Du bør være glad. For du er født i et mærkeligt lille land, hvor enhver kan gribe chancen for at blive verdens lykkeligste mand. Det ved vi fra gruppen TV2’s Steffen Brandts sang om denne mand.
Men vi ved det også fra mere objektive kilder: Ifølge den ene efter den anden internationale måling er du ikke alene om at være glad og lykkelig. Danmark er verdens lykkeligste land. Men hvorfor ka’ vi det der med at blive lykkelige? Ja, vi har vel alle vores måder at blive lykkelige på - eller i det mindste at leve et liv, som ikke er så ringe endda. Nogle danskere, ja faktisk flere og flere, griber for eksempel til lykkepiller for at holde livet ud.
For nyligt fortalte nye OECD-tal os, at vi har den største vækst i brug af lykkepiller. Og eksperter vurderer, at der samlet set er ganske mange brugere af lykkepiller i Danmark.
Lykkepille-nation
Mellem 200.000 og 300.000 danskere har depression og mere end 200.000 skulle være i behandling med de nye antidepressive midler. Og ikke alene bliver pillerne brugt af mennesker med depression, de bliver også brugt af andre mennesker til andre daglige skavanker med at få hverdagen til at hænge sammen. Skavanker som vi - uanset deres størrelse - ikke vil finde os i; for vi finder os ikke i at have det dårligt. Vi finder os i velbefindende: “Alt andet er fan’me for dårligt”. Ved - med denne attitude - at lægge afstand til enhver form for lidelse kommer vi helt på linje med WHO’s definition af sundhed som en tilstand af fuldstændig fysisk, psykisk og social velbefindende og ikke blot en tilstand uden invaliditet og svækkelse.
I Politikens kronik “1. bud: Du skal ikke føle dig urask” den 13. februar 2004 skriver professor Lars-Henrik Schmidt fra Aarhus Universitet, at WHO’s definition netop minder ham om en definition på lykke og ikke på sundhed. Og han tilføjer, at denne lykkefølelse hænger sammen med det at føle sig rask, ikke at være sund. Mit bud er, at det er denne grundlæggende forandring fra at ville fremme sin sundhed og til at ville fremme sin raskhed, som gør sig gældende - også når, vi taler om brugen af lykkepiller.
Sund og rask
I 1990’erne voksede ideen om sundhedsfremme sig stærk. Det handlede om at få den enkelte til at beskytte sig mod sygdom. Målet var at beskytte den kollektive sundhed. Midlet var at vejlede og motivere den enkelte til en sund livsstil. Rationalet var - og er - at det er muligt først at omsætte statistisk information på populationsniveau til viden, og dernæst viden til handlekompetencer. Vi møder indsatsen for at fremme sundheden, når vi bliver oplyst om, at vi ikke tager informationer om risikoadfærd alvorligt nok. For nyligt fik vi at vide, at 200.000 danskere har sukkersyge - type 2 diabetes - uden at vide det. Det betyder, at lægevidenskaben har en viden om os, som er overlegen i forhold til den enkeltes følelse af at være rask.
Men i 00’erne stiller sagerne sig anderledes. Nu er vi mere til følelser. Sloganet “jeg føler mig rask, altså er jeg” har bedre vilkår end sloganet “At være eller ikke være sund”. Af samme grund gør idéen om at fremme sin lykke, altså sin raskhed, sig stadigt mere gældende. Raskhedsfremme handler om, at den enkelte udfolder sin raskhed ved at bruge lægemidler som hjælp i hverdagen.
Formålet er at holde den personlige livsstil kørende på optimal vis. Det er ikke længere statens tilbud til borgerne om sundhedsydelser, som vi lader os nøje med. Nej, nøjsomhed er ved at blive overhalet af brugerens forsøg på at fremme sin raskhed.
I takt hermed mener et stort flertal af danskere, at det er i orden at bruge lægemidler som lykkepiller - som livsstilspræparater - til at reducere stress, tage toppen af generthed, eksamensangst, nedsætte frygten for at tale i store forsamlinger etc.
Det lille mærkelige lands, Danmarks, forebyggelsesstrategier er ganske enkelt ved at ændre sig. I 1970’erne ville vi forebygge ved at kontrollere miljøet, mens vi 1990’erne ville have det enkelte individ til at passe på sig selv: Det vil sige til at passe på sig selv for ikke at blive belastet, men også for ikke at blive belastende for velfærdssamfundet. I dag, i 00’erne, er sloganet ikke mere at passe sig selv, nej i stedet handler det om at have det behageligt med sig selv. At føle sig rask. Vi har at gøre med fremkomsten af et individ præget af en selvgodhed, som vi næppe før har set magen til. Selvgodheden går som oftest under dæknavnet selvværd, der lader sig opretholde ved at bruge forskellige former for raskhedsfremmende ydelser fra det offentlige servicesystem.
Er lykkejagt dårligt
Konsekvensen af denne udvikling er, at det offentlige system havner i en identitetskonflikt mellem at være et sundhedssystem med sundhedspersonale og at være - det vi med uvante ord kunne kalde - et lykkesystem med lykkepersonale, der skal fremme den enkeltes raskhed. Sundhedssystemet orienterer sig efter systemfastsatte definitioner af, hvad det vil sige at være sund og (i risiko for at blive) syg. Raskhedssystemet er derimod et servicesystem, der orienterer sig efter de enkelte brugeres raskhedsfølelse eller mangel på samme. Pointen er, at konflikten søges dæmpet ved at tale om det rummelige sundhedsvæsen eller ved at appellere til brugerne om selv at tage ansvar for sit velbefindende. Det gør vi så, os brugerne, ved i rigt mål at gøre brug af ydelser som lykkepiller.
Er der noget galt i det? Er der noget galt i at behandle med lykkepiller? Der sker vel blot det, at de fleste personer på lykkepiller bliver gladere for sig selv - og dertil kommer, at deres omgivelser også sætter større pris på deres selskab. Kort sagt en ren win-win-situation. Ja, men desværre er der for meget at tabe ved at vinde så meget.
Eller med andre ord så er det nuværende forbrug af lykkepiller et problem, fordi pillerne vinder for voldsomt indpas ved at virke for godt. Problemet er, at pillerne virker præcis i den ønskede retning, generte personer bliver mere udadvendte, personer med lavt selvværd får det bedre med sig selv etc. Sagt på anden vis, så er min bekymring ikke, at folk får overraskelser i livet. Min bekymring er, at de kan få lige præcis det ud af livet, som de ønsker. Brugen af lykkepiller bidrager til den sidste opfattelse.
Fri for lidelse
Brugen bidrager til at gøre lidelse til hver mands eje. Jeg lider, altså er jeg, bliver det nye mantra. Og ulykken er, at kravet om lidelsesfrihed gøres til et hverdagskrav. Vi vil leve uden de anstrengelser det kræver at vente på, at noget går over næsten af sig selv.
Hverdagen er jo også begivenheder, der får det til at lysne - som bortvejrer det eksistentielle ubehag, man har siddet fast i. Hverdagen er kendt, men det er også velkendt for os, at noget nyt opstår rundt om det velkendte hjørne. Hverdagen er gentagelser, er kedelig, opmuntrende, er nedture og opture i en skøn eller uskøn blanding.
Det er denne hverdag, vi skal finde ud af at holde af igen. For noget tyder på, at vi er blevet lykkejagere - at vi vil have den momentane lykke til at være vores hver dag. Det er en frygtindgydende misforståelse. Konsekvensen er, at en særlig krævende hjælpeløshed er i gang med at udvikle sig i forhold til det offentlige. Kravet om fuldstændigt velbefindende, ja kravet om lykke som lidelsesfrihed kan derfor hurtigt vise sig som udtryk for, at vi ikke kan klare normale kriser - det glade vanvid.
Professor, dr. theol. Johannes Sløk skrev i 1996 kronikken Lidelse er en menneskeret. Her argumenterede han for, at vi selvfølgelig skal gøre noget ved en hel række konkrete lidelser, men ikke gøre lidelse som sådan til et problem.
I stedet mente han, at vi burde tale om glædens, lykkens og velværets problem. Ifølge Sløk er det tragisk, hvis vi kun oplever glæder og fornøjelser, altid har det godt og aldrig bliver ramt af den mindste ulykke. Fordi så ender vi som glade grise, det er meget ubehageligt at omgås, og som bliver stadigt mere overfladisk og lallende.
Kort sagt vil vi ikke befinde os særligt godt sammen med dette lykkelige menneske. Det er for meget af det gode. Vi må finde en måde at være vores lidelser værdige på.
Claus Holm er prodekan for formidling, Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, Aarhus Universitet
Kommentarer
I følge Politikens Nudansk ordbog så stammer navneordet lykke fra nedertysk lucke, gelucke, fællesgermansk galukki ‘det at noget lukker sig’ vist afl. af gal[kan, l[kan ‘lukke’; opr. betydning måske ‘den måde hvorpå noget lukker sig el. falder ud’.
Kan være at ordets etmylogi indikerer og illustrerer ganske tydeligt, at lykke hører til i egoets sfære - altså en ret så lukket foreteelse, modsat fx. hjertelighed der bl.a. indikerer og rummer venlighed, hengivenhed, taknemmelighed, kærlighed, nænsomhed.
Alt dette vi, vi, vi - som om “vi” var en homogen masse, er ulideligt.
Stærkt ubehag ved at læse denne artikel. Ved denne Claus Holm overhovedet hvad det vil sige, lidelse? Hvis lykkepiller virkelig kunne hjælpe, hvis der fandtes noget der afhjalp, men det gør der jo ikke. Det er useriøst. Jeg er dansker, skulle jeg mene, og jeg genkender bestemt ikke dette billede. Måske er jeg slet ikke dansker? Der er en slags dekadence over denne slags fjollede, trendy “åh, så inde i tiden” artikler. Vi ved jo alle sammen han har såå ret - gør vi ikke?
Claus Holm behøver ikke bekymre sig. Han er naiv hvis han tror at man bliver lykkelig af at leve i dette egoistiske samfund hvor magthavere og de som altid har de rette meninger konstant er efter én. Man er sgu aldrig god nok som man er. Aldrig god nok til at være med nogen steder. Når livet går dårligt for én, så er der kun én der har skylden og det er én selv. Hvis folk så da bare kunne lade én være i fred. Konstant skal der moraliseres og nedrakkes. Til individets eget bedste , forstås!
Det eneste danskere er verdensmestre i, er at lade som om de er de lykkeligste mennesker i verden. Vi er blevet opflasket med det, vi skal bare være “positive” og dem der ikke er, er asociale. Det er tarveligt og illoyalt at sige man ikke er glad, at man ikke har det godt. Det kan man ikke være bekendt, det ødelægger den gode stemning.
Til Claus Holm, Prodekan for formidling:
Du skriver “Problemet med [produkt] er, at [produktet] virker præcis i den ønskede retning”.
Hva’ba? Den fik du altså ikke formidlet ret godt.
Jeg er enig i, at der kan være god grund til at tænke sig om, hvis ting generelt forekommer for gode til at være sandt. Og så kan man jo nøjes gøre det (tænke sig om). At beklage sig over, at produkter virker nøjagtig efter hensigten, giver ligeså meget mening for mig, som at klage til kokken over at maden er for perfekt!
Jeg læser derfor mest dit budskab som en temmelig klodset måde at udtrykke bekymring for, om folk bliver afhængige af [nyt produkt], ligesom folk kan blive afhængige af god mad, motion, øl, LSD, kaffe, cigaretter, nyheder og internet.
Det er ærlig talt en kronik uden substans.
“Ifølge Sløk er det tragisk, hvis vi kun oplever glæder og fornøjelser, altid har det godt og aldrig bliver ramt af den mindste ulykke”
Helt enig.
Det er egentlig ikke noget nyt, nemlig at mennesket har brug for kontraster for at værdsætte enten det ene eller andet.
De fleste er enige om at sommeren er en fantastisk årstid og mange ville sikkert ønske at det skulle være sommer hele året rundt.
Men hvis dette ønske gik i opfyldelse så tror jeg lidt at der vil gå inflation i sommeren og mennesker ville ikke værdsætte sommeren ligesom vi gør nu.
Det er efter en lang og kedelig vinter at man virkelig sætter pris på forår/sommer.
Det er det samme princip med lykke/ulykke. Jeg tror også der vil gå en slags inflation i lykken hvis vi desperat prøver at opretholde en kunstig form for lykke/velvære ved hjælp af fx antidepressiva.
Personligt forstår jeg ikke at mennesker kan finde på at tage medikamenter der ændre deres personlighed (undtaget dem der lider ar reélle diagnosticerede depressioner).
Antidepressiva er symptombehandling og det hjælper sjældent på de reélle problemer.
Jeg synes Claus Holms kronik er noget rod.
Den afslører manglende indsigt i hvad der sker, når man tager “lykkepiller”.
Jeg fatter ikke hvad der er galt i at folk forsøger at holde sig raske og undgå lidelse.
Jeg har i hvertfald haft lidelse nok i mit liv, og vil søge al den hjælp jeg kan få til at undgå yderligere. Om det bliver med eller uden medikamenter vil jeg overlade til professionelle at hjælpe mig med.
Hvad vil Claus Holm gøre? F.eks. forbyde folk at tage en kop kaffe om morgenen, hvis de føler at det kan hjælpe dem med at vågne op? Eller skal de “udleve” søvnigheden, og vente med at gå på arbejde?
Det er sandt, at lykkepiller m.v. er symptombehandling. Man skal bare være klar over, at somme tider kan symptomer være så voldsomme, at det er nødvendigt med medicin til at tage toppen af, før man kan gå i gang med en reel behandling.
Det egentlige problem bliver fortrængt i disse indlæg; det egentlige probem, er at der ER et problem at være dansker, og at danskerne ER et problem. Danskerne er et problem i sig selv. En enestående gennemført, fuldstændig og total mangel på selverkendelse er hovedproblemet.
Eksempelvis:
Danskere: “Vi er nogle brokkehoveder”.
Realitet: Vi finder os i alt og er mere autoritetstro end noget andet folk, inkl. nordkoreanere. At gå over for rødt lys på en trafiktom landevej er utænkeligt.
Danskere: Verden med USA og England i spidsen elsker os.
Realitet: Hvis de har hørt om os, tror de vi er svenskere eller tyskere.
Danskere: Vi kan tænke selv og lader os ikke binde noget på ærmet.
Realitet: Vi klæder os, handler og tænker lige som, vi tror (eller i Jylland ved)de andre gør - Fladskærmen siger Sandheden om den store verden derude, men behovet for at vide noget om den bliver egentlig mindre og mindre. Vi foretrækker vores egne pussenusse-fantasier, hvor Laura fra Matador tager Søren Ryge i hånden på vej ud i en fantastisk drømmeverden, der får selv Disneyland til at fremstå mørkt, truende og fremmedartet.
Danskeren: Ha, ha, ha - du er vist bare lidt sur i dag? Snup dog en pilsner!
Til Hansen:
Dine beskrevne “realiteter” er sjove, fordi de er rammende.
Dine udsagn om “danskere”, er også lidt sjove. Og så alligevel lidt mindre sjove end “realiteterne”. Måske fordi de rammer lidt mindre præcist, eller måske fordi der blivet skåret over en meget bred kam.
Og hvad så?
Hvad så, hvis en stor del af danskerne er smånaive, godtroende og helliger autoriteter?
Hvad så, hvis en stor del af danskerne er lykkeligt uvidende?
Indsigten (eller mangel på samme) kan være selvforskyldt, hvis den er bevidst eller ubevidst uønsket. Den kan også være betinget af arv eller miljø.
Under forudsætning af, at du har ret: At dette er danskeren (fx mig), og at danskeren under de eksisterende forhold (egne ønsker, arv og miljø) er uvidende - hvorfor skulle jeg da foretrække at være ulykkelig uvidende frem for at være lykkelig uvidende?
Ja, der er også gode sider ved at være naiv - få steder i verden er folk så venlige som i det danske offentlige rum - og NB: “Ih. hvor er vi altså sure!” tror vi selv. Det er altså selvopfattelsen, det er galt med, og forbindelsen til alkoholisme og lykkepiller er dermed oplagt. Enhver der har set et dansk fodboldlandshold gå kollektivt ned i nerver, ved at noget ikke er på plads.
Men havde det ikke været for en Fogh og Brian Mikkelsens kvalmende praleri, havde det måske ikke været nødvendigt med dette, som danskerne ville kaldet det “sure opstød”. Nietzsche, Brandes etc. var endnu surere.
… hvorfor skulle jeg da foretrække at være ulykkelig uvidende frem for at være lykkelig uvidende?
Da Buddha, så vidt vides, ikke længere inkarneres på denne planet, stiller jeg spørgsmålet videre til Dalai Lama … da han ikke læser dette, svarer jeg selv: Fordi indsigt så at sige er et gode i sig selv. Hvorfor er det det? Jo … det synes vi eller har syntes af en eller anden grund i vores kultur. Baggrunden er formodentlig, at man forestiller sig Gud som indsigtsfuld og efterlignelsesværdig heri eller som en ynder og tilhænger af indsigt på bekostning af velbefindende, med mindre de to ting kan forenes.