BLIVER PAKISTAN et nyt Afghanistan? Spørgsmålet har luret i pressedækningen af mordet på Benazir Bhutto: Vil vi se en så total opløsning, og at Taleban får totalt frit spil over grænsen? Vil 2008 byde på så stor nedsmeltning, at der er brug for endnu en international intervention i regionen?
Svaret er, at Pakistan ikke er en fejlslagen stat i begrebets sande forstand. Pakistan er ikke Rwanda, ikke Congo og ikke Afghanistan. Det er et land med stærke institutioner som en kritisk presse og et retssystem, der trods gentagne overgreb, hævder sin integritet. Og det er et land med en befolkning, der fastholder, at Pakistan, trods forfatningens dedikation til islam, ikke skal styres af religiøse partier. Islamisterne er en splittet flok, og under 10 procent af befolkningen så meget som overvejer at smide et kryds i deres retning. De kan levere stof til imponerende nyhedsklip fra Den Røde Moske, men er meget langt fra noget, der lugter af magt i Islamabad.
At Pakistan har den institutionelle basis for et demokrati, så vi i foråret, da Musharraf fyrede højesteretspræsident Ifthikar Chaudry. Advokater gik på gaden og medierne blev ved med at rapportere om det, til myndighederne trak stikket ud. Chaudry blev genindsat.
PAKISTAN ER IKKE en fejlslagen stat, men det er en dysfunktionel stat. Paradokset er, at den indlejrede fejl er præcis den samme, der vil blive ved med at garantere, at landet ikke falder fra hinanden. I halvdelen af det unge lands historie har militæret haft magten, og det kan også sikre det mod den type opløsning, som man har set i Afghanistan - selv hvis alt andet fejler. Pakistan er i al sin iboende tragik i en vedholdende pendulfart mellem demokrati og diktatur, men snoren holder. Så nej, Pakistan er ikke et nyt Afghanistan og da slet ikke et kalifat in spe. Men det er et land, der har været så grueligt meget ondt igennem, og som heller ikke denne gang fik reel forandring ud af endnu en død leder.
OPPOSITIONEN BENYTTEDE ikke lejligheden til at vriste det største parti ud af Bhutto-dynastiets feudale greb og styrke den kim til den ny politikerklasse, som vi under forårets protester så, kunne få en chance for at vokse sig til et reelt alternativ.
2007 har været et grimt år i Pakistan. I de seneste fem måneder har mindst 400 civile mistet livet i angreb og nye efterretninger viser, at både al-Qaeda og Taleban i stadig stigende grad har vendt blikket mod landet.
2008 bliver sandsynligvis også et uskønt år i pakistansk politik, når en korruptionsplettet ex-premierminister, en general, en teenager i England og hans far skal lede vejen. Kønt er det ikke, men Pakistan bliver ikke et nyt Afghanistan og det er farligt at lade den forudsigelse snige sig for godt ind. Forestillingen om Pakistan som et land på randen af totalt sammenbrud er der for mange, der har interesser i, herunder Musharraf, islamisterne og entreprenante segmenter i og omkring Det Hvide Hus. De trives alle alt for godt, når demokratiet og civilsamfundet dømmes ude.
