2007 har været den nyvalgte franske præsident Nicolas Sarkozys år. Efter valget i juni og efter dannelsen af en ny såkaldt åben regering med deltagelse af et bredt udvalg af socialister, kvinder og etniske minoriteter sendte han det franske socialistparti, PS, ud i noget der ligner en dødskamp, samtidig med Frankrig med ét kom tilbage på verdensscenen efter års stilstand under Chirac. Forholdet til USA er det mest hjertelige i årtier, og præsidenten høstede også bifald fra EU, da det stod klart, at Frankrig ville ratificere den nye Lissabon-traktat i Nationalforsamlingen og ikke vove sig ud i flere folkeafstemninger.
Men ikke alt er blevet modtaget med klapsalver. Forholdet til den tyske kansler Angela Merkel er anstrengt, og bekymringen i EU om, hvorvidt præsidentens protektionistiske og euro-kritiske synspunkter vil skabe problemer, er udbredt. Det vakte heller ikke jubel, at Sarkozy personligt ringede til sin kollega, Putin, efter parlamentsvalget i Rusland og ønskede tillykke, så et samlet EU var forhindret i at udtrykke en samlet og mere nuanceret holdning til valget.
Og på hjemmefronten advarer økonomer om, at uanset om Sarkozys bebudede kontroversielle arbejdsmarkedsreformer bliver gennemført eller ej, står fransk økonomi over for problemer i 2008. OECD's prognose fra december spår om en vækst på 1,8 procent, nedjusteret fra 2,2 procent tidligere i år.
PÅ DET seneste har præsidenten derudover fortsat nedbrydningen af et meget fransk tabu: diskretionen om politikernes privatliv og den totale adskillelse heraf fra den politiske sfære. Meningsmålinger viser igen og igen, at de franske vælgere skelner skarpt mellem politikeren og privatpersonen - bakket solidt op af Europas strengeste love om værnelse om privatlivets fred.
Men siden Sarkozys skilsmisse fra hustruen Cécilia i efteråret, har traditionen været under nedbrydning fra præsidenten selv. Han omgiver sig med stjerner og kendte og er i medierne konstant. Sladderblade bliver lukket ind i soveværelset til photo-shots og før jul var det Elyséepalæet selv, der briefede flere medier om, at præsidenten ville kunne ses i fuld offentlighed i EuroDisney med sin nye kæreste, sangerinden og tidligere supermodel Carla Bruni.
FRANSKMÆNDENE har svært ved at finde ud af, om dette er en modernisering af et støvet præsidentembede eller et egomanisk trip hen imod en 'angloficering' af det politiske liv. Men én ting er sikker. Præsidenten lever livet farligt. Falder hans politiske projekt, har han kun sig selv at skyde skylden på. Han har frataget alle sine ministre det politiske initiativ og ansvar - inklusive premierministeren.
Mislykkes han politisk, vil hans satsen på limelight i privaten, derudover udstille ham som en lattervækkende figur. Den ophøjede og fjerne alvor, som tidligere præsidenter har kunnet søge trøst i, når det politiske spil ikke makkede ret, har han selv fjernet som muligt refugium.
