At det stadig nytter noget at tænke i verden i dag og tage den vanskelige vej gennem filosofi, for at forstå verdens små og store begivenheder, det er de ikke i tvivl om.
"Ja, for pokker," udbryder filosoffen Kirsten Klercke næsten overrumplet ved spørgsmålet om, hvorvidt det stadig nytter at filosofere.
Hun har i årevis beskæftiget sig med Kierkegaards tænkning sat op mod fransk psyko-analyse og med solid baggrund i tysk filosofi.
Klercke og den dansk bosatte amerikanske filosof Robin May Schott, der blandt andet har beskæftiget sig med etik og feministisk filosofi, har bragt en række tænkere sammen i antologien, Philosophy on the Border. Fra forskellige fagvinkler afsøges her filosofiens grænser. Samtidig kommer bidragyderne nærmest i fælles kor til at undersøge de grænser, der er mennesker imellem, køn imellem og lande imellem. Eller de utydelige og svært definerbare grænser, der findes mellem begreber som 'det gode' og 'det onde'.
"Tanken var at opsøge grænserne for de kerneområder, filosofi nu ofte beskæftiger sig med," forklarer Robin Schott. "Det gjorde antikkens filosoffer helt naturligt. Aristoteles skrev jo både om politik, økonomi og metafysik. Men i dag har det selvfølgelig at gøre med kampen om, hvad filosofi overhovedet er".
Striden står mellem den såkaldt analytiske filosofi og den kontinentale filosofi, og den har været blodig i USA, forklarer Schott. Men den er også stadig en kamp om forskningspengene i Danmark.
"Analytisk filosofi søger at lave filosofi som videnskab, og går på argumentationer inden for sprogfilosofi, logik og naturvidenskab. Kontinentale filosoffer er arvtagere fra den europæiske filosofi fra det 18. århundrede med navne som Kant, Hegel, Kierkegaard og Nietszche, men også Marx, Heidegger, Husserl, Beauvoir, Sartre og Levinas."
De tænkere, Schott og Klercke har udvalgt, har udgangspunkt i det kontinentale, men griber samtidig fat om de helt store emner som kærlighed, had, ondskab, krig og ansvar. Helt ned i ubehagelige detaljer som kønsrelateret tortur, som psykologen Libby Tata Arcel skriver om, eller specifikke historiske tilfælde, som 'det lys i mørket' danskernes redning af jøder under Anden Verdenskrig, blev kaldt. En redning, der samtidig satte danskerne i et pænere lys - som Thomas Brudholm indsigtsfuldt udreder det.
Filosofien har ifølge både Schott og Klercke haft tendens til at blive mere og mere snæver. "Mange forskere holder sig inden for deres eget meget snævre paradigme, fordi de ellers er bange for at bevæge sig ud i områder, hvor de kan anklages for ikke at være eksperter," forklarer Schott "Men artiklerne her viser, hvordan man kan bruge sin faglighed, som filosof, psykolog eller historiker til at tage fat på spørgsmål, som er utrolig interessante".
Polariseringen øges
En af de tænkere, der har forsøgt at krydstænke konkrete politiske situationer med filosofi, er Rada Ivecovic, født og opvokset i Zagreb i det tidligere Jugoslavien. Hun er filosofisk uddannet og har beskæftiget sig indgående med Indiens kastesystem "selv om selve begrebet 'kaste' er et højst problematisk vestligt importeret definitionssystem" - forklarer hun, da jeg får fat i hende i Paris, hvor hun bosatte sig i 1991 efter at være flygtet fra et land i opløsning.
Det er Radas tese, at vi ofte ender i stive binære begrebssystemer, som kønsforskellen er det klassiske eksempel, for ikke at sige paradigmet, på.
"Man skal ikke lade sig fange i det binære, for det instrumentaliseres typisk af den siddende magt som en norm. Oftest i en form, hvor den ene pol er fremherskende".
Og dermed overser man det, Ivekovic med et bevidst tvetydigt begreb kalder 'Den delte fornuft'. Partage de la raison. For ganske vist er fornuften opdelt, lige som kønnet, men samtidig deler vi den, den er fælles.
"De binære begreber definerer hinanden gensidigt. Selv noget så administrativt som et pas identificerer én på den måde. Race eller religion er ikke længere indskrevet, men kønnet forbliver identificerende, og det er normativt. Hvis man er defineret som det ene eller det andet køn, kan man jo ikke være et sted imellem".
Og sådan er virkeligheden ikke, den er altid kompleks.
"Hvad seksualiteten angår, findes der sikkert lige så mange seksualiteter, som der findes mennesker," griner Ivekovic.
Det vanskelige er, at vi på den ene side har brug for det binære for at tænke 'fornuftigt', men at vi så lader det stivne.
"Allerværst er krigs-situationer, hvor identitet stivner fuldkommen. Man defineres som serber eller kroat, som en slags absolut modstilling. Når der så først har været konflikt eller en tragisk krig med mange døde, forbliver det sådan i generationer".
Noget lignende er ved at ske i Frankrig, mener Ivekovic. Landet har forandret sig i de 16 år, hun har boet der, selvom polariseringerne nok ikke fører til krig.
"Man kan tro at, det er godt at lade tabuer falde og lukke posen op for racistiske udsagn. Men det, som det gør, er at skabe en helt ny diskurs. For folk, der kommer fra Afrika, bliver det stadigt sværere at leve i Frankrig. Når man først har set alle tabuer falde, sådan som det skete i Jugoslavien, så ved man, hvor rædselsfuldt det er".
Fremmede er ikke negationer
Også Kirsten Klerckes arbejde med Kierkegaard og den franske psykoanalytiker Jacques Lacan handler om forholdet til 'den anden' eller 'hin enkelte', som Kierkegaard formulerede det. Når Klercke skal nævne et eksempel på, at filosofien gør en forskel, så mener hun, at kærligheden er et godt eksempel.
'Man kan undre sig over, hvordan kærlighed kan være genstand for en filosofisk undersøgelse. Ikke mindst når vi nu plejer at dele det op i fornuft og følelser, hvor fornuften så traditionelt er filosofiens område. Men det er bare ikke rigtigt. Kærligheden er jo også afhængig af, hvordan vi tænker den, hvilke begreber man forbinder med den og dermed hvilken logik, den kommer til at følge".
Og det er her, at Kierkegaard, ikke mindst læst i et aktuelt psykoanalytisk lys, netop har noget at sige om både kærligheden og om, hvad bevidsthed er.
"Kærlighedslivet er jo i høj grad gjort til noget billedligt eller imaginært," forklarer Klercke og henviser til Lacans spejlstadie. "Det er blevet til spørgsmål om genkendelse og identifikation. Og det er ikke godt for kærligheden, når den bliver så imaginært bundet, som Lacan ville formulere det, i en tilstand af 'sammenlignende forskellighed', som det hedder hos Kierkegaard".
- Hvorfor ikke ?
"Jamen, så elsker vi kun dem, der er lige som os selv. Og med det imaginære bliver de andre, der er anderledes, så i en meget primært had og frygt, til fjendebilleder. Det er sådan noget, der foregår i Dansk Folkeparti. Modbillederne er fjender, fordi billeder ikke kan tænke negationen. Det, som er Kierke-gaards projekt om kærlighedsrenselse, det består i, at kærligheden ikke er knyttet til den umiddelbare gensidige identifikation."
- Jamen skal man så ikke tro på Gud, som Kierkegaard skriver om i den absolutte forstand ?
"Det er selvfølgelig svært at forklare, hvorledes vi kan komme ud af den spejling, som identifikationstænkning er uden nødvendigvis at bruge 'Gud' på samme måde som Kierkegaard. Måske kan man give en nøgle ved at sige, at det er begrebsligt i stedet for billedligt. I vor tænkning og i vort sprog kan vi godt omgås negationer, der kan man godt indse, at de, som ikke er lige som jeg, ja, de er blot anderledes, men ikke nødvendigvis negationer af mig selv".
Anderledes syn på Beauvoir
Netop tvetydigheden, synes at være et nøgleord i Philosophy on the Border, "men altså ikke sådan, at så kan man mene det på den ene side og noget andet på den anden," tilføjer Kirsten Klercke underfundigt.
Tvetydigheden og bestræbelsen på at tænke den til bunds, i stedet for blot at eliminere den findes i adskillige af antologiens artikler. Robin May Schott skriver om Simone de Beauvoir, og for en gangs skyld ikke som feministisk filosof, men omkring begrebet om 'det ondes tvetydighed'. I modsætning til mange nyere feminister betragter Schott ikke Beauvoir som en universalistisk tænker, men understreger hendes baggrund i eksistentialismen og dermed subjektets prægning af en historisk specifik situation, men også friheden, som består i at løfte sig op over den.
Men kan den kontinentale filosofis hensyn til det specifikke ikke netop forhindre os i at løfte hovedet over situationen?
"Det er her, at Hegel er så vigtig," forklarer Klercke. "Ganske vist ender han et forkert sted med sin idé om den absolutte viden, men det, som er ført videre gennem de gode tænkere, har været dialektikken. For hvis man tror, som visse analytiske filosoffer, at verden bare er, som den er, og så må vi løse problemer derfra, så bliver man jo netop indfanget af noget meget tilfældigt, selvom man oprigtigt tror, man har fat i noget helt universelt. Så laver man et eller andet institut for at undersøge 'kulturelle forskelle' uden at skænke det en tanke, hvad kultur er for noget i første omgang".
"For at vende tilbage til Kierkegaard, så anfægter han jo hele dogmet om, at man er i stand til at kunne opnå fuldkommen bevidsthed om sig selv. Han er jo fantastisk god til at afsløre i hvor høj grad, det er muligt at bedrage sig selv og tro, man ved noget. Og oven i købet gøre det, når man har de allermest bevidste og reflekterede gennemgange af sig selv".
Men tanken er alligevel vor eneste redning. Ligesom den lille spinkle bro over floden i Mostar, der ses på bogens omslag.
"Nu er den bygget op igen," afslutter Schott, "men det, man ser her, er, hvorledes der opstår noget spontant, fordi det simpelthen er nødvendigt. Der er en kreativ evne forbundet med overlevelse. Det får mig til at tænke på Arendts begreb om spontanitet. Man kan sige med Arendt, at ødelæggelsen først er total, hvis man ikke kan skabe noget nyt. En kerne af håb og frihed".
Philosophy on the Border: Redigeret af Robin May Schott og kirsten Klercke, 228 s. ISBN 978 87 635 0503 1
