Før Danmarks skæbnekamp mod Spanien sidste år - det var den, vi tabte 0-3 - udtalte Jon Dahl Tomasson til både danske og spanske journalister, at højrebacken Sergio Ramos var Spaniens svage led. Efter duellen sang Jesper Grønkjær med i koret og proklamerede, at Ramos var en 'atypisk' spiller. Godt nok fik den danske winger efter eget udsagn ikke testet den unge, langhårede andalusier tilstrækkeligt, men fornemmelsen var go' nok: Ramos' styrke lå i offensiven. Nede i defensiven var der huller og forkerte løbemønstre. Når de danske briller skubbes lidt til side, lugter det godt nok af sure rønnebær. Og nu er mægtige AC Milan ude med snøren.
I mellemtiden fortsætter den 21-årige fløs fra Sevilla karrieren med stormskridt og kan sin unge alder til trods bryste sig af at være selve symbolet på madridismo. Der er tre søjler: personlighed, fysik og taktik.
På det personlige plan virker Sergio som én, der med behørig ærefrygt kender til symbolikkens konsekvenser. Her tales bestandigt om ære, kammeratskab og den næsten hellige forpligtelse til at føre den spanske kongeklubs stolte traditioner videre. Han virker såmænd også som en guttermand, begge ben på jorden, og så er han mere til hjemegnens lokkende flamenco og patos-fyldte lyrik end metropolens flimrende nutidspop. Det passer ham fint, at den tyske træner Bernd Schuster har påbudt mandskabet at høre Gipsy Kings-nummeret Alegría (glæde, red.) i fællesskab lige før kampstart. Det var nemlig Ramos' idé.
På det fysiske plan synes ungersvenden nærmest uovervindelig. Da brasilianerne for snart længe siden introducerede den hurtige og driblestærke back, som skulle agere i hele banens dybde, satte de samtidig nye standarder for fysisk kompetence. Se bare Roberto Carlos eller Milans aldrende Cafu. Fodboldfolket er blevet så vant til, at herrer som dem snildt løber solen sort på flankerne og sætter én eller to mand af mod målet. Desto mere nådesløs er dommen over den svigtende defensiv, når det ind imellem glipper for motoren, eller når kroppen kommer på den forkerte side af modstanderens angrebsbølge. Sådan noget er ofte sket for Sergio Ramos. Både oppe foran og nede bagved. Og publikum på Santiago Bernabéu elsker ham for det. Fysisk matcher han de brasilianske ikoner. Og lidt til. Så meget, at den engelske fodboldkommentator Sid Lowe kaldte Ramos for "en latterligt god atlet".
Ramos naturlige plads er højrekanten
Det var den tidligere sportsdirektør for Real Madrid, Arrigo Sacchi, som tilbage i 2005 overtalte præsidenten Florentino Pérez til at hente Ramos i Sevilla. Prisen lå på den anden side af 200 millioner kroner. Ramos, der i hvert fald på papiret stadig var teenager, var allerede kendt for at kunne spille på alle forsvarspositioner, sågar på midtbanen. Prompte kom den langlemmede andalusier ind i Reals centrale forsvar, øretævernes holdeplads. Det blev til alt for mange gule og røde kort, og for kritikerne syntes landstræner Luis Aragonés' disposition med at placere Ramos på højre backplads at være en bedre idé. Fabio Capello turde det ikke sidste år. Og det understregede blot italienerens frygt for alt, hvad der ikke smagte af defensiv betonfodbold. Da forsommeren 2007 nærmede sig, og Real Madrid tordnede løs mod mesterskabet, løsnede kynikeren dog lidt for sporerne og tøjlerne, og Ramos fik fripas til banens dybde. Det samme gjorde Carlos og David Beckham, og publikums gunst, som ellers havde ligget og slumret i kedelige hjemmebanenederlag og gabende 1-0-sejre på enlige kontrastød, var pludselig en skrålende sejrsfaktor på lægterne og bag tv-apparaterne.
Nu har Bernd Schuster lært lektien. Ramos' naturlige plads er højrekanten - atypisk eller ej - og Beckham er stærkt savnet. Og dermed er vi fremme ved den tredje søjle: taktikken.
Ejer Ramos taktisk sans? Igen og igen er spørgsmålet stillet og forsøgt besvaret især i spanske sportsaviser, hvor dén slags ting som bekendt bliver endevendt mere nidkært end katolske katekismer og amerikanske forsinkringspolicer. Svaret afhænger selvfølgelig af aktuel dagsform og fodboldfilosofiske præferencer. Bør man ikke tillade en vis defensiv spildprocent, når man omvendt får fuld valuta i angrebet? Vi taler altså om en mand, der i lange perioder var Real Madrids farligste aktiv i offensiven, ikke mindst på dødbolde. Og hvis nålen tipper mod offensiv pågåenhed i stedet for defensivt mådehold, skyldes det så fysisk overlegenhed snarere end taktisk uformåen?
I indeværende sæson har Schuster vist, at han stoler på Ramos' dømmekraft. Og det gi'r gisp og gåsehud på stadion, når manden med pandebåndet og de fritsvævende albuer flakker rundt over midtercirklen, mens den anden hjernehalvdel holder vejret og håber på stabilitet i forsvaret. Dén har Schuster til gengæld fået, langt om længe, med en storspillende Pepe, som om nogen var chefarkitekten bag Reals 0-1-sejr over Barcelona lillejuleaften. Det er moderne fodbold i en nøddeskal og Capellos mærke i historiebøgerne: Ingen tophold med respekt for både sejhed og lækkert olé-bold stiller uden en decideret defensiv midtbanespiller. I Real Madrid hedder han Mahamadou Diarra. Og han er Ramos' gode samvittighed og taktiske backup-plan.
En myte med vokseværk
Nytårsrygterne buldrer om AC Milans kæmpe bud på Ramos. Sacchi, som i mellemtiden er skiftet til den italienske storklub, er overbevist om, at spanieren er den perfekte afløser for selveste Paolo Maldini. To ting taler for skiftet. For det første vil Ramos opleve en gevaldig lønstigning, for på trods af sin status som inkarnationen af Madrids aktuelle teamspirit, er han den ringest betalte af stjernerne. For det andet kan salget af Ramos bane vejen for et skifte den anden vej, nemlig Kaka, som Ramón Calderón længe har haft øverst på ønskesedlen.
Men det ender nok med 2-3, altså et nederlag i transferspørgsmålet. For der er tre ting, som taler imod skiftet. Real Madrid vil ikke af med deres ildsjæl på højrefløjen. Jovist, man mangler en Beckham på den offensive højrekant, men på en god dag - og dem er der mange af i Sergios kalender - fylder andalusieren hele aksen og dét endda med indlagte Zidane-finter og hovedstudsende målbaskere. Nr. 2 er endnu værre. For hvordan erstatter man en myte? Man kan ganske enkelt ikke købe sig til Maldinis betydning. Kloge hoveder vil snakke om 'emergens', altså at helheden er mere - og federe - end summen af delene. Mytens stoflighed er ureproducerbar. Den findes ikke på transfermarkedet, men vokser frem af historien og de rette kombinationer af personlighed, fysik og taktik. Selv er Maldini blevet inkarneret i rollen, så at sige, således at han i dag er både sig selv og mere end sig selv. Kan en 21-årig gøre det samme? Næppe.
Og så er der lige den dér med Diarra. Maliseren, som træder til som bolværk i den defensive firkant, når Sergio er ude at vifte med målnæsen. Kommer han med i prisen som chaperone? Næppe. Til gengæld burde både Diarra og Ramos banke i bordet oppe på Calderóns kontor, for det blotte syn af Silvio Berlusconis lokkende tandsmil i Milano kunne nok gi' et lønhop eller to. Også til en atypisk supermand fra Andalusien.
