Selv om danskernes tv-forbrug generelt er under pres fra internettet, er der uventede gode nyheder til tv-stationerne. Tv-seningen steg nemlig i andet halvår af 2007, hvor hver dansker i gennemsnit brugte to timer og 27 minutter foran husalteret hver eneste dag, skriver Business.dk. Set over hele året, er forbruget dog stadig faldende. Det viser de seneste tal fra Gallup TV-Meter.
"Set i lyset af alle dommedagsprofetierne om, at de nye medier overtager det hele, er det meget positivt, at niveauet ser ud til at være stabilt," siger Majbritt Krogh, analyse- og mediedirektør på TV 2 til Business.dk.
De nye medieplatforme har endnu ikke fået danskerne til at slukke for de traditionelle fjernsynskanaler. I stedet er tv-forbruget blevet bredt ud på langt flere kanaler, hvilket blandt andet har medført, at TV2's hovedkanal mister en kritisk seermasse. Ikke mindst i andet halvår. Den nye TV 2-ledelse har også udnævnt de faldende seertal på hovedkanalen som et centralt indsatsområde i år. Selvom det er første gang i fem år, at der registres fremgang i tv-seningen, advarer Mikael Ostenfeld, tv-direktør for mediebureauet Carat, mod at overvurdere udviklingen. "Mange har haft travlt med at erklære tv dødt, og derfor er det selvfølgelig interessant, at tv-seningen er vokset i andet halvår. Men man bør kigge på udviklingen over hele året og i et endnu længere perspektiv. På kort sigt er tilbagegangen ikke dramatisk, men det er på 10 års sigt," siger Mikael Ostenfeld.


