man spænder hanen på haglgeværet. Laura. Elin Reimer, som er et menneske i egen ret, der oven i købet “er vild med træer”, altså i det mindste har den egenskab, kan ikke få lov af Søren Ryge til at stå for sig selv i denne egen ret, men skal partout og resten af sit livs dage være Laura, en rolle hun engang har spillet, fordi hun er professionel skuespiller og derfor jævnligt spiller roller. Det gør skuespillere.
Nu fordrer den præsentation, som i sin form forudsætter, at man ved hvem Laura er - ellers ville man have været nødt til at skrive: Elin Reimer, der spillede Laura Larsine Sørensen, ansat som kokkepige hos bankdirektørfamilien Hans Christian Varnæs i tv-serien Matador - nu fordrer den præsentation, at man tør lade Laura forklare sig selv: vores allesammens Laura, punktum.
Ved konfirmationstalen siger taleren jo også bare vores allesammens lille Søren. Ikke: vores allesammens lille Søren, knægten her som i konfirmationsgave har fået et par røjsere og en shagpibe til at vokse i. Vores allesammens siger alt om vedkommende, alt nok. Ved festlige lejligheder: Vores allesammens statsminister Fogh Rasmussen. Vi ved det med den kreative bogføring og alle de andre numre, det behøver vi ikke nævne hver gang. Navnet er nok.
Vild med dans og træer
Men ikke for Søren Ryge og DR, der endelig ikke må tabe nogen på gulvet eller forudsætte noget som helst bekendt på forhånd, end ikke vores allesammens Laura. Så det bliver til hybridformen mellem det uformelt forbrødrende intime og det formelt officielt oplysende: vores allesammens Laura “fra ‘Matador’” med Matador i citationstegn for at antyde, at det ikke er noget i den virkelige virkelighed, skønt Laura ikke står i citationstegn og dermed antyder det modsatte. Elin Reimer er ikke virkelig virkelig; her det er derimod Laura fra ‘Matador’. Vores allesammens Matador, om hvilken vi ifølge Søren Ryge står sammen og fanevagt som om de øvrige danske værdier. Det er sammenhængskraften som tv-medarbejderen iført sindige søstøvler og fede floskler lægger i tastaturet. Personerne fra vores allesammens Matador er vores allesammens, om dem står vi sammen allesammen, og vi står mere sammen om Laura end om nogen anden, for Laura er af folket og er som Elin Reimer vild med træer. Vil med dans, vild med kongehuset, vild med træer.
Upræcist dårligt sprog
“Vi” er for tiden vilde med det, vi står sammen om for tiden, og som ikke rigtigt kan fornærme andre end dem, ingen i DR rigtigt mere gider høre på, fordi de ikke er vilde og ikke står sammen om det gennemgående banale plat, DR kan byde på. Det Søren Ryge byder på. Og det er, at Laura er vild med træer, hvormed hun har fyldt sin have.
Men har mon Laura det? Metaforen er ubehjælpsom. Man kan fylde sit køleskab med bajere og sit klædeskab med suspensorier, men at fylde sin have med træer? Jo, fældede træer som man kan stable i dynger. Men træer har det med at skulle stå op og have plads. Fylde sin have med træer kan man dårligt.
Upræcist dårligt sprog er hvad det er, fulgt op af endnu en flovser i forbindelse med påstanden om, at Laura alias Elin Reimer hilser på træerne - ikke i sin egen have, som er fyldt med dem og hvor man dog kunne forstå det - men på sin daglige spadseretur ved Furesøen.
Med De Nattergale i parallel erindring kan man godt hilse på træerne, men det bliver en temmelig ensidig kontakt, for de hilser sgu’ ikke igen. Heller ikke de bedste af dem, som er dem ifølge Ryge, Laura Elin Reimer hilser på. De bedste træer. Hvad er et bedste træ? Så var der fyrren, der var en skidt knægt, eller hvad?
Endelig kommer vi i programteksten til pointen: “Søren Ryge gik med”. Puha, man troede et kort øjeblik, Søren Ryge havde glemt Søren Ryge. Et kort øjeblik. Her behøves ingen citationstegn. “Søren Ryge” er Søren Ryge, skønt han er et postulat i tv på linje med Laura, hvor Laura da i det mindste periodisk er kunst.
I tv har man blot den tradition, at personerne bevarer deres navn, når de optræder i deres roller. Søren Ryge-rollen, der som et af sine karakteristika er forloren inderlig øjenhøjde med seerne, og siger vores allesammens om en virkelig person, der ikke i den medieideologi kan få lov til at slippe sin fiktion. Hvis sproget ejede et stærkere ord for vammelt, ville det ord ikke være stærkt nok.
Ulidelig egenpropaganda
Denne programtekst afspejler i gysende grad DR’s opfattelse af sin funktion i disse fagligt og kulturelt set magre år. Den afspejler mangel på evne til fornyelse og hang til mediebåren populisme, den afspejler, således som den daglige ulidelige egenpropaganda i DR tuder lyttere og seere ørene fulde af en rystende mangel på selvkritik, som er forudsætningen for public service og god formidling. En dygtig redaktør havde smidt en sådan programtekst tilbage i knolden på ophavsmanden og forlangt indholdsmæssig og tankeorienteret kvalitet.
Øjer man ned over det nye ledelsesstrukturskema, DR har udarbejdet, og ser den uhyrlige mængde af chefer på alle niveauer - en vanvittig ledelsesform som den tidligere Nissen opfandt og som Plummer gladeligt viderefører, leder man forgæves efter folk med baggrund og egenskaber, der rækker ud over deres ubegrundede udnævnelse. Det vil vi vende tilbage til.
Kommentarer
Glimrende tekstanalyse, men hvad er der sket med den kreative bogføring?
Den var skam med. Men derudover synes jeg, ugens kommentar virkede, som om Metz ikke rigtigt kunne finde noget at skrive om. At benytte et plat forskræp (alle forskræp er generelt platte i DR og skræmmer snarere seere væk end tillokker dem) til at nedgøre en af de få DR-personligheder, der aldrig forsømmer en lejlighed til netop at bryde hyggesnakken med kontrovesrielle meninger og handlinger i stedet for at stryge folks fordomme med hårene, forekommer mig at skyde spurver - eller i dette tilfælde måske snarere aflivede duer - med kanoner.
Guderne skal vide, at der er nok af den anden slags studieværter, der tilsyneladende er uddannet på Holdningsløse Tidende. Lad os endelig beholde en af de få, der ikke altid giver folk, hvad de venter.
Og vores allesammens kulturminister betegner i sit læserbrev i dagens Inf., med en barnagtighed der ikke står tilbage for DRs, embedsmændene i kulturministeriet som “mine embedsmænd”…
MIRAKULØST
Efter tusinder af forsøg evner hr. Georg Hetz at sige noget fornuftigt, endda særdeles fornuftigt.
Tilmed i en meget, meget humoristiks form.
Er hr. Hetz liniebetalt?
Jeg vil gerne takke Georg Metz for et godt og billigt grin.
Det var godt, fordi det ramte plet, og jeg forsøgte at forestille mig, hvor pinefuldt det må have været først at studere udsendelsen og så bagefter at kommentere den skriftligt i detaljer. Ikke så mærkeligt, at han ind imellem er ved at kamme helt over. *G*
Men jeg synes også, at det er lidt billigt, for selvom jeg er enig i, at Søren Ryge alt for sjældent er ubanal, så har han alligevel lavet meget godt, og der skal såmænd også nok være mange, som synes godt om den pågældende udsendelse.
Og hvis resultatet bliver, at flere danskere planter flere træer, så mener jeg egentlig, at enhver negativ kritik er forfejlet.
Vi må nok også bære over med DR i nogle år endnu. De skal høvle gælden ned på deres nybyggeri, og det er en tid, hvor de skal øve sig i at spare på den hårde måde.
Derfor finder jeg det også interessant og formentlig konstruktivt, at Georg Metz stiller fremtidig kritik i udsigt, fordi der er for mange chefer i DR’s organisation.
Fordi Georg Metz er en afstumpet uudviklet type, behøver han ikke at gøre nar af personer, der kan have en relation til andre levende væsener, som ikke er pattedyr el. lign. Alt levende indgår i et fællesskab.
Globaliseringen har gjort os dummere - markedsøkonomiens idioti skaber analfabeter, mens betalte såkaldte “eksperter” jubler over unge, der kan finde ud af at spille computerspil; en åbenbart særligt godt betalt engelsk universitetsprofessor begyndte at ævle om unges tommelfingre, der var muteret af at skrive “sms-beskeder”, mens medierne gik i ekstase over “nyheden”. Enhver, der taler imod den regeringsstyrede Idiotisering - mens danskernes halvvoksne sønner øver heltegerninger i Afghanistan for at analfabeten Bush, der har opgivet at finde bin Laden, kan få sin personlige hævn for WTC - om det så er Georg Metz, er en martyr, der fortjener respekt og anerkendelse.
Tak for en god og kritisk analyse af det intetsigende bras de sender på tv. Medieanalyse med metz som underviser burde være obligatorisk for alle fra 1. klasse i folkeskolen.
En ting, er at den progamtekst, godt kan få en til at krumme tæer. Men formålet er jo, at vække opmærksomhed, og få så mange som muligt til at se programmet. Det er jo det, det er lavet for. Det er let at kritisere. Men at finde på en bedre tekst med samme effekt vil nok være svært.
Hvis resultatet er, at flere bevæger sig ud i naturen, og samtidig bruger deres sanser, i stedet for at fræse afsted, er det i sig selv positivt.