Birthe Rønn Hornbech støtter tørklæder og stormoskeer. Begge udmeldinger er katastrofale, fordi islam ikke først og fremmest er en religion, men en politisk ideologi.

Hvad er det for en psykologisk mekanisme, som forhindrer tørklæde-forsvarerne i at se skriften på væggen, når alle de mange tilgængelige oplysninger om islam i vesten lægges sammen?

Fra Sverige, hvis ‘folkshem’ er i gang med en opløsningsproces grundet ukontrolleret indvandring, og som melder om et støt stigende antal voldtægter og (skole)afbrændinger.

Fra Norge, hvor journalisten Hege Storhaug igennem de seneste år igen og igen har dokumenteret, hvordan en fejlslagen integrationspolitik, sammenkædet med familiesammenføringer, sætter den individuelle frihed og demokratiet under pres i Europa. Også i Norge ifører stadig flere piger og kvinder sig tørklæde. Homoseksuelle forfølges. Antallet af grove voldtægter øges. Ytringsfriheden trues af selvcensur og trusler. Islamismen breder sig, også blandt tredjegenerationsindvandrere.

Fra England, hvor islamisk ekstremisme har spredt sig takket være den særlige gren af multikulturalisme, som bliver opmuntret af regeringen. Der bliver prædiket had til ikke-muslimer på kraft i mange britiske moskeer, hvilket kan synes paradoksalt på baggrund af, at Storbritannien er det vestlige land, som har givet muslimer den mest udbredte frihed.

Fra Tyskland, som lider under, at landet især modtog tyrkere, som ikke var sekulariserede og uddannede, men derimod folk fra de fattigste og mest rettroende landsbyer i Anatolien. I Tyskland er der sket en radikalisering af disse tyrkere og deres efterkommere på grund af imamernes indflydelse i parallelsamfundene.

Fra Holland, hvor filmskaberen Theo Van Gogh i 2004 blev myrdet af en islamist, og Pim Fortuyn i 2002 blev skudt seks gange i ansigtet. I den efterfølgende retssag kom det frem, at likvideringen var foranlediget af Fortuyns kamp mod islamiseringen.

Fra Frankrig viser den franske regerings officielle opgørelse over ‘sensible byområder’, at de i dag beløber sig til 759. Disse bydele er defineret som områder, hvor politiet helst ikke kommer, hvor kvinder af enhver etnicitet med vold kan tvinges til at bære slør, og hvor handlende risikerer chikane, hvis de sælger svinekød. Altså områder, hvor der praktiseres sharia i større eller mindre målestok.

Ikke-integrationsvillige muslimer volder problemer og udgør en trussel for alle de europæiske demokratier. Det betyder ikke, at jeg afviser, at der er masser af kulturmuslimer. Jeg hører bare ikke, at de giver deres røst til kende i offentligheden med krav om koran-fortolkninger, reformer og afvisning af kønsapartheid.

Derfor må Rønn Hornbech og ligesindede i gang med at gøre deres hjemmearbejde. F.eks ved at læse briten Patrick Sookhdeo, hvis studier har ledt ham frem til, at der foreligger en mere eller mindre detaljeret køreplan for islamiseringen af Europa. Når muslimer lever som en minoritet, bliver de nemlig konstant konfronteret med problemet om, hvordan de skal leve i ikke-muslimske stater. De faseinddelte instruktioner til minoritetsmuslimer kan koges ned til følgende: I skal samle jer og organisere jer med det formål at etablere et levedygtigt muslimsk fællesskab baseret på islam. Det er pligten for hver eneste muslim. I skal oprette moskeer, kulturcentre og Koran-skoler. Naturligvis skal piger og kvinder være iført hijab. I skal for enhver pris undgå at blive assimileret i majoritetsbefolkningen. For at undgå assimilation skal I gruppere jer geografisk og danne områder med så høj en muslimsk koncentration som muligt. I skal stille religiøse særkrav.

Det er muligvis kun et fåtal af muslimer, som støtter en sådan plan, for kulturmuslimerne er glade for demokrati og frihed. Men som bekendt udgjorde nazisterne et mindretal, da det lykkedes dem at gribe magten, og politisk islam er ligesom nazismen en totalitær ideologi.

Derfor bør Birthe Rønn Hornbech overveje, om hun kan forsvare at blive siddende som principløs minister. For åbenbart kan hun ikke huske de principper, som hun tidligere har stået for. I præ-ministertiden var hun nemlig ligesom Karen Jespersen (der også har foretaget en karriere-bekvem kovending på tørklæder), udmærket klar over, at hijab ikke er en uskyldig beklædningsgenstand. Til gengæld røber integrationsministerens holdning til stormoskeer, at hun ikke aner, hvad der foregår i England, hvor moskeerne har spillet en hovedrolle i islamiseringsprocessen: Halal-mad i skoler, fængsler og på hospitaler, koran-skoler finansieret af staten, bederum. Hele pakken solgt under det multikulturelle flag, som kan blive Europas undergang.

P.t. udgør den muslimske del af den europæiske befolkning under 15 procent. Hvis man lægger sammen, hvilke ulykker indvandring af integrations-uvillige muslimer allerede har forvoldt til trods for deres ringe antal, er det svært at fatte, at flere politikere ikke for længst har sat foden ned for muslimske særkrav. Før muligheden er endegyldigt forpasset.

Lone Nørgaard er lektor, cand.mag. Redaktør og bidragyder til antologien Storm over Europa. Islam - fred eller trussel?