De seneste uger har der igen været ballade på RUC. Det har på overfladen været et problem af lokal karakter, der handler om dårlig økonomi og mærkværdig ledelse. Men den lokale RUC-ballade er samtidig endnu et eksempel på de skader, som universitetsloven fra 2003 har medført. Loven blev i sin tid vedtaget af regeringen med støtte fra Socialdemokraterne, og de samme partier har besluttet først at evaluere den i 2009. Men hvorfor vente så længe?
Sagen på RUC har vist, at topstyring er noget rod, når toppen ikke fungerer. Det er måske ikke så overraskende, og det var sådan set også det, kritikerne sagde, da loven blev gennemført, men nu ser vi det altså ske: En ustabil ledelse fralægger sig ansvaret for den økonomiske situation og presser uigennemtænkte panikløsninger ned over hovederne på de ansatte, der er ikke har noget at skulle have sagt, fordi universitetsloven har fjernet universitetsdemokratiet. Det giver frustrationer som dem, der kom til udtryk i sidste uge - og i øvrigt i den offentliggjorte trivselsundersøgelse. Samtidig har man en halvlammet bestyrelse, der selv har ansat rektor og derfor tilsyneladende er for vattet til at gribe ind. Universiteternes rektorer har fået så stor magt, at de øvrige universitetsbestyrelser ikke behøver at gøre andet end at ansætte en uheldig rektor for at komme i samme situation. Måske er man det allerede flere steder - gad vide, hvordan en trivselsundersøgelse på DTU eller Det Humanistiske Fakultet på KU ville se ud? I den sammenhæng skal RUC da om ikke andet roses for at have lavet og offentliggjort en sådan.
Den anden del af RUC-konflikten er den økonomiske situation, som udløste frustrationerne, og den skyldes i sidste ende også universitetsloven. Universiteterne er blevet selvejende, som det så fint heder. Men de ejer ikke en gang deres egne bygninger, hvilket ellers netop kunne sikre det fornødne økonomiske råderum, som RUC mangler. Som en læser skriver i en debat på information.dk: "Universiteternes reelle ansvar er begrænset på samme måde som børn, der modtager lommepenge nok har et ansvar, men ikke i praksis noget særligt råderum, fordi deres indtægter, og dermed mulige udgifter, dikteres ovenfra." På den måde har man sørget for at fralægge sig ansvaret - det står rektor og bestyrelsen på RUC med - samtidig med, at man kan bestemme de enkelte universiteters økonomi i detaljer.
Og så er universitetslovens væsentligste problem, nemlig indskrænkningen af forskningsfriheden, slet ikke nævnt endnu. En engelsk undersøgelse har vist, at Danmark ligger tredjesidst i EU, når det kommer til forskningsfrihed. Det fik Socialdemokraterne til at kalde Helge Sander (V) i samråd, men de kunne lige så godt have kaldt sig selv i samråd, for årsagen til den lave placering er universitetsloven.
Regeringen har gjort detailstyring og indskrænkningen af frihed til sine mærkesager, men hvor mange eksempler på universitetslovens problemer behøver Socialdemokraterne, før de vågner op og trækker sig af universitetsforliget?
