NYTÅR ER traditionelt årstid for status og kig i krystalkuglerne. Hvad var godt, og hvad var mindre godt ved året, der gik? Og ikke mindst hvad skal der til for at gøre den kommende tid bedre? På det individuelle plan holder det oceaner af rygeafvænnere, kostrådgivere, parterapeuter og motionsklubber beskæftiget. På det samfundsmæssige plan er det fast arbejde for kommentatorer, analytikere og eksperter.
I år er der næppe tvivl om, at den danske begivenhed, som vil fylde mest i statusopgørelsen, er folketingsvalget den 13. november og det mere uklare parlamentariske billede, det gav.
Men med al respekt for Anders Fogh Rasmussen og dansk politik er der andre og vigtigere begivenheder, der giver grund til gys og status på årets sidste dag. Der er næppe tvivl om, at et af de første fingerpeg om, hvorvidt 2008 bliver en fortsættelse af den kendte bane i verden, eller om noget nyt er under opsejling, kommer i den perifere amerikanske delstat Iowa om tre dage. Der står det første slag i de amerikanske kandidatvalg frem mod præsidentvalget i november næste år. Som så mange andre lande er Danmark og danske forhold i det perspektiv kun halehæng til begivenheder og beslutninger i verdens eneste tilbageværende stormagt. Og på trods af Anders Fogh Rasmussens indflydelse på ændringer i dansk politik de seneste seks år, så er det intet i forhold til, hvad en amerikansk præsident betyder for verden.
DEN SVENSKE debattør Göran Rosenberg fabulerede for nylig i et debatindlæg i dagbladet Politiken over, hvordan forskellen på to præsidentkandidater kan betyde forskellen på en verden og en anden. Selv om det er hypotetisk spekulation, har det næppe været mere tydeligt end de sidste syv år. Hvis Al Gore var blevet præsident, var han næppe gået til miljøspørgsmålet med samme kompromisløshed, som han gør nu. Men han havde heller ikke håndteret det med samme blinde arrogance som Bush-administrationen, ligesom der næppe kan være tvivl om, at han havde håndteret 11. september anderledes, end Bush har gjort.
USA er i princippet en ven, der skal gå forrest med moralsk styrke i verden. Men hvor storslået, generøst og uegennyttigt landet end har vist sig gennem historien, har det under George W. Bush vist sine mest magtfuldkomne, arrogante og grådige sider, som kun har været med til at undergrave tidligere storhed.
Hverken USA eller verden var perfekt før Bushs æra. Langtfra. Men det er, som om han i sin tid ikke har villet gøre godt bedre, men kun gjort ondt værre. Latente konflikter er blevet til potente konflikter, og det had, der var til Vesten personificeret ved USA, er kun blevet udbygget og forværret. Vender man optikken et øjeblik, er det fuldt forståeligt. Det siges, at USA kan være farligst, når en idealist og ikke en pragmatiker sidder ved roret. For idealisten vil med sin definition af det gode - som dog ofte har været sammenfaldende med den europæiske definition - ændre verden i sit eget billede. Det gør godt, når der er tale om at redde Europa ud af totalitarismens undertrykkende klør og genopbygge kontinentet. Eller når det drejer sig om at afslutte en håbløs konflikt på Balkan, som Europa handlingslammet kun kunne betragte. Men det ligner en katastrofekurs, når idealismen kombineres med frygten og den rene magt som ideologi.
Det er muligt, der for tiden er længere mellem bilbomberne i Irak, men USA's fremfærd i verden de seneste seks-syv år har - al idealismen og drømmene om et demokratisk Mellemøsten ufortalt - kun undermineret den legitimitet, USA måtte have haft. Eksemplerne på overgreb, samt fejlslagne analyser og strategier står i kø og har kun forstærket hadet og foragten i især Mellemøsten og Den Tredje Verden. Tilbage står indtrykket af en stormagt, der kombinerer sin udenrigs- og økonomiske politik for i desperation at drive det sidste ud af grådighedens epoke.
For ironisk nok har verdens eneste supermagt problemer med at omstille sig til globaliseringens nye verdensorden, og det kræver ikke megen indsigt i amerikanske forhold at få fornemmelsen af en nation, der har mistet den kulturelle, sociale og moralske retning. Som i romerrigets sidste dage har man indtryk af et imperium, der i både indre og ydre opløsning tumler vilkårligt og truet frem i verden. Det er i den situation, at en supermagt er farligst, for som den israelske filosof Avishai Margalit er inde på i dagens avis, ligger afmagten for USA i, at det nu har vist sin magt, og når den ikke virker, ligger mere og mere desperat magt lige for.
Som samme Margalit også er inde på, er det derfor, at et amerikansk præsidentvalg er alt for vigtigt til at overlade til amerikanerne. Det påvirker menneskers liv i Mellemøsten, Asien, Nordafrika og såmænd Europa langt mere, end det påvirker amerikanernes liv.
En forvandlet verden skal man næppe forvente, selv om Bushs tid rinder ud, men spørgsmålet er, om vi får en fortsættelse af grådighedens og magtfuldkommenhedens epoke, eller verden vil se en ny kurs, der er mere åben og imødekommende over for verdens problemer. Det sidste er en forudsætning for at løse de åbenlyse miljømæssige, økonomiske og omfordelingsmæssige problemer i verden og for at vriste den arabiske og Den Tredje Verden ud af offerets bekvemme og krænkede position. Iowa den 3. januar vil give det første fingerpeg.
