Fogeden kommer om lidt

Om 14 dage kommer fogeden og sætter Kenneth Schøn på gaden. Huslejen for juni faldt 21 dage for sent, og så blev han sagt op. Selv om han har to børn og er sygemeldt med en depression, så nytter det ikke, at han siden juni har betalt sin husleje til tiden, for boligselskabet vil af med ham

Kenneth Schøn skal være ude af sin lejlighed den 15. januar 2008, ellers kommer fogeden og sætter ham på gaden.

"Jeg står rimelig magtesløs. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre," siger Kenneth Schøn.

Stemmen er monoton og træt. Han sidder i sin sorte lædersofa i lejligheden på Amager.

Stuen er enkel og smuk og over sofaen står en fodbold, som et trofæ, han engang vandt i en FCK-konkurrence. Ved vinduet breder et nisselandskab sig, som Kenneth har lavet sammen med sin datter på otte år.

Det ringer på døren og Kenneths mor Bente Jacobsen kommer på besøg. Kenneth har været usikker på, om han magtede at forklare sin situation ordentligt, og har derfor spurgt sin mor, om hun gad at komme forbi.

For sent

Tilbage i juni 2007 glemte Kenneth Schøn at betale sin husleje. Boligselskabet KAB, som administrerer den ejendom, hvor han bor, sendte den første rykker med besked om, at han ville blive smidt ud, hvis ikke der blev betalt inden for tre dage.

Men Kenneth fortæller, at han aldrig fik brevet og selv troede, at huslejen var betalt.

"Jeg var i sommerhus og min mor passede lejligheden, og hun har heller ikke set brevet," siger Kenneth Schøn.

Han mener, at brevet måske er blevet afleveret forkert, fordi hans gamle efternavn står i opgangen. Men KAB har en afleveringsattest fra postbudet, som har underskrevet, at brevet er afleveret. Det næste brev, der kommer fra KAB en uge senere, er en opsigelse. Herefter skynder Kenneth Schøn sig at betale, men det er for sent. Boligselskabet vil have ham ud, og lige meget hvor mange gange Kenneth og hans mor ringer til boligselskabet, er svaret det samme. Han skal flytte, og nu kommer fogeden snart, hvis det ikke sker frivilligt.

Enlige mænd

Kenneth Schøn tilhører den voksende gruppe af folk, der risikerer at blive sat på gaden.

Fra 2002 og til 2006 er antallet af tvangsudsættelser steget med mere end 50 pct. viser tal fra Domstolsstyrelsen. Det betød at 4.400 husstande i 2006 blev smidt ud af fogeden.

Det er specielt kontanthjælpsmodtagere og arbejdsløse, unge mennesker, enlige mænd, enlige mødre, borgere uden uddannelse og borgere med etnisk minoritetsbaggrund, der bliver smidt ud af deres lejlighed. Det fremgår af et arbejdspapir fra Social Forskningsinstituttet SFI fra september.

Den største stigning er sket inden for gruppen af enlige mænd. De udgjorde 20 pct. af den samlede gruppe i 2002, hvilket steg til 30 pct. i 2006. Dermed er enlige mænd klart den husstands-type, der oftest bliver sat ud af boligen, skriver SFI.

Skilsmissen

For seks år siden blev Kenneth Schøn skilt fra sine børns mor, og nu har han børnene hver anden weekend. Skilsmissen tog hårdt på ham, og på det seneste har problemerne med lejligheden fyldt det hele.

"Jeg har sgu egentlig ikke lyst til at vågne. Det kan godt være det lyder lidt hårdt, men det virker bare som snoren uden ende," siger Kenneth Schøn.

Bente Jacobsen siger:

"Han har været psykisk ude af balance siden skilsmissen. Det har været én stor mudderkastning."

"Jeg har bare lyst til at sove. Jeg tænker så meget, og er så træt hele tiden," siger Kenneth Schøn med grødet stemme.

Hans mor mener, han burde have opsøgt noget hjælp til at finde ud af problemerne efter skilsmissen. Men Kenneth Schøn har været til lægen.

"Når man kommer derop, så kan man godt mærke, at lægen kun har fem minutter, og da han begyndte at snakke om lykkepiller og psykolog, så tænkte jeg, det har jeg alligevel ikke penge til," forklarer Kenneth Schøn.

Boligselskabet

Kenneth Schøns beskikkkede advokat har kæret sagen til Østre Landsret, men advokaten er ikke optimistisk med hensyn til chancerne for at ændre afgørelsen.

"Chancerne er nok minimale," siger Søren Agerbo, der er advokat på sagen.

"De sociale boligselskaber er benhårde i den her slags sager," mener Søren Agerbo. Men det afviser administrerende direktør i KAB Jesper Nygård.

"Det er jeg fuldstændig uenig i. Vi gør alt, hvad vi overhovedet kan for at forebygge fogedudsættelser," siger Jesper Nygård.

"Vi har knapt 17.000 restancesager om året. Af disse får ca. 10 pct. en afdragsordning og i den sidste ende er det ca. 1 pct., der sørgeligt nok ender med at blive sat ud med hjælp fra Kongens foged," siger Jesper Nygård, og fortsætter: "Det er meget vigtigt for os at forebygge, fordi udsættelser er en tragedie for den enkelte og ofte et stort økonomisk tab for boligafdelingen."

"Vi har en gebyrpolitik, der tilskynder folk til at betale og en meget hjælpsom afdragspolitik, netop for at undgå de sociale problemer, der følger af en udsættelse. Men i nogle få situationer - formentlig 10-20 gange om året - vælger vi at fastholde en sag, selvom den pågældende beboer har betalt," siger Jesper Nygård.

- Men i den konkrete sag bliver lejeren sat ud efter at have overset en enkelt skrivelse?

"Ja, det kan se underligt ud, men det er svært for mig at kommentere på en konkret sag. Desværre har vi måttet træffe det valg at få sagen afprøvet ved en domstol, og her blev beboeren dømt til at flytte. Men det er ganske få sager, hvor vi på denne må-de fastholder et krav om udsættelse. Det er vigtigt, at man forstår, at det er en hårfin balance mellem den enkelte beboer og fællesska-bet. Disse beboere skal der også tages et hensyn til, el-lers falder fællesskabet fra hinanden," siger Jesper Nygård.

Snyd med vasken

Kenneth Schøn medgiver, at han har været bagud med betalingen en del gange. En enkelt gang tidligere er han også blevet truet med at skulle flytte, men dengang tabte KAB sagen og trak udsættelsen tilbage.

"Jeg har altid betalt, når den første rykker er kommet efter 14 dage," siger Kenneth Schøn.

Når KAB holder fast denne gang, mener Kenneth Schøn, at det skyldes en tidligere sag, hvor den lokale boligbestyrelse beskyldte ham for at snyde sig til at vaske gratis på vaskeriet over en længere periode. Han blev ikke dømt, men sagen er medvirkende til, at KAB gerne vil af med Kenneth Schøn.

Samvær med børnene

Det er børnene, der holder Kenneth Schøn i gang.

"Det er nok også derfor, der ser sådan ud, som der gør," siger Kenneth Schøn om lejligheden, der er fuldstændig ordnet og pæn.

Han elsker at være sammen med sine børn.

"Selvom man er træt, så skal man bare finde energien, når det gælder børnene."

Oprindelig var børnene med til, at Kenneth Schøn fik lejligheden på Amager. Efter skilsmissen fik moren deres fælles lejlighed, og Kenneth Schøn levede i længere tid hos venner og sov ind i mellem i sin bil. I den periode var det svært for ham at se sine børn, og Kenneth Schøn fortæller, hvordan hans søn led under det, fordi de er tæt knyttet til hinanden. I første omgang kunne Kenneth ikke få hjælp til at finde en lejlighed, men da sønnen blev syg, gik det pludseligt stærkt, og Kenneth fik tilbudt den lejlighed, han nu skal flytte fra.

Nu er han bange for, hvordan det skal gå med at se børnene, hvis han ryger ud af lejligheden.

"Det er jo heller ikke fordi jeg har det store netværk, der kan hjælpe med et nyt sted at bo," siger Kenneth Schøn.

"På sin vis er jeg pisse ked af det."

- Hvad gør du, hvis fogeden kommer den 15. januar?

"Det ved jeg ikke. Det kan jeg slet ikke tænke på."

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu