Offentligt ansatte forsikrer sig mod storkonflikt

Udsigten til en stor-konflikt får medlemmerne til at strømme til fagbevægelserne. Hos Dansk Sygeplejeråd er tilslutningen firedoblet i løbet af december, mens FOA har fremgang for første gang i 10 år

Imens statsministeren og fagforbundene skændes om, hvorvidt de offentligt ansatte skal have et markant lønløft, så strømmer medlemmerne til fagforeningerne.

Medarbejderne har nemlig forstået budskabet fra såvel fagforeningsbosser som arbejdsmarkedseksperter: Risikoen for storkonflikt truer - og uden medlemskab ingen strejkeunderstøttelse. Derfor hiver stadig flere ansatte gerne et par hundrede kroner ud af budgettet til at forsikre sig for. Hos Dansk Sygeplejeråd udløb fristen for strejkestøtte i mandags, og mens forbundet normalt får 20-30 indmeldinger på en måned, aktiverede hele 200 sygeplejersker deres medlemskab i december.

"Ingen har ønsket at skjule, at vi går ind i overenskomstforhandlinger, som er rigtig vanskelige. Der er potentiel mulighed for en konflikt, og vi har fundet det vigtigt at signalere, at det gør en forskel, om man er medlem eller ej," siger næstformand Grete Christensen.

På sin hjemmeside advarer forbundet om, at man i tilfælde af konflikt risikerer at stå uden løn - eller må nøjes med dagpengesatsen, hvis man er medlem hos Kristelig Fagforening. Og den advarsel har altså virket.

Første succes i 10 år

En eventuel konflikt ventes at kunne blive aktuel fra april, og også hos fagforbundet FOA udløb fristen for tilmelding den 31. december. Her er tallene endnu ikke gjort op, men ifølge pressechef Jens-Jørgen Krogh forventer man en stigning på omkring 2000 nye medlemmer.

"Vi har set en klart stigende interesse især i december. Og for første gang i 10 år forventer vi en samlet medlemsfremgang i 2007," siger han.

Pressechefen peger på, at en øget serviceindsats med tilbud om blandt andet at gå medlemmernes lønseddel efter i sømmene har givet forbundet succes.

"Men også risikoen for en storkonflikt har betydet en markant medlemsfremgang. Folk er interesserede i den tryghed, som vi kan give dem," siger Jens-Jørgen Krogh.

Og hos Dansk Sygeplejeråd er man godt tilfreds med de mange nye medlemmer. Jo flere ansatte, foreningen har i sin stald, desto større gennemslagskraft, når konflikten spidser til, påpeger Grete Christensen.

"At vi har kunnet påberåbe os en stor andel medlemmer, gør, at arbejdsgiverne ved, at vi har fat i den lange ende," siger hun.

Hverken hos HK/Kommunal eller 3F's Offentlige Gruppe har man oplevet tilsvarende fremgang i medlemstallet, men det kan meget vel skyldes, at fristen for tilmelding og dermed strejkeunderstøttelse under en forårskonflikt først udløber 1. marts .


Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på information.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m. Tilmeld dig her