Når man, som jeg, snart fylder tres er man på nogle områder dømt gammel eller i det mindste gammeldags. De 15-30 årige har gang i ting og tænker tanker, som jeg kun vanskeligt kan sætte mig ind i eller kun forstår rent overfladisk.
Specielle familiebegivenheder og traditioner, som f.eks. julen, får nemt nostalgien til at løbe af med mig. Det sker, når jeg konfronteres med forbrugerkulturen i sin mest udartede form, som får mig til at svinge mellem ren nostalgi (ALTING var bedre i gamle dage) og en kritik, der bevæger sig fra arrogance og bedreviden til et stille håb om, at også julen vil se anderledes ud om halvtreds år.
Det er også utrolig spændende at leve i en tid, som i et verdens historisk perspektiv er helt unik. Et overflodssamfund, hvor antallet af materielt fattige medborgere er mindre end nogensinde, hvilket jo alt andet lige må siges at være næsten utroligt, efter at vore forfædre bestandig har kæmpet en daglig kamp for at få tag over hovedet, tøj på kroppen og mad i munden. Samtidig er det tydeligt, at vi endnu ikke har udviklet tidssvarende værdiforestillinger, som kan hjælpe os til at manøvrere i al overfloden. Halvdelen af befolkningen hengiver sig frygtløst og tilsyneladende hæmningsløst til overfloden, mens vi over halvtreds, som er vokset op med knaphedssamfundets normer og værdiforestillinger nok deltager, men ikke uden en vis angst for nemesis.
Vores forhold til overfloden ligner på visse måder vores forhold til fjernsynet. Vi ser fjernsyn - måske endda for meget i perioder - men ikke uden en snert af dårlig samvittighed over på denne måde at spilde livet med passiviserende og ofte underlødig underholdning. Den dårlige samvittighed har på mange måder været vores alibi for at synde i forhold til knaphedssamfundets normer. Vores børn ser bare fjernsyn, når det passer dem, på samme måde som børnebørnene med stor selvfølge lænker sig til deres computere.
Hvorfor gaver?
Lige nu i december har vi købt gaver til hinanden. Flere og dyrere gaver end nogensinde. Detailhandlen jubler, og Nationalbanken får en enkelt bekymret rynke i panden, men ved jo også, at det hele fortsætter i januar, hvor vi skal på udsalg for at spare penge.
Psykologisk set er de mange dyre gaver ved at udvikle sig til et problem. Mine kollegaer blandt familieterapeuter og andre rådgivere - og jeg selv får hvert år et stigende antal henvendelser før og efter jul, hvor forældre og bedsteforældre beskriver juleaftner i familien, som har været et kaotisk mareridt af rådvilde voksne og frustrerede børn. Den forventede glæde ved at give og modtage er udeblevet, og skuffelsen tvinger dem til at revurdere mange ting.
Hvorfor giver vi f.eks. hinanden gaver? Jeg stiller ikke et kulturhistorisk spørgsmål om julegavernes oprindelse, men et aktuelt spørgsmål. Er det for at udtrykke vores kærlighed og venskab? Er det for at fremhæve os selv og vores rigdom? Er vi i en skarp, men uudtalt konkurrence med hinanden, hvor det handler om at bruge flest penge? Er gaverne virkelig gaver, eller knytter der sig bestemte forventninger om materielle eller følelsesmæssige modydelser til dem? Hvad ville der ske med vores indbyrdes relationer, hvis vi holdt op?
Til og med min egen søns barndom skrev børn ønskesedler, som udtrykte både deres vildeste drømme og mere konkrete behov, og vi voksne sorterede i dem i forhold til vores økonomi og praktiske sans. I dag opfatter både børn, forældre og bedsteforældre børnenes ønskesedler som et direktiv - som om gaver er noget, man har ret til at få.
Når jeg taler med de skuffede forældre, foreslår jeg ofte, at de indfører de gode gamle spilleregler, som var gældende både i mit hjem og blandt mine kammerater. Børnene skiftes til at hente en gave under juletræet (ikke en med deres eget navn på!) og overbringe den til modtageren, som derefter pakker den ud, kommenterer den og takker giveren. Det tager alt fra fem til femten minutter. Derefter henter det næste barn den næste gave og så fremdeles. Forældrenes reaktion er ofte den, at de vender øjnene mod himmelen og fortæller mig, at med den procedure ville det tage både juleaften og hele første juledag at blive færdige.
De er bange for børnenes reaktioner, hvis de skærer ned på antallet af gaver og foretrækker tilsyneladende den kortvarige popularitet, mens de samtidig frustreres over, at deres jul ikke ligner den, de selv husker og betaler så dyrt for at genskabe. Deres børn vokser op med helt andre minder præget af frustration, vrede og ulykkelighed, og det ligger der en vis trøst i. I hvert fald er det vanskeligt at forestille sig, at de som voksne skulle have ambitioner om at genskabe barndommens jul.
Mindre er bedre
Overflodssamfundets forbrugerkultur er præget af kravet om instant satisfaction, så måske er det for meget at håbe på, at forældre og bedsteforældre tænker mere over kvaliteten af børnenes oplevelser og minder end over at leve op til børnenes krav. Børn er født med stor visdom, men uden erfaring, og deres krav om opmærksomhed, gaver og lignende er enorme. Derfor er det vigtigt, at de voksne ved, at børn langt fra har brug for så meget, som de kræver. I virkeligheden klarer de sig meget bedre med mindre.
Derfor er en god julegave til børn efter familieterapeutens mening, at de voksne tager lederskabet og introducerer nogle rammer og spilleregler, som skaber gode oplevelser og gode minder. Det kan indebære en kortvarig konflikt med ureflekterede og selvoptagede familiemedlemmer, men det er umagen værd.
