CIA skal undersøges for lovbrud

Siden Water-gate-affæreni midten af 1970'erne har det været praksis, at når amerikanske embedsmænd begik ulovligheder, så var det alvorligste ikke selve forbrydelsen - straffet blev især dem, som forsøgte at hindre forbrydelsens opklaring.

Denne regel vil tilsyne-ladende igen blive bekræftet med en efterforskning, som det amerikanske justitsministerium har indledt, fordi videobånd med CIA's tortur af formodede al-Qaeda-ledere er blevet destrueret.

I onsdags bad justitsminister Michael Mukasey en jurist fra forbundsregeringens anklagemyndighed gennemføre en formel undersøgelse ud fra den antagelse, at et lovbrud fandt sted, da båndene blev slettet.

Søgelyset rettes altså ikke imod dem, som gennemførte og godkendte tortur af fanger. Det kan bestemt ikke udelukkes, at mulige brud på amerikanske love og internationale konventioner i den forbindelse vil blive konstateret undervejs, men det er ikke oplagt, at slige afsløringer vil medføre anklager. Årsagen er, at bødler samt deres overordnede kan hævde, at de handlede i god tro, fordi ledende jurister i justitsministeriet og præsidentens juridiske rådgiver, endog præsident Bush, havde godkendt behandlingen.

Frikendt på forhånd

I efteråret 2001 var disse jurister optaget af ét spørgsmål: Hvordan kan amerikanske ledere undgå straf for krigsforbrydelser i kampen mod terrorister? De fandt en løsning, som på forhånd kunne frikende præsidenten og hans underordnede.

I et dokument dateret 9. januar 2002 konkluderede justitsministeriet, at Geneve-konventionerne med forbud mod tortur ikke ville forpligte hverken det amerikanske militær eller præsidenten juridisk i konflikten med al-Qaeda og Taleban. I et memorandum til præsident Bush dateret 25. januar 2002 beskæftigede hans juridiske rådgiver, senere justitsminister Alberto Gonzales, sig indgående med fordelene. Han påpegede, at USA kunne opnå "fleksibilitet" i sine handlinger, hvis konventionen blev tilsidesat. Man kunne, skrev Gonzales, "skabe et rimeligt juridisk grundlag" for, at også amerikansk lov på feltet blev irrelevant, "hvad der vil give et solidt forsvar imod enhver fremtidig retsforfølgelse".

I de følgende år fortsatte diskussionen mellem regeringens jurister. Det relevante kontor i justitsministeriet fik i efteråret 2003 en ny chef, Jack Goldsmith. Trods kraftige protester fra bl.a. vicepræsidentens nære medarbejder Dave Addington gennemførte Goldsmith en nyvurdering, som undergravede det juridiske fundament for tortur, men denne holdningsændring blev revideret, efter Goldsmith forlod sit embede. Uklarheden består fortsat. Den seneste justitsminister, Mukasey, sagde i forbindelse med sin udnævnelse sent sidste år, at han ikke er sikker på, hvorvidt vandtortur er lovlig eller ulovlig.

Juristerne, som ville bevare muligheden for tortur, blev især drevet af en hensyntagen til de CIA-folk, som i god tro begik tortur. Det er tidligere sket, at ansatte i CIA er kommet ud i juridisk uføre, fordi de har begået ting, som senere er blevet anset for lovbrud. Nogle i tjenesten anså tortur for et problem, som kunne eksplodere, hvis politikerne og opinionen ikke længere stiltiende ville godkende denne praksis. Der var folk i CIA, som hemmeligt gik til journalister, så den farlige adfærd kunne blive afsløret og stoppet tidligt. Der var andre, som sent i 2002 fattede, at videobånd med torturscener var et bevismateriale, som kunne skade tjenestens ansatte og CIA generelt, så de fik optagelserne stoppet og arbejdede for, at de eksisterende bånd skulle slettes.

Men, som Jack Goldsmith, nu citeres for: "Præcist, hvad de frygtede, sker nu. Tiderne er skiftet, og de gensidige beskyldninger er begyndt."

Syndebukke

Det vil dog stadig virke underligt, hvis CIA-folk anklages af justitsministeriet for tortur, som ministeriet selv har godkendt. Så det mulige "lovbrud" er, at videobåndene efter tre års debat i Bush-regeringen blev slettet i november 2005 efter ordre fra den daværende chef for CIA's hemmelige operationer, Jose Rodriguez. Man må ikke ødelægge bevismateriale, og båndene kan være relevante i en hel stribe retssager. Desuden har formændene i kommissionen, som undersøgte terrorangrebet den 11. september 2001, kaldt det "obstruktion", at de trods flere anmodninger ikke fik båndene udleveret - i dette tilfælde kan foragt for Kongressen være en mulig anklage.

Det er et stort apparat, som sættes i gang. Kongressen indleder den 16. januar høringer, hvortil bl.a. Jose Rodriguez er indkaldt. Agenter i forbundspolitiet FBI vil opsøge tidligere og nuværende ansatte i CIA. Mange må, for egne sparepenge, hyre advokater. Desuden vil pressen gå på jagt. Luften vil blive tyk af gensidige beskyldninger: Var Kongressen informeret, og hvornår skete det? Hvem advarede imod at slette båndene i løbet af de tre års debat, og hvem var for? Vil CIA passivt affinde sig med at blive syndebuk?

Der vil utvivlsomt være kilder og kritikere, som påpeger, at adskillige fanger er døde i CIA's og det amerikanske militærs varetægt, og at stort set ingen ansvarlige er blevet retsforfulgt. Der vil også være folk, som peger på, at miserens start er de juridiske overvejelser fra januar 2002 og præsidentens åbenbare medansvar. Men det vil være overraskende, hvis andet end nogle CIA-officerers rettidige omhu i selvforsvar og diverse løgne i den forbindelse bliver taget op ved domstolene.