Det vil formodentlig vare længe, og måske uendeligt længe, før der kan kastes lys over identiteten på de gerningsmænd, der i går myrdede den pakistanske oppositionsleder og tidligere premierminister Benazir Bhutto. Det kan være radikale islamister, måske med forbindelser til al-Qaeda, hvis tolerance over for en kvindelig toppolitiker er svundet dramatisk i de seneste par år. Det kan være støtter af præsident Musharraf, der ikke brød sig om Bhuttos enorme popularitet. Det kan være angribere med udspring i det pakistanske militær, der - trods forsigtige tilnærmelsesforsøg på det seneste - aldrig har stolet på Bhutto. Sandheden kan ligge et sted midt imellem eller et helt andet sted.
Men én ting står - selv i det kaos og mørke, der efterfølger mordet i Rawalpindi - klart: Det splittede Pakistan er et land, hvis stabilitet (indtil nu krampagtigt fastholdt af den vestligt støttede militære diktator Pervez Musharraf) vakler på kanten af en afgrund.
At situationen nærmer sig det groteske, blev i julen understreget af New York Times' afsløringer af de seneste års gigantiske, fejlslagne våbenhjælp fra USA til Pakistan. Avisen dokumenterede med en række militære og civile embedsmænd som kilder, at USA siden 11. september 2001 har pumpet "militær assistance" for over 25 milliarder kroner ind i det udemokratiske, splittede, sprængfarlige land uden at have ordentlig styr på, hvor den dødelige bistand er havnet. For eksempel er store summer, der var øremærket til bekæmpelse af al-Qaeda og Taleban, blevet omdirigeret til våbensystemer rettet mod nabolandet Indien. Og millioner er blevet kanaliseret ind i Pakistans omfattende korruption gennem overfaktureringer for benzin, ammunition og andre militære omkostninger. Andre millioner - og våben - ved ingen helt præcist, hvor er havnet.
Én ting er, om USA igen er blevet snydt, som en af New York Times' diplomatiske kilder forsigtigt antyder. En anden ting er, at det måske er på tide at stille det svære spørgsmål: Hvad er der blevet af forestillingen om, at Vesten arbejder for en bedre, fredeligere og mere demokratisk verden, når hjælpen består i at pumpe våben ind i sårbare konfliktzoner, hvor alt for mange mennesker i forvejen mister livet hver dag?
Dette spørgsmål er ikke mindst påtrængende for Danmark, hvor regeringspartierne Venstre og De Konservative er begyndt at lege med tanken om at bevæbne afghanske militser for at få deres støtte i kampen mod Taleban. Ideen, som bygger på en tyrkertro på, at man udefra kan forstå interne dynamikker, magtkampe og loyaliteter i et konfliktsamfund, er ikke bare naiv; den er dødelig. Og gårsdagens mord på Benazir Bhutto illustrerede, at det ikke, heller ikke fra vestlige magthaveres side, er flere våben til 'terrorbekæmpelse' i verdens konflikter, der mangler. Det er derimod nogle realistiske bud på terrorens årsager, og på en politisk, ikke militært, forhandlet fredelig fremtid.
