28 mænd, der er under mistanke for at planlægge angreb på hellige steder som Mekka og Medina, er blevet anholdt i Saudi-Arabien. Det oplyser indenrigsministeriet i Riyadh. 27 af de anholdte er statsborgere i Saudi-Arabien, mens én har udenlandsk statsborgerskab.
Politiet pågreb de mistænkte under den nylige hajj-pilgrimsfærd i nærheden af Mekka og Medina, hvor der var tegn på, at de ville gennemføre angreb. "Sikkerhedspoliti har anholdt medlemmer af en afvigergruppe, der har kontakt med elementer uden for landets grænser," hed det i erklæringen.


