Opslag til denne artikel

Emneord:dans, fiktion, formidling, kunst, public service, selvkritik, skuespillere, sprog, tv
Personer:Elin Reimer
Organisationer:Danmarks Radio, DR

Hvem skulle have troet det? At Elin Reimer - vores allesammens Laura fra ‘Matador’ - er vild med træer? At hun har fyldt sin have med dem og går tur ved Furesøen hver dag for at hilse på de bedste af dem? Søren Ryge gik med.”

Ovenstående er ikke en parodi på Søren Ryges uendelige strøm af selvsmagende banaliteter, men en programtekst fra forgangne onsdag som aftrykt i dagbladenes almindelige programoversigter. Der er med andre ord ingen undskyldning.

Dette er blot et mildt eksempel på Danmarks Radios foretrukne selvoplevelse udformet af en medarbejder, hvis hyggenygge-striksweater-landligheds-naturmenneske-forløjethed aldrig har besvær med at få placering i fladen til at kunne ramme seerne i prime time.

Analyserer man teksten afdækkes en lang række fænomener, som hver for sig og tilsammen er et udmærket udtryk for den klamhed, der nu breder sig som svamp i en forhenværende kulturinstitution, der nu er under hastig afvikling.

Hvem skulle have troet det?” Et retorisk spørgsmål for at være venlig. Et dumt ét for at være præcis. Hvem har gået og tænkt over det, som er forudsætning for spørgsmålet, om man skulle have troet det. De færreste går og tænker dagligt på Elin Reimer, alle denne glimrende skuespillers fortjenester til trods. Men ligefrem at tænke på hende. Hvad er det så, man ikke skulle have troet? Ja, det er at hun “er vild med træer.”

Hvem skulle have troet det? Nej, hvem skulle have troet, at Elin Reimer er vild med træer, hvis man ikke går og tror, Elin Reimer er vild med noget andet, for eksempel balinesisk nøgendans eller ristet torskerogn.

Navnet er nok

Hvem skulle have troet det-spørgsmålet indikerer en eller anden fællesskabsfølelse over for Elin Reimer, som understreges i beton med pattebarnsudtrykket: “vores allesammens”. Vores allesammens. Det er noget man til nød siger til en konfirmation, hvis konfirmanden i opvæksten har vist sig uden for modningens muligheder: Vores allesammens lille Søren, som vi underforstået står sammen om, når nu verden viser sig i sin virkelighed. Protegerende og nedladende på en gang. Vores allesammens. Og så kommer trumfen: “Laura”.

Her er det, man spænder hanen på haglgeværet. Laura. Elin Reimer, som er et menneske i egen ret, der oven i købet “er vild med træer”, altså i det mindste har den egenskab, kan ikke få lov af Søren Ryge til at stå for sig selv i denne egen ret, men skal partout og resten af sit livs dage være Laura, en rolle hun engang har spillet, fordi hun er professionel skuespiller og derfor jævnligt spiller roller. Det gør skuespillere.

Nu fordrer den præsentation, som i sin form forudsætter, at man ved hvem Laura er - ellers ville man have været nødt til at skrive: Elin Reimer, der spillede Laura Larsine Sørensen, ansat som kokkepige hos bankdirektørfamilien Hans Christian Varnæs i tv-serien Matador - nu fordrer den præsentation, at man tør lade Laura forklare sig selv: vores allesammens Laura, punktum.

Ved konfirmationstalen siger taleren jo også bare vores allesammens lille Søren. Ikke: vores allesammens lille Søren, knægten her som i konfirmationsgave har fået et par røjsere og en shagpibe til at vokse i. Vores allesammens siger alt om vedkommende, alt nok. Ved festlige lejligheder: Vores allesammens statsminister Fogh Rasmussen. Vi ved det med den kreative bogføring og alle de andre numre, det behøver vi ikke nævne hver gang. Navnet er nok.

Vild med dans og træer

Men ikke for Søren Ryge og DR, der endelig ikke må tabe nogen på gulvet eller forudsætte noget som helst bekendt på forhånd, end ikke vores allesammens Laura. Så det bliver til hybridformen mellem det uformelt forbrødrende intime og det formelt officielt oplysende: vores allesammens Laura “fra ‘Matador’” med Matador i citationstegn for at antyde, at det ikke er noget i den virkelige virkelighed, skønt Laura ikke står i citationstegn og dermed antyder det modsatte. Elin Reimer er ikke virkelig virkelig; her det er derimod Laura fra ‘Matador’. Vores allesammens Matador, om hvilken vi ifølge Søren Ryge står sammen og fanevagt som om de øvrige danske værdier. Det er sammenhængskraften som tv-medarbejderen iført sindige søstøvler og fede floskler lægger i tastaturet. Personerne fra vores allesammens Matador er vores allesammens, om dem står vi sammen allesammen, og vi står mere sammen om Laura end om nogen anden, for Laura er af folket og er som Elin Reimer vild med træer. Vil med dans, vild med kongehuset, vild med træer.

Upræcist dårligt sprog

Vi” er for tiden vilde med det, vi står sammen om for tiden, og som ikke rigtigt kan fornærme andre end dem, ingen i DR rigtigt mere gider høre på, fordi de ikke er vilde og ikke står sammen om det gennemgående banale plat, DR kan byde på. Det Søren Ryge byder på. Og det er, at Laura er vild med træer, hvormed hun har fyldt sin have.

Men har mon Laura det? Metaforen er ubehjælpsom. Man kan fylde sit køleskab med bajere og sit klædeskab med suspensorier, men at fylde sin have med træer? Jo, fældede træer som man kan stable i dynger. Men træer har det med at skulle stå op og have plads. Fylde sin have med træer kan man dårligt.

Upræcist dårligt sprog er hvad det er, fulgt op af endnu en flovser i forbindelse med påstanden om, at Laura alias Elin Reimer hilser på træerne - ikke i sin egen have, som er fyldt med dem og hvor man dog kunne forstå det - men på sin daglige spadseretur ved Furesøen.

Med De Nattergale i parallel erindring kan man godt hilse på træerne, men det bliver en temmelig ensidig kontakt, for de hilser sgu’ ikke igen. Heller ikke de bedste af dem, som er dem ifølge Ryge, Laura Elin Reimer hilser på. De bedste træer. Hvad er et bedste træ? Så var der fyrren, der var en skidt knægt, eller hvad?

Endelig kommer vi i programteksten til pointen: “Søren Ryge gik med”. Puha, man troede et kort øjeblik, Søren Ryge havde glemt Søren Ryge. Et kort øjeblik. Her behøves ingen citationstegn. “Søren Ryge” er Søren Ryge, skønt han er et postulat i tv på linje med Laura, hvor Laura da i det mindste periodisk er kunst.

I tv har man blot den tradition, at personerne bevarer deres navn, når de optræder i deres roller. Søren Ryge-rollen, der som et af sine karakteristika er forloren inderlig øjenhøjde med seerne, og siger vores allesammens om en virkelig person, der ikke i den medieideologi kan få lov til at slippe sin fiktion. Hvis sproget ejede et stærkere ord for vammelt, ville det ord ikke være stærkt nok.

Ulidelig egenpropaganda

Denne programtekst afspejler i gysende grad DR’s opfattelse af sin funktion i disse fagligt og kulturelt set magre år. Den afspejler mangel på evne til fornyelse og hang til mediebåren populisme, den afspejler, således som den daglige ulidelige egenpropaganda i DR tuder lyttere og seere ørene fulde af en rystende mangel på selvkritik, som er forudsætningen for public service og god formidling. En dygtig redaktør havde smidt en sådan programtekst tilbage i knolden på ophavsmanden og forlangt indholdsmæssig og tankeorienteret kvalitet.

Øjer man ned over det nye ledelsesstrukturskema, DR har udarbejdet, og ser den uhyrlige mængde af chefer på alle niveauer - en vanvittig ledelsesform som den tidligere Nissen opfandt og som Plummer gladeligt viderefører, leder man forgæves efter folk med baggrund og egenskaber, der rækker ud over deres ubegrundede udnævnelse. Det vil vi vende tilbage til.