Er du klar til nedturen?

Prøv engang at stoppe op under de allersidste julegaveindkøb og lyt til muzakken, bare i et halvt minut. Er der en lille, falsk tone, et malplaceret trommeslag eller et knæk i sangstemmen, som ikke plejer at være der? Hvis der er, har en nervøst anlagt musikant måske hørt, hvad regnedrengene i OECD og Det Økonomiske Råd siger.

Hvis ikke, så frem med dankortet. Sådan lyder Christiansborgs julesang til os alle sammen alligevel også.

Lige så længe, som nogen har lyst til at huske tilbage, har der hvert år været råd til flere julegaver end året før. Det kan godt være, at seks ud af ti julegaver i år er købt på kredit, som Finansrådet for nyligt har oplyst. Men vi bliver jo rigere og rigere, ja det er nærmest blevet en naturlov. Så der skulle vel være rigeligt med penge til at betale lånene tilbage senere. Ikke?

Nej.

Ikke nødvendigvis.

Der er nemlig det lille problem ved den danske forbrugsfest, at den på det seneste har udviklet sig til en lønfest, fordi der er benhård konkurrence om den sparsomme arbejdskraft. Og det truer med at få det hele til at bryde sammen under os, fordi alt for høje lønninger forringer konkurrenceevnen og gør vores varer og serviceydelser alt for dyre i forhold til andre landes. Sådan lyder i hvert fald advarslerne fra de rige landes økonomiske samarbejdsorganisation, OECD, fra vismændene i Det Økonomiske Råd, fra Nationalbankdirektør Niels Bernstein og fra et kor af bankøkonomer. OECD taler ligefrem om stagnation og tvangsauktioner allerede i 2009. Derfor: stram finanspolitikken - altså op med skatten eller ned med de offentlige udgifter til lønninger, byggerier og så videre, lyder anbefalingerne. Måske helst begge dele på en gang.

Vi er blevet forkælede

Men det kan blive mere end svært at trænge igennem med dét budskab. Siden 1975 har Danmarks Statistik spurgt danskerne om deres økonomiske forventninger til fremtiden, og hver måned siden 1990 har de fleste af os svaret, at vi regnede med at blive rigere i løbet af et år.

Måske har vi helt glemt, at det kan gå ned ad bakke. Professor Ove Kaj Pedersen, Copenhagen Business School (CBS):

“Vi har været igennem en historisk usædvanligt lang optur, og det i sig selv gør jo en mere forebyggende økonomisk politik vanskeligere at gennemføre for politikerne.”

Det er RUC-historikeren og forfatteren Henrik Jensen enig i. Vi er blevet “forkælede” og tager økonomisk vækst for givet uden at kende forudsætningerne for den, mener han.

“Men det er jo naivt - man kan lige så godt vende det om og sige, at den krise, som med sikkerhed vil komme på et eller andet tidspunkt, den er, hvad vi kan forvente.”

“Vi har vænnet hinanden af med at se ud over egen næsetip. Vi kan til nøds overskue vores egne behov og forventninger, og det er så dem, vi insisterer på at føre frem,” siger Henrik Jensen.

Evnen til at agere som en “suveræn borger”, der sætter tæring efter næring og indimellem også samfundets interesser før sine egne, har vi ifølge Henrik Jensen mistet:

“Det kan godt være, at politikerne bliver bange for den type af vælger, men det er ikke nogen suveræn borger, der kanaliserer den slags krav frem - det er i virkeligheden et ret usikkert væsen, der bare håber, at hvis han råber højt nok, er der også nogen, der føler sig forpligtet.”

Politikere siger ikke fra

Og politikerne lytter, når danskerne råber. I hvert fald ifølge overvismand Peter Birch Sørensen.

“Jeg synes, at der de sidste par år er sket et skifte hen imod, at der blandt politikerne er mere konkurrence om at tilbyde vælgerne alt godt fra havet. Både når det drejer sig om offentlige udgifter og skattelettelser,” siger han.

Den holdning deler den tidligere konservative finansminister. Palle Simonsen, som op gennem 1980’erne stod for nogle af de mest upopulære økonomiske indgreb i nyere tid, herunder kartoffelkuren i efteråret 1986.

Han opfordrer til at lytte til vismændenes advarsler og hæfter sig både ved de annoncerede skattelettelser og det øgede offentlige forbrug, som den kommende kvalitetsreform vil føre med sig:

“Nu er det først inden for det seneste års tid, at advarslerne er kommet, men det er også inden for det seneste års tid, at der har været oplæg til kvalitetsreform og gennemførelse af 10 milliarder i skattelettelser. Det har jo været en dristig politik, må man sige.”

- Er politikerne blevet mere bange for at sige vælgerne imod og dæmpe forventningerne siden dengang, I sad ved roret?

“Ja, det tror jeg helt bestemt. Men det har man jo sådan set også selv lagt op til, i og med at man har kørt ud fra princippet om kontraktpolitikken - at hvad vi lover, det gennemfører vi. Og man har lovet meget - hvilket just er problemet,” siger Palle Simonsen. Og det gælder ikke bare den nyligt overståede valgkamp:

“Hvis vi går tilbage til valget i 2005, var der også en række oplæg til forbedringer i den valgkamp, med forhøjede børnetilskud og lavere takster, bare for at nævne et par eksempler. Det var det, regeringen gik til valg på i 2005.”

Ny finanslov med fut i

Statsminister Anders Fogh Rasmussens umiddelbare reaktion på vismændenes seneste advarsler var, at de skulle skrive deres økonomiske lærebøger om. Socialdemokraternes var, med vismændenes argumenter på tungen, at skælde regeringen ud for de uansvarlige skattelettelser.

Og så ellers i forening med Pia Kjærsgaard og Dansk Folkeparti at erklære sig klar til at lave en lønpulje på fem milliarder til de offentligt ansatte.

Dog har flere politikere fra regeringspartierne, blandt andet den konservative Lars Barfoed, opfordret til at følge økonomernes råd og til januar lave en finanslov, som sætter mindre fut under kedlerne, end der var lagt op til i forslaget fra august.

Og i sidste uge droppede regeringen den annoncerede forøgelse af børnechecken, om end skatteminister Kristian Jensen (V) og finansminister Lars Løkke Rasmussen (V) ikke var helt enige om hvorfor. Ifølge finansministeren skyldtes besparelsen udelukkende Dansk Folkepartis lorenhed ved forslaget, mens den ifølge skatteministeren var en konsekvens af vismændenes anbefalinger (selvom besparelsen på 400 millioner ifølge overvismand Peter Birch Sørensens er en dråbe i havet).

Imidlertid er det finansministeren, der bestemmer, slog han fast i Børsen. Og selvom han ikke som sin forgænger taler om at købe hele verden, går det ifølge Lars Løkke Rasmussen strygende i Danmark, hvorfor regeringens finanslovsforslag vil lægge sig “i kølvandet” på forslaget fra august.

Altså kan vismændene ifølge finansministeren glemme alt om den finanslov med en såkaldt finanseffekt på minus en kvart procent, som de har ønsket sig - altså en finanslov med negativ virkning på den økonomiske vækst. Finanseffekten vil snarere lande omkring 0,3 procent i positiv retning, som regeringen lagde op til i sommer.

Den hellige husko

Der kan dog være tale om en del spil for galleriet. Ifølge professor Ove Kaj Pedersen fra CBS er regeringen langsomt ved at lægge op til en lidt strammere finanslov end først planlagt. Når det går lidt sløvt, skyldes det valgkampen og dens mange løfter:

“Under valgkampe og politiske konflikter følger politikerne deres politiske logik, og det er at vinde vælgerne her og nu, og så håndtere konsekvenserne senere. Det sidste er trådt i gang nu,” siger han.

Men det er blevet langt sværere at føre en stram finanspolitik i løbet af de seneste 20-25 år, mener han. For det første er flere af os blevet boligejere, og det gør boligen og dermed boligskatten til “en politisk hellig ko”. For det andet er flere af os blevet afhængige af den offentlige sektor, enten som ansatte eller som modtagere af overførselsindkomster. Og for det tredje har vi mistet den krisebevidsthed, som kom af 70’ernes oliekrise og efterfølgende økonomiske kaos.

“Krisebevidstheden er ikke til stede i befolkningen i dag, som den var i 1970’erne, 80’erne og dele af 90’erne, så det er svært for politikerne at styre borgernes forventninger,” siger Ove Kaj Pedersen.

At leve op til sit ansvar

Tidligere finansminister Palle Simonsen er dog ikke helt enig i, at det var langt nemmere at styre vælgernes forventninger, da han selv sad på finansministerposten.

“Jo, det var det i starten,” siger han med henvisning til de første store indgreb i 1982 (hvor han dog var socialminister, ikke finansminister).

Men så i 1984-85, hvor han selv overtog det varme sæde på toppen af statens pengekasse, steg beskæftigelsen, mens renten faldt. Det satte gang i folks forventninger og forbrug - og i det underskud på betalingsbalancen, som Schlüter-regeringen havde svoret at få til at forsvinde.

Derfor stod Palle Simonsen som finansminister bag først en afgiftspakke på 11 milliarder og siden kartoffelkuren, begge dele i 1986.

“Dér var der ikke krisebevidsthed. Den var der i 1982, men ikke i midtfirserne,” siger Palle Simonsen.

Alligevel overlevede Schlüter-regeringen to efterfølgende folketingsvalg, pointerer han. Spørgsmålet er så, om det skyldes en større ansvarlighed hos vælgerne, eller om det var politikernes fortjeneste.

“Det er vel en kombination. Men det er jo klart, at under hele perioden var der masser af advarsler fra regeringens side i forhold til, hvordan tingene udviklede sig. Vi søgte at argumentere for nødvendigheden af at foretage indgreb,” siger Palle Simonsen.

Og før eller siden kan også den nuværende regering blive nødt til at foretage nogle upopulære stramninger for første gang, siden den tog over i 2001, mener Palle Simonsen. I hvert fald hvis den vil være “ansvarlig”, sådan som den har annonceret.

“Det hører med til regeringsansvaret,” siger den tidligere finansminister.

Intet er så skidt …

Og hvad er det så, finansminister Lars Løkke Rasmussen risikerer at skulle træffe upopulære beslutninger for at undgå? Jo, det er et temmelig dystert billede, som de økonomiske vismænd og OECD tegner.

Det er en lang periode med køer ved arbejdsformidlingerne, det er et Danmark, som har den laveste vækst blandt OECD’s 30 medlemslande allerede fra 2009. Et land, som skal rejse sig igen på den hårde måde.

Og så er det ikke engang sikkert, at det ikke går endnu værre end forudset. Det amerikanske boligmarked er i krise, fordi folk ikke kan betale af på deres lån, og det smitter af på de internationale finansmarkeder. Hvor dybt krisen stikker, og hvor hårdt Danmark i sidste ende bliver ramt, ved ingen endnu.

Ind til videre lader hverken regering eller opposition dog til at være skræmte, hvis man da skal tro politikerne på deres ord.

Men måske vil det slet ikke være så skidt for os med en rask lille økonomisk nedtur. I hvert fald kan sådan én også få positive konsekvenser, siger historiker Henrik Jensen.

“Kulturelt kan man jo godt tale om økonomisk højkonjunktur som krise,” siger han.

“Hvis det bliver ved med at gå bedre og bedre, bliver vi jo lidt lade i det,” siger han. Og så forsvinder fællesskabsfølelsen:

“Højkonjunkturer giver frit løb til individer, der gerne vil realisere sig selv. Under kriser begynder man at tænke på, om der er andre omkring en selv - det er der i hvert fald historisk belæg for at mene.”

Han henviser til besættelsestiden og den økonomiske krise i 1930’erne:

“Bagefter kunne folk i hvert fald godt huske, at de kom hinanden mere ved.”