1) Cepos er ikke neoliberalt.
Og for resten hvad er "neoliberalisme", udover et smart udtryk der minder om neonazisme, så man kan shame sin modstander?

2) Fodbold handler ikke om held, men om evner. Så længe dommeren er upartisk, er det vindende hold altid det bedste. Det hold der tabte var ikke gode nok til at score, længere er den ikke. Jamen den ramte overlæggerne, det regnede, vi havde vinden i ryggen…dårlige undskyldninger.

3) "Man skal belønnes for flittighed og dygtighed, og det sikrer lighed for loven, mener de. Men det er en fiktion. Hvem der klarer sig bedst afhænger af lovenes udformning… som klarer sig bedst i samfundet under en hvilken som helst udformning af lovene. "

Jeg kunne ikke have sagt det bedre, jo flere love, regler og omfordeling jo mere uretfærdigt et samfund! Det tog sin tid, men statskundskab er ved at komme efter det. Og for resten, det argument, er vist det samme som Ågerup skriver i sin bog og siger i en række artikler + interviews, mindre regulering, mere velstand.

Enkelte skribenter her synes at overse det faktum at love og omfordeling faktisk er i de stærkes interesser, idet opretholdelsen af et minimums grundlag for eksistens forhindrer stasis og opretholder den sociale orden i et samfund. Det er bl.a. derfor man udbetaler arbejdsløshedsunderstøttelse og bistandhjælp det er ikke for folks blå øjnes skyld.

Men Søren Nørbak foretrækker tilsyneladende den model der hedder hver man hver sin maksinpistol. Men Søren hvordan vil beholde din rigdom eller den rigdom som du har tænkt dig at akkumulere, hvis der ikke er lov og politi til at beskytte dig? Som Thomas Hobbes sagde så er livet uden en stat, "hårdt, brutalt og kort".

At det bare gælder om at score er noget vrøvl, for hvad nu hvis det tabende hold på sigt virkelig er det bedste og de andre var møgdårlige men bare svineheldige, og lad os sige at det er en afgørende kamp og det ene hold ryger ud, tja så har man jo fået det dårligste med i finalen og var det det man ville? Når der er tale om fodbold, så kan det jo ikke være anderledes, men set i en større samfundsmæssig helhed, så kan de være værd at undgå sådanne former for dysfunktionaliteter og minimere helds indflydelse.
Bl.a. derfor vi stadigvæk har gratis uddannelser herhjemme, netop for at sikre os at talenter som måske ikke har haft held nok til at blive født ind i en rig famlie stadigvæk kan få umulighed for at bruge deres potentiale.

Endelig hvorfor hedder det Neoliberalisme? Jo fordi det er en særlig form for liberalisme som opstod sammen med Milton Friedman og som fokuserer ensidigt på økonomi og kapitalakkumulation. Det er jo fx. præcis sådan som Fogh Rasmussen og Co. praktiserer den, ellers kunne de vel heller ikke arbejde sammen med De Konservative, den oprindelige liberalisme som en ide om grundlæggende personlig frihed er forsvundet undtagen på det økonomiske område, og udgør nu en særlig form for statskapitalisme a la den man så i USSR og den man ser i Kina.

Søren Nørbak skriver:
> 1) Cepos er ikke neoliberalt.
> Og for resten hvad er "neoliberalisme", udover et smart udtryk der minder
> om neonazisme, så man kan shame sin modstander?

Jeg forstår heller ikke det hedder neoliberalisme, det er jo old-school 1900-tals liberalisme, der er ikke så meget nyt over det....

> 2) Fodbold handler ikke om held, men om evner. Så længe dommeren er
> upartisk, er det vindende hold altid det bedste. Det hold der tabte var ikke
> gode nok til at score, længere er den ikke. Jamen den ramte
> overlæggerne, det regnede, vi havde vinden i ryggen…dårlige
> undskyldninger.

Ikke korrekt. Du forudsætter lige muligheder, hvilket ikke er korrekt. Der kan være en dårlig spiller på et godt hold, er det "fair" at han vinder? Er det derudover fair at man kun måler på en egenskab? Der er i øvrigt noget der hedder en fair-play pris, er den også med i fodbold/liberalisme analogien?
Jeg gætter på at de dårlige undskyldninger du skriver, i virkelighedens verden svarer til "min far var voldelig alkoholiker, min mor var depressiv, fattige forældre og andre "dårlige undskyldninger" for at man ikke har været i stand til at fokusere på de økonomiske egennytte maksimerende sider af livet?

> 3) "Man skal belønnes for flittighed og dygtighed, og det sikrer lighed for
> loven, mener de. Men det er en fiktion. Hvem der klarer sig bedst
> afhænger af lovenes udformning… som klarer sig bedst i samfundet
> under en hvilken som helst udformning af lovene. "

> Jeg kunne ikke have sagt det bedre, jo flere love, regler og omfordeling jo
> mere uretfærdigt et samfund! Det tog sin tid, men statskundskab er ved at
> komme efter det. Og for resten, det argument, er vist det samme som
> Ågerup skriver i sin bog og siger i en række artikler + interviews, mindre
> regulering, mere velstand.

Mange af lovene i det neoliberale regi har til formål at modvirke omfordeling (/dynamik) af ressourcerne. De har til formål at sikre akkumulation af velstand. Det kan godt være at der kommer flere "penge" eller mere "velstand", men disse penge og denne velstand bliver fordelt mellem få hænder.

Hvis fodbold analogien skal køres videre, så handler det om at det kun er 1. pladsen der får penge når sæsonen er afsluttet (alle pengene, også de fleste billetindtægter osv. fra de andre hold). Sæsonen efter har det vindende hold flere penge end de andre hold. Dette medfører at de kan købe bedre spillere, trænere eller andre forudsætninger for at de også bliver vinderne den næste sæson.
Dette mener jeg ikke er fair, for allerede efter første sæson, så er forudsætningerne for det i første omgang bedste (eller heldigste) hold bedre end resten af holdene.
Er det fair/retfærdigt eller skal pengene fordeles (på en eller anden måde) mellem holdene ved sæson-afslutning så der ikke sker denne øgede forudsætningsforskel eller akkumulation af ressourcer der forvrider "ligaen" og medfører at vi har et eller to hold der høster udbyttet og resten af holdene der kæmper om håndører.

Neoliberale har det med at kun tænke et skridt frem, kun at addere og helt glemme at tænke induktivt og trække fra.

Mvh. Martin

PS. Er fodboldholdet en person eller et antal personer?

Tak til Benny for en god analyse. Du har fuldstændig ret. Mange af de der påberåber sig at være liberale (herunder landets statsminister) har ikke forstået at begrebet dækker over langt mere end den enkeltes ret til at berige sig på kolektivets bekostning. Den personlige frihed er dermed i neoliberalisternes øjne inherent knyttet til den private ejendomsret.

Rigtig liberalisme handler i mine øjne især om at sikre den personlige frihed, handlemuligheder og udviklingsmuligheder for de der ikke nu og her ejer noget. Individets frihed til at forme sit eget liv skal netop adskilles fra den private ejendomsret. Liberalisme handler desuden om etnisk ligestilling, om relegionslighed og om at bryde sociale arvsmønstre. Fogh's neoliberale DK lever ikke op til noget som helst af dette!

Jeg har gennemlæst kommentarerne på Ågerups analogier til fodbold som en spejling af regler og livsbetingelser i det virkelige liv. Jeg savner klart at nogen påpeger at han ganske overser ,hvad det er der betiger at klubber som Real Madrid og manchester United altid befinder sig i front blandt de dygtige og heldige. Det er jo hverken spillerne eller træneren der har den afgørende indflydelse på resultaterne , de økonomiske og politiske interesser der står bag er jo den virkelige spejling af markedsbetingelserne i det evige liv. Seneste eksempel kunne ses i tv-udsendelsen af Laudrupfamilien. Da barcelona havde vundet mesterskabet i 4 år i træk købte Real Madrid Michael Laudrup og et par andre af de beste og vupti så vandt de mesterskabet .
Det frie marked er jo kun på overfladen et spil med regler som er ens for alle , med retfærdige retsinstanser som hjælper dem som evt. bliver tacklet ureglementeret, men under overfladen , bag kulisserne gælder kun jungleloven .
Man vil have bemærket at der er en stor sag under opsejling med aftalt spil i en række internatiomale kampe . Enhver kan forstå at de enorme summer som er på spil i international fodbold betyder er behov for alle mennskets dybeste instinkter for at blive "den heldige".
Det er en karakteristisk mangel ved den neo-liberalistiske tankegang at man mener at man kan skabe ens muligheder for alle i et "frit"spil om livets goder. Kloge og heldige spillere bygger hele tiden ovenpå deres sucess og skaber sig et bedre udgangspunkt for at skabe flere fordele for sig oog får på den måde lettere ved at sejre igen.
Hvor der er vindere er der altid tabere, det er ovenikøbet sådan at der ofte kun er en vinder, resten er tabere. Eksempelvis er poker jo igen blevet et lille hyggespil ,hvor taberne jo bare skal deltage i et nyt spil og så vinder de helt sikkert.
Samfundets opgave er ikke alene at sørge for lige muigheder for alle , det må også begrænse junglelovens skadevirkninger ved at stække de begavede og kreative mennesker som ikke kan styre deres lyst til magt og mere magt trangen til at kontrollere sin omverden og styre tingene lige drhen hvor jeg ønsker det. Vladimir Putin er vel set i et neoliberalt lys bare en rigtig god centerforward, der forstår at profilere sig og tilfældigvis bliver den der scorer alle målene, simpelthen fordi han er den dygtigste, hvorfor skulle man dog stække et sådant talent.
Jeg synes det er dybt deprimerende at folkene omkring tænketanken CEPOS tilsyneladende selv tror på ideerne om at det frie marked løser alle problemer . Den samlede verdenshistorie synes være en klar dokumentation for at det på ingen måde skaber lige betingelser for alle.
Skal jeg være venlig overfor dem må jeg formode at de formår at lide af en gigantisk fortrængning,ellers er det jo evident at de taler mod bedre vidende , i håb om at det sikrer dem en position i toppen af samfundet, for når alt kommer til alt er det jo der vi skal hen ,ikke? og der er jo mikke plads til alle.

Tak til Christian Rostbøll for den udmærkede analyse. Den vigtigste pointe gemmes dog til sidst: "Med hensyn til fodbold har Ågerup ret i, at de fleste af os ikke går så meget op i reglernes udforming, men er meget optaget af, at dommeren er upartisk. Men når det kommer til de love, som bestemmer fordelingen af samfundets goder, forholder det sig anderledes. Vi er interesseret i, at lovene er retfærdige, og ikke blot i at alle behandles lige i forhold til dem."

Ågerups fodbold-analogi er fuldstændig misvisende, bl.a. fordi en kapitalistisk økonomi ikke er indrettet efter regler som vi vil betegne som retfærdige.

Hvis man endelige skulle sammenligne med fodbold, så svarer det til at man skulle have en regel om f.eks. at en spillers mål skulle ganges med den pris klubben har betalt for at købe ham. Altså at jo dyrere spiller, jo mere tæller de mål han scorer. Det ville simulere det kapitalistiske princip om at belønne efter formue, ikke fortjeneste.

Cepos: "Den enes succes er den andens" (den ene er privatøkonomisk aktør, den anden er offentligt ansat. Red)

Statsministeren: "Vi har nu så meget økonomisk vækst, så vi skal passe på, at den ikke bare koger over. Derfor er der ikke plads til (at dem som ikke bidrager til den form for succes, som er den andens succes, skal have mere del i den store succes. Red.) mere succes til den anden. Der er altså grænser for vækst! (men kun for den, som aldrig har været nogen succes. Red.)

Cepos: ”Incitamentet i væksten er ulighed. Og da væksten er den eneste formålsmæssighed, der kan registreres økonomisk, skal dem, hvis succes kun afhænger af andres succes, selvfølgelig ikke have for meget, for det hæmmer væksten. Man er klart nok nødt til at skære i overførslerne fra de succesrige til taberne, for ellers så forsvinder den forskel, som driver det hele.”
(Den slags argumenter sælger bedre i nogle sammenhænge end i andre. Red.)

Vækstfilosofien fungerer som den økonomiske tænknings egen mulighedsbetingelse. Den økonomiske betragtning går på vurderingen af, hvad der kan betale sig, sat i lyset af hvad der absolut ikke kan betale sig. Og det kan klart nok ikke betale sig at standse væksten i økonomisk forstand. Det faktum at denne form for vækstfilosofi kun danner mening på sit eget autistiske plan, det kan man ikke forvente forståelse for inden for selv samme filosofi.

Derfor forbeholder dens tilhængere sig retten til at censurere i de informationer, som indikerer vækstens negative virkninger:

Danmark har den største CO2-udledning per indbygger i Europa – ja, faktisk ligger vi efter alt at dømme i top-10 i verden på listen over klimasvin.

Det fremgår af tal fra Danmarks Statistik, der i modsætning til de gængse klimaopgørelser medregner udledningen fra skibsfart og luftfart.

På de hidtidige opgørelser – uden skibe og fly – er vi blot omkring nummer 24, men fordi vi har en usædvanlig stor skibsbranche i forhold til vores indbyggertal, er vores reelle forurening per indbygger langt større.

Samtidig viser tallene, at den danske CO2-udledning er fulgt med den økonomiske vækst.

Det underminerer det argument, som statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) og klimaminister Connie Hedegaard (K) rejser verden rundt med:

De to ministre fremhæver over for skeptiske statsledere fra store CO2-udleder-lande, at Danmark siden 1990 har haft kraftig økonomisk vækst – på 30 procent – men samtidig har holdt CO2-udledningen i ro. Læren er, at det kan lade sig gøre at ’afkoble’ CO2-udledning fra økonomisk vækst.

Men historien er baseret på CO2-udledning fra Danmarks husholdninger og erhverv eksklusive skibsfart og luftfart – fordi skibsfart og luftfart er undtaget fra Kyotoprotokollens CO2-opgørelser.

»Men skibsfarten og luftfarten er jo ikke undtaget fra opgørelserne over den økonomiske vækst. Når skibsfarten og flytrafikken medregnes fuldt ud i CO{-2}-opgørelsen, har der ikke fundet nogen afkobling sted«, siger Peter Rørmose Jensen, specialkonsulent i Danmarks Statistiks afdeling for nationalregnskab.

Men Connie Hedegaard: Når man regner skibsfart med, ser det danske CO2-regnskab temmelig dårligt ud, i forhold til det I fortæller rundt om i verden.

»Vi har ikke lagt skjul på, at når vi taler om afkobling, er det i forhold til det, der er med i Kyotoprotokollen…«.

Men så bliver det sværere for jer at argumentere for, at man kan koble sin CO2-udledning fra sin økonomiske vækst. Og dermed sværere at overbevise lande som USA og Kina.

»Der er så mange ting, der er svært…«, siger Connie Hedegaard.