Martin Ågerup og Henrik Herløv Lund har i to kronikker ført en debat om lighed og velfærd, der tilslører, at der bag den tilsyneladende uenighed skjuler sig en grundlæggende enighed, som der er et behov for at gøre op med.
Ågerup siger, at lighed ikke altid er retfærdig, og vender sig imod en resultatlighed og dele af den omfordeling, som sker i den nuværende velfærdsstat, fordi denne omfordeling går til mennesker, som er i stand til at forsørge sig selv.
Herløv Lund siger omvendt, at ulighed ikke er retfærdig, og at en yderligere omfordeling via den offentlige sektor er nødvendig for at skabe yderligere lighed.
Umiddelbart ser det ud til, at der hersker en principiel uenighed mellem de to herrer, men begge er enige om, at der fortsat bør eksistere et ‘selvforsørgelsesprincip’, og i, at skabelsen af yderligere økonomisk vækst og velstand (øget konkurrenceevne) er den overordnede samfundsmålsætning. Begge er altså tilhængere af det nuværende arbejds- og vækstsamfund.
Frihed og retfærdighed
Ejendommeligt nok indtager spørgsmålet om frihed og retfærdighed kun en sekundær plads i debatten. Ågerup siger, at lighed ikke altid er mere retfærdig, mens Herløv Lund generelt siger, at ulighed er ikke retfærdig. Men hvad retfærdighed er, får man ikke rigtig at vide.
Velfærdsstaten trænger til et eftersyn, hvor man diskuterer den rette prioritering af systemets retfærdighedsprincipper: fortjeneste, behov og status.
I dag er det grundlæggende princip i velfærdsstaten selvforsørgelsespligten. Det afspejler sig i, at et princip om fortjeneste er afgørende for fordeling af en række centrale ressourcer f.eks. efterløn og arbejdsmarkedspension. Hvis man ikke kan forsørge sig selv, har man ret til hjælp fra det offentlige efter et dokumenteret behov f.eks. kontanthjælp og førtidspension. Endelig gælder et tildelingskriterium efter status (alle inden for en kategori) f.eks. folkepension uanset arbejdsmarkedsdeltagelse og en række serviceydelser f.eks. uddannelse og hospitalsbehandling.
Det er især statuskriteriets betydning der har gjort, at man kalder den danske (og skandinaviske) model universel. Den er blevet svækket i de sidste år, hvor forsikringsprincippet (fortjeneste) har vundet øget indpas (efterlønnens ændring, arbejdsmarkedspensionernes styrkelse på bekostning af folkepensionen).
Ved en ændret prioritering af disse principper kunne man udvikle en ny mere universel velfærdsstat. Det kan ske ved at gøre statusprincippet til det overordnede princip i den nye velfærdsstat. Alle skal gives en ret til en ubetinget basisindkomst uanset arbejdsmarkedsmæssig status. Derudover bør et behovsprincip stadig være gældende. Alle med særlige behov (f.eks. handicap) har ret til at få dækket deres behov. Desuden vil der på arbejdsmarkedet gælde et princip om fortjeneste, hvor man belønnes efter markedets behov, og efter hvad man yder for samfundet.
En helt ny frihed
Den nye lighed i form af en basisindkomst vil skabe en helt ny frihed både i forhold til markedet, staten og det civile samfund og familien. Det vil være et nødvendigt element i et opgør med det arbejds- og vækstsamfund, som Ågerup og Herløv Lund er enige om at hylde.
Ved at være garanteret en basisindkomst, vil man både have en frihed til gå ud af arbejdsmarkedet (en frihed Ågerup direkte går imod, og som Herløv Lund også tager indirekte afstand fra) og en frihed til at komme ind på arbejdsmarkedet. I forhold til staten vil en ubetinget basisindkomst skabe en ny frihed, idet den vil begrænse den klientgørelse som det nuværende aktiverings- og kontanthjælpssystem skaber ved tvangen til lønarbejde. Endelig vil basisindkomsten skabe en ny form for frihed i forhold til familien, idet den sætter grænser for den økonomiske afhængighed mellem ægtefæller og mellem børn og forældre.
Ved at skabe en ny form for universel lighed, vil en vis form for ulighed være acceptabel. Ågerup gør sig til talsmand for lige muligheder for at udnytte de talenter og færdigheder, som vi hver især er udstyret med. Det er et godt princip, men kun hvis alle på forhånd stilles lige igennem tildeling af en basisindkomst.
I dag er vi meget ulige stillet med hensyn til kapital i udgangssituationen (en meget ulige formuefordeling som ikke skyldes personlige talenter og færdigheder). En universel løbende tildeling af en basisindkomst kan ses som en fordeling af den kollektive samfundskapital, som netop ikke kan henføres til enkeltpersoners evner og færdigheder. En sådan form for lighed er betingelse for at vi i højere grad kan udvikle vores forskellighed.
Erik Christensen er lektor i samfundsfag på Aalborg Universitet og sammen med Karsten Lieberkind og Christian Ydesen forfatter til bogen ‘Retten til basisindkomst - en demokratisk frigørelse’ (2007).
Kommentarer
Mange tak til Erik Christensen for bringe et helt afgørende og nødvendigt aspekt om ejendomsretten til vores kollektive værdier frem i lyset.
Jeg savner et samtidigt opgør med (i det mindste dele af) den private ejendomsret, hvis denne model skal sikre mere lighed. Arbejdsfri gevinster udgør en stadig større kilde til økonomisk ulighed i dag.
Jeg kiggede forgæves efter et bud på den problematik i både nærværende artikel og i denne
http://www.nyt-om-arbejdsliv.dk/2artikel.aspx?itemID=58
En basisindkomst til alle har mange fordele. Udover de nævnte også afskaffelse af en masse bureaukrati i tildeling af sociale tilskud, som jo kunne bortfalde.
Jeg mangler en forklaring på ‘den kollektive samfundskapital’ - eller er der noget jeg ikke har forstået?
Der findes en gammel ide om at gøre jordværdier til fælles ejendom ved indførelse af fuld grundskyld. Jordværdier skabes ikke af den enkelte, men opstår som et resultat af vores fælles virke. (Modsat ejendommen, som jo er arbejdsskabt)
Provenuet fra en gradvist øget grundskyld kunne fint fordeles til alle som en basisindkomst. Og når denne reform er fuldt gennemført vil forskelle i indkomster og formuer hovedsageligt stamme fra forskelle i indsats. Og det er vel ikke så galt?
www.grundskyld.dk
Ikke blot den fælles jord, men også det, at vi bor i et ordnet samfund, er afgørende for indtjeningen, og den bør de, der tjener penge i samfundet, udrede betaling for.
Det er en fremragende idé, for det er netop rigtigt, at megen virkelyst bremses af økonomisk uformåen. En basisindkomst til alle må derfor, udover de massive besparelser på administrativt niveau, også medføre et større provenú for samfundet.
PS.: Der er jo lande, hvor man allerede praktiserer en fast ydelse til befolkningen, som regel små, rige lande. ;-)
Hvis man skulle krydre med lidt malurt, kunne man jo hævde at lighed ikke nødvendigvis opstår som følge af lige økonomiske muligheder i udgangspunktet. Nyere genetikforskning viser at talent i alle afskygninger i høj grad nedarves. Men kan med andre ord nemt komme til at kaste perler for svin hvis folk udstyrres med lige økonomiske forudsætninger, som mange ikke aner hvad de skal stille op med. De i forvejen af talent begunstigede skal nok skal vide at klare sig under alle omstændigheder, men hvad med de mange der kun møder op på et lorterbejde for at tjene til dagen og vejen?
Noget tyder ulighed er kommet for at blive, selv uanset hvor mange midler man omfordeler til de i forvejen talentløse. Så måske er det meget godt at systemet begunstiger de der allerede er på den grønne gren. Der er åbentbart en grund til at de rige klarer sig godt, ud over rigdomme i sig selv. Myten om direktørens dumme søn er en myte. Desværre er det sådan at direktørens søn ofte er mindst lige så talentfuld som sin far og ofte mere. Nedarvet genetisk disposition for succes har i mange år været stærkt undervurderet. Så hvis der skal argumenteres for “borgerløn” nytter det ikke at henvise til en ikke eksisterende uudnyttet talentpulje, men ene og alene om at skabe større solidaritet og sammenhængskraft mellem de talentfuldes og de mindre talentfuldes verden. Det kan der måske også være brug for. Måske.
Det er da fint nok, og meget rigtigt, at se på, hvordan vi indretter vores samfund sådan, at alle har mest muligt frie og lige vilkår - eller hvordan man nu bedst kan formulere principper for retfærdighed os mennesker imellem - som Martin Ågerup og Henrik Herløv Lund har behandlet i deres kronikker.
Men det skriger da til himlen, synes jeg, at de begge - åbenbart fuldstændig ukritisk - bekender sig til “skabelsen af yderligere økonomisk vækst og velstand”.
Ifølge opgørelser fra FN fra 2003 (http://www.globalis.dk/) brugte vi mennesker i Danmark vort land 3,2 gange mere, end landet miljømæssigt kan holde til, og globalt overskrider menneskeheden den samme grænse med 25 %.
Det er formodentlig blevet værre siden, og i dén situation er det da ren galimatias helt bevidstløst at gå ind for yderligere økonomisk vækst.
Det er da, “at fodre hunden med den egen hale”!
Det kan da selv et barn indse.
M.v.h. Arne.
Статья 12. Труд в СССР является обязанностью и делом чести каждого способного к труду гражданина по принципу: “кто не работает, тот не ест”.
Artikel 12 i den Sovjetiske grundlov (1975-udgaven) : Arbejde i SSSR er obligatorisk og følger princippet om at den der ikke arbejder, spiser ikke.
(Frit oversat af undertegnede)
Der er svært at se det fornuftige og humane i at lade driftige samfundsborgere, der kan arbejde og betale skat, trække sig fra arbejdsmarkedet, så de overgår fra forsørgere til forsørgede.
Princippet om at man frit skal kunne trække sig fra arbejdsmarkedet og modtage ydelser, der skal finansieres af de tilbageblevne, klinger af nostalgisk længsel efter planøkonomi. Skal vi også til at fastsætte boligpriser, metrobilletter, bananer, biografture, etc. ud fra andre principper end de rent markedsøkonomiske??
Og man kunne trække tanken videre: Hvorfor ikke lave et system så man kan trække sig fra arbejdsforpligtigelserne i ægteskabet. Så ville man kunne få rengøringshjælp og frihed til at spille banjo (Dog herfra ingen personlige angreb mod banjo spillere - de er jo gode nok).
De økonomiske spilleregler bliver jo ikke sat ud af kraft, bare fordi man indfører nogle planøkonomiske tiltag. Virksomheder overlever i kraft af evnen til at skabe profit, og det er på mange måder drivkraften i vores verden. Alternativet er planøkonomi, og der har vi masser af empiri at diskutere ud fra (2. verden).
Borgerløn leder mig til analogien omkring metadon. Narkomanerne bliver ikke kureret - de bliver blot afhængige af et nyt medikament.
mvh
Lennart
Hvordan kan borgerløn på én gang stride mod den sovjetiske grundlov og “smage af længsel efter planøkonomi”?
Det hænger ikke sammen.
Nå da - hvorfor hænger det ikke sammen?
mvh
Lennart
Til Per Vadmand:
Jeg skriver ikke at borgerløn strider med den daværende sovjetiske grundlov. Jeg præciserer at selv Sovjetunionen havde et noget for noget princip.
Det anførte forslag om en pligtfri ydelse opfatter jeg som forankret i det kommunistiske tankegods, udfra parolen om at yde efter evne og yde efter behov. (Og faktisk er det jo endnu mere ekstremt, da det i realiteten er at nyde uden at yde.)
Indførelsen af en borgerløn vil også være i modstrid med det nuværende princip om at arbejdsmarkedets parter aftaler lønnens niveau. Hvis staten indfører en borgerløn, vil den dermed indtræde som et tredjeben. Hvordan borgerlønnens niveau skal afgøres ud fra markedsmæssige principper forekommer mig lidt tåget, da det med stor sandsynlighed vil ende i en løn/Prisspiral, med resulterende inflation. Måske lidt a la dyrtidsregulering tilbage i 70’erne. (uden at jeg vil udråbe mig til ekspert på dyrtid…)
Og så frygter jeg jo at vi havner i centraliseret planøkonomi når den knude skal løses.
mvh
Lennart
Rettelse:
linie 6: der skal naturligvis står Nyde efter behov ;)
mvh
Lennart
Det hænger ikke sammen på den måde, Lennart Kampmann, at man i det sovjetiske samfund havde en arbejdsPLIGT: hvis man ikke arbejdede, fik man ingen mad. Det er det princip, der ligger til grund for alle materialistiske teoridannelser, også liberalismen, som man kan se det i Ågerups argumentation.
Basislønstanken siger det modsatte: at alle i udgangspunktet er sikret i det mindste penge til det mest fornødne.
Forøvrigt skal man, Søren Kristensen, ikke være så overbevist om de genetiske forklaringer - hjerneforskningen fortæller os jo tværtimod, at hjernekapaciteten udvikles fleksibelt efter de opgaver, mennesker kommer til at stå overfor og hvilke erfaringer, de indhøster, og oplevelser, de har.
Jeg synes, det er ganske forfriskende, at vi - en dag, hvor det herskende system må erkende, at vi i et af verdens rigeste lande ikke har råd til asfalt til vore nedslidte veje.
Steffen Gliese:
Hvad er en basisløn værd, hvis den ydes til alle, uden krav om at yde noget som helst. Den vil blive taget for givet af alle og dermed optræde som et inflatorisk element.
Det andet problem er finansieringen af en basisløn. Hvem i samfundet skal arbejde så meget at de kan betale et så stort beløb i skat at alle har adgang til en basisløn?
For det tredje: Hvordan vil det overhovedet påvirke livskvaliteten positivt at suspendere princippet om at belønne en indsats materielt? Det er en motiverende faktor i vores samfund at få løn for udført arbejde. (Der er naturligvis mange forskellige motiverende faktorer, men løn er altså en af dem)
Vi kan se et analogt problem i dag med efterlønnen. Det er en ordning, der er tiltænkt nedslidte arbejdere, men de reelle vindere er de 63-årige akademiske golfspillere. De er naturligvis glade for at få et lavere handicap, men hvor er det samfundsgavnlige resultat af den ordning?
For det fjerde: Hvordan opgør vi på en fornuftig måde hvad vi mener med det mest fornødne. Er et tv fornødent? En mobil telefon? En computer? Net adgang? Jeg er åben for forslag til en ikke-bureaukratisk løsning på det.
med venlig hilsen
Lennart
37 timers ugen går som snittet ned gennem samfundet. Dem på den ene side bidrager, hvorimod os på den anden side nyder. Det er grunddistinktionen.
Spørgsmål om rettigheder og pligter fordeler sig i forhold til samme distinktion. Udgangspunktet er, at arbejdet er fundamentet for alle former for succes på begge sider af distinktionen. Udgangspunktet er forkert.
Vi har for længst overskredet det stadie, hvor vækst funderet i lønarbejdets produktion er forudsætningen for et bedre liv. Det kan godt være, der er tale om nødvendighed for det økonomiske system. Men det er systemets problem, ikke vores.
Den enes succes, på det økonomiske systems betingelser, er ikke længere den andens succes. Det vil de offentligt ansatte opdage ved overenskomstforhandlingerne inden længe. Den økonomiske succes er nu så overvældende, at de offentligt ansatte må holde sig tilbage, for ellers vælter læsset (statsministeren).
Og det er rigtigt. Mere er, fra nu af og længe før det, bare for meget, alt alt for meget! Vor omverden kan ikke længere bære væksten (omverden: menneskelig og umenneskelig natur, naturlig og unaturlig menneskelighed).
Det moderne samfund orienterer sig som om pligten/retten til en plads på arbejdsmarkedet er meningen med livet. Det er med til at konstituere et af det moderne samfunds mest påfaldende paradokser: ”SÅ LÆNGE DER ER ARBEJDSLØSHED, ER DER ARBEJDE”! (For så længe formålet med livet er arbejde, kan man arbejde på at afskaffe arbejdsløsheden!)
Selve paradokset anbringer det moderne samfund over for det absurde i det økonomiske systems nødvendighed. Der er ikke, må ikke, kan aldrig nogen sinde blive tale om det, der hedder NOK! Det er vi selvfølgelig nogle få opvakte, der har opdaget.
Derfor har jeg regnet følgende ude: Alene de midler der går til forvaltningen af midlerne til de ledige, prøvelsen af de ledige, administrationen af midlerne, osv. osv., kunne anbragt i en pulje, som udgør de midler, de fordeler, sammen med deres egen løn og hele sektorens overflødige forbrug, udgøre en anselig mængde af midler. Denne mængde kunne, fordelt ligeligt blandt dem der arbejder på at afskaffe arbejdsløsheden (forvalterne af den) og dem der allerede er erklæret arbejdsfrie, hæve de lediges indtægt gevaldigt, godt nok på forvalternes bekostning. Men da hele sektoren er et pseudofænomen, fordi de arbejdsfrie er frie fordi der ikke er brug for dem, eller fordi de befinder sig på et højere intellektuelt stade, så er hele administrationen allerede overflødige, altså teknisk set ledig. Pengene passer.
@ Steen Ole Rasmussen
Jeg opfatter din post som en opfølgning på finansieringen af borgerløn.
Skellet er ikke 37 timer - skellet er indbetalinger til Told og Skat. Erhvervsarbejde (både offentligt og privat) genererer skat, der kan omfordeles til de “værdigt trængende”.
Princippet om ikke at ligge nogen unødigt til byrde er jo udgangspunktet for velfærdsstaten, og derfor er det dybt indgroet i ihvertfald mig, at livet på forsørgelse ikke er optimalt. Det er et sted man ender når man ikke længere selv kan klare sig. (Jeg taler i denne forbindelse ikke om pension eller SU). Jeg forstår at man skal kunne få hjælp hvis man er uarbejdsdygtig, men udgangspunktet er at man skal betale sine regninger selv og derefter kan man gøre som man vil.
Jo mindre man tjener jo mere synligt bliver det jo at evnen til at betale regninger medfører større materiel frihed.
Materiel frihed er ikke lig med stor lykke, for du kan være vældigt rig og meget ulykkelig. Men materiel frihed åbner vejen for at du kan bruge din tid på det du gerne vil. Det er i den forbindelse at det er værd at påpege at tid vitterlig er penge.
“Det økonomiske systems nødvendighed”? Jeg kunne jo også mene at det økonomiske system ikke kan suspenderes og at vi er nødt til at forlige os med at lære spillets regler at kende for at maksimere vores livskvalitet. ;)
mvh
Lennart
Kære L.K.
Finansieringen er kun noget af det.
Du forholder dig ikke til paradokset:
Det moderne samfund orienterer sig som om pligten/retten til en plads på arbejdsmarkedet er meningen med livet. Det er med til at konstituere et af det moderne samfunds mest påfaldende paradokser: ”SÅ LÆNGE DER ER ARBEJDSLØSHED, ER DER ARBEJDE”! (For så længe formålet med livet er arbejde, kan man arbejde på at afskaffe arbejdsløsheden!)
Selve paradokset anbringer det moderne samfund over for det absurde i det økonomiske systems nødvendighed. Der er ikke, må ikke, kan aldrig nogen sinde blive tale om det, der hedder NOK! Det er vi selvfølgelig nogle få opvakte, der har opdaget.
Det er systemet, og de klassiske begreber om værd og selvrespekt, pligt osv. du forholder dig til. De knytter sig i dine øjne til den økonomiske produktion. Jeg siger der er nok, der er for meget osv. Systemet er problemet.
Personligt har jeg alt rigeligt som arbejdsfri. Jeg er bolighaj, og kun hvis jeg absolut har brug for det stikker jeg også snabelen ned i de offentlige kasser. Jeg forstår fint at andre ikke skal arbejde unødigt for mig, ingen skal arbejde unødigt. Problemet er, at så idiotisk mange ikke kan lade være med at tjene langt mere end vor omverden kan bære. Det skal de straffes for. Deres økonomiske succes er aldeles selvnegerende, på grund af de utilsigtede bieffekter der falder i systemets omverden, den omverden som er bærende for systemet selv. (miljøproblemer, og problemer med menneskene selv) Den selvdestruktive adfærd, den overflødige økonomiske vækst skal standses. Fx med en top over hvor meget man kan tillade sig at eje, tjene.
De på den måde konfiskerede midler skal selvfølgelig gå tilbage til det fælles bedste, som de forsøger at smadre med økonomisk vækst.
Jeg er i øvrigt tilhænger af at man giver alle mulighed for at supplere sin egen økonomi op med tilgang til produktionsmidler, altså mulighed for evt. selv at tilegne sig nogle former for basale goder frem for at modtage passivt.
Det økonomiske systems nødvendighed er alt for længe blevet hævet op til naturlov. Det er derfor det politiske system overhovedet kan nedlægge sig selv, uden at nogen protesterer.
mvh
SOR
@ Steen Ole Rasmussen
Jeg fornemmer at vi ser verden med ret forskellige briller men vil gerne fortsætte denne tråd, da du nævner nogle ting, hvor jeg er spændt på dine argumenter.
For det første vil du gerne have en kommentar til dit paradoks: Der er ikke et paradoks som du nævner det, da arbejde ikke er en uniform størrelse. Derimod er området jo underlagt træghed i forhold til at cleare markedet for udbud og efterspørgsel af kompetencer.
For det andet er formålet med livet ikke arbejde. Arbejde er et middel til at opfylde målene. For nogle udgør arbejde både mål og middel, og det er ikke nødvendigvis en ulykke.
For det tredje er der flere dimensioner i et menneske der afgør hvornår man har opnået tilstrækkelige materielle goder, herunder religion, moral, principper, der ikke er økonomisk baserede. Det er svært at fastslå om det er systemet der fejler, eller de mennesker der opererer i systemet, der fejler.
Ford et fjerde stiller du dig op som dommer ved at udråbe at “idiotisk mange” tjener for meget… Hvordan vil du opstille hvornår man tjener for meget, og hvilken straf vil du påkalde de formastelige syndere. Hvordan vil du retfærdiggøre at lige netop du er den bedst egnede til at agere dommer i denne situation?
For det femte nævner du det fælles bedste. Hvordan kan man overhovedet etablere hvad der er det fælles bedste på en funktionel og demokratisk måde som alternativ til at lade folk spendere deres optjente løn på det de gerne vil?
For det sjette vil du tillade at nogle kan få adgang til basale goder…Hvem definerer basale goder? Hvem skal have adgang? Hvori består basale goder?
Jeg ser frem til dit svar.
mvh
Lennart
Artiklen nævner ikke borgerløn, men det ligger i luften..
Jeg tror ikke, at det er realistisk i nær fremtid, at en borgerløn kan forhindre fattigdom og skabe lighed.
Men et vist beløb burde der efter min mening være ret til, selvom man ikke kan få et samarbejde med kommunen til at fungere.
Til en begyndelse kunne man evt. afsætte en månedlig pulje og vedtage en lav maxborgerløn.
Kommer der mange på borgerløn en måned, så må de dele puljen ligeligt imellem sig.
På den måde vil antallet på borgerløn være “selvregulerende”, fordi lønnen bliver lavere, hvis der er mange.
Og samtidigt er det sikret, at udgifterne ikke løber løbsk.
Smart.. - ik’..? ;-)
Det var meget forfriskende at læse Steen Ole Rasmussens tanker, der ret præcist går til problemets kerne.
Mht. Lennart Kampmanns spørgsmål er svarert på, hvornår man tjener nok, det ganske subjektive “hvor lidt den enkelte mener, at han/hun kan og vil nøjes med”, ligesom det altafgørende i hele denne del af debatten er, at vi som fornuftsvæsener efterhånden må have erfaring nok med markedet til at vide, at det ikke kan være et selvstændigt argument for en produktion, at der er efterspørgsel, slet ikke når mange væsentlige opgaver ikke bliver løst pga. en favorisering af meget ligegyldigt arbejde.
Mon ikke det i virkeligheden dog er den angst, der også emme ud af et indlæg som Lennart Kampmanns, for at skulle bestride store dele af sin egen tid? Men vi er jo altså i den paradoksale situation, at specialiserede folk ikke engang kan få lov til at bestride det arbejde, de faktisk mestrer, fordi der lige er noget rengøring, der kalder. Det er markedets dødsspiral. Måske skal man ikke have penge for at gøre rent, men til gengæld gøre det efter sig?
Kære Lennart
Du har aldeles ret i at vi ser vidt forskelligt på tingene.
Du anerkender ikke ordet ”nok”. Og du vil heller ikke kendes ved paradokset. Det er der ikke mange der vil. Så her begynder og slutter vi.
Hvis markedet var perfekt, var der ingen arbejdsløse, ingen arbejdsløshed. Det er din indstilling, din tro på markedet(?). Det er altid på grund af strukturerne, den træge utilpassede arbejdsstyrke, deres ikke optimerede tilstand, der er problemet for markedet. Omverdenen er altid problemet for markedet. Den er aldrig helt tilpasset den fri mekanisme. Det er klart. Det forstår vi alle sammen, og derfor er vi et problem for markedet. For nogle af os gider ikke, andre kan ikke, nogle kan sagtens, men kan ikke kom til på arbejdsmarkedet. I mange år har vi haft rigtig mange arbejdsløse, og arbejdsløsheden er der stadig. Mange ledige er gemt væk statistisk. Bistandsklienter, aktiverede, på forskellige former for overførsel, selv om de kunne arbejde, er i den arbejdsdygtige alder osv. Men officielt er der kun ca 80 000 i DK. I resten af EU er procentsatsen oppe på 7, og i USA har den lige ramt de 5.
Arbejdsløsheden er et ualmindeligt komplekst fænomen, og min formulering er klart nok først og fremmest tiltænkt en rolle som øjenåbner.
Arbejdsløsheden er et problem, for dem der ikke kan få arbejde. Arbejdsfriheden er en gave for dem, der elsker den. Meningen er ikke arbejde. Arbejde er et middel. Helt klart.
Men ”hvis” det er rigtigt, at man kan få nok, så er der grænser for, hvor meget arbejde, der er værd at udføre inden for den institution, som kaldes lønarbejde. Hvis markedet ophøjes til gud, er der klart nok ingen grænser for vækst.
Hvis omverdenen til det økonomiske system definerer en grænse for vækst, fx ud fra nogle demokratisk og videnskabeligt kvalificerede betragtninger over natur og bæredygtighed, sammenhængen mellem vækst og CO2 udslip osv. og på den måde kommer frem til, at væksten måske er direkte destruktiv for samfundet, at den skaber større problemer, end den kan løse med sin vækst, at den er direkte negerende i forhold til de ydelser, man forventer af det økonomiske system i dets omverden, nemlig at sikre samfundets tilgang til midler og ydelser i al fremtid, så er der noget uden for den økonomiske systemtænkning, som har sat sig over det økonomiske systems egen rationalitet. Det kan lade sig gøre, og det er ikke ulovligt, selv om de færreste er i stand til at reflektere over tilværelsen uden at ophæve markedet til gud.
Hele det moderne samfund er sat op på markedet, som om der ikke var grænser for tilvækst i økonomisk forstand.
Enhver, der formaster sig til at nævne grænsen, for hvad man kan tillade at forbruge, hvordan og hvor meget, er i Guden, det almægtige markeds navn, FORMYNDER. Også selv om begrundelsen skulle være fundet i en videnskabeligt defineret beskrivelse af markedets patetiske adfærd og sat igennem med en demokratisk beslutning. Det er hvad de troende hævder, frygter vil ske.
Det fælles bedste er lige ledes en troendes fiktion. Men kunne hævdes med lige så stor ret som markedets. I øjeblikket er det bare markedet man tror på.
Det, der står tilbage af paradokset, er, at ARBEJDET PÅ AT AFSKAFFE ARBEJSLØSHEDEN ER OVERFLØDIG, SÅ LÆNGE LØNARBEJDET ER OVERFLØDIGT OG MÅSKE LIGE FREM SKADELIGT FOR ANDRE, END DEM DER ER AFHÆNGIGE AF DET!
Fred være med dem der ikke kan leve uden lønarbejde, har brug for det og som i øvrigt ikke ødelægger det for resten af sin omverden. Fred være med markedsmekanismerne, så længe de kan underordne sig kvalificerede demokratiske beslutninger. Men når man først og fremmest fokuserer på at skabe mere økonomisk velstand og afskaffe arbejdsløsheden, også over for folk der har nok i sin frihed fra lønarbejde, i en situation hvor væksten som nu truer sit underlag, så er det vel temmelig idiotisk at bruge nogle af de knappe ressourcer på at arbejde på at afskaffe arbejdsløsheden. Det kan ikke kun ses ud fra en rent økonomisk markedsmæssig betragtning. Der er tale om en sandhed, som er kvalificeret uden for det økonomiske systems kognitive sfære. Jeg er ked af at måtte sige det, men det er ikke ulovligt eller formynderisk at anfægte markedets status som gud.
@ Steffen Gliese:
Hvad i alverden er det for en angst du mener emmer fra mit indlæg? Jeg kan ikke følge dig, men vil da gerne kommentere en begrundet uddybning fra din side.
@ Steen Ole Rasmussen
Du vil gerne have at jeg forholder mig til dit paradoks, men vil ikke selv svare tilbage. Kom tilbage til “kampen” så kan vi fortsætte. Det andet holder jo ikke, vel?
mvh
Lennart
Antagelig eller måske snarere forhåbentlig, vil der, ud af en mæthedsfølelse og indsigt, opstå en art selvvalgt nøjsomhed. Men vi nærmer os, med stormskridt tydeligtvis et kritisk tidspunkt for Planeten.
…og sker det ikke må nationalstaterne i sin nuværende form afløses af en verdensregering (måske valgt af de første blandt ligemænd)
Dagens børsnyhed om Mærsks nedtur rummer måske kimmen til forandring - en recession der varsler en mæthed, der får folk til at rende hjem og dyrke deres egne kartofler, og så, i stedet for økonmisk vækst, begynder at interessere sig for vækst i bevidsthed
Kære Lennart
Jeg forholder mig eksplicip til dine 6 punkter.
mvh: SOR
@ Steen Ole Rasmussen
Må din tavshed bringe dig visdom og mod til fortsat at deltage i en nedskrevet meningsudveksling.
med venlig hilsen
Lennart
FINANSINANSIERING AF BORGERLØN:
Hvor svært kan det vel være?
Der er i Danmark 4,1 mil. Personer over 19 år.
Hver person tildeles skattefrit kr. 8.000 månedlig
Mia. kr.
Totaludgift 4,1 mil. X 8.000 X 12 393,6
Samlet skattepl. indkomst før AM-bidrag: 1061,1 mia. kr.
50% flad skat 530,6
Netto indkomstskat 137,0
Opkrævet indkomstskat 328,2
Manglende indkomstskat 191,2
Beløbet spares ved reduktion af indkomstoverførsler, der i 2007 forventes at udgøre 250 mia., samt ved administrative besparelser
Skatteksempler:
Skattepligtig
Indkomst Basisindkomst Skat
brutto Skat
netto Rådigheds-beløb Skatteprocent
0 96.000 0 -96.000 96.000 neg.
30.000 96.000 15.000 -81.000 105.000 neg.
150.000 96.000 75.000 -21.000 171.000 neg.
250.000 96.000 125.000 29.000 221.000 11,6%
300.000 96.000 150.000 54.000 246.000 16,2%
500.000 96.000 250.000 154.000 346.000 30,8%
@ Per Sørensen
Det du egentlig fremviser er effekten af at give alle et grundfradrag på 96.000 kr. årligt (fra det nuværende niveau på knap 40.000 kr. årligt) og du påpeger med det samme det problematiske nemlig manglende indkomstskat.
Hvordan finder man lige 192.000.000.000 kroner der så mangler i forhold til det nuværende velfærdsniveau?
med venlig hilsen
Lennart
Hej Lennart
Som jeg skrev i mit indlæg er vore samlede indkomstoverførsler i år ca. 250 mia. kr.
Pensioner og efterløn udgør alene 132 mia. som bortfalder.
det samme gør
uddannelsesstøtte - 10 mia.
revalidering- ca. 3,6 mia
arbejdsløshedunderstøttelse - 16 mia.
syge- og barselsdagpenge - 20 mia.
og på sigt også tjenestemandspensioner - 17,6 mia.
Herudover vil forenkling af tilskudssystemerne medføre betydelige administrative besparelser
@ Per Sørensen
Hvis du vil anføre nogle kilder til dine data, vil jeg gerne kommentere videre på tråden.
med venlig hilsen
Lennart
Lennart;
Statistisk Årbog: Tabel 431 Indkomstoverførsler fra den offentlige sektor.
Mine tal er fra 2006 og vil formentlig være højere i 2007
@ Per Sørensen
Jeg vil tage nogle af punkterne og kommentere på, men tiden idag er knap, så det bliver kort.
Efterløn:
Er det realistisk at efterlønnerne skal modtage 8.000 kr skattefrit om måneden, i stedet for 13.062 kr. før skat. Hvis man har fradrag vil man direkte tabe på din borgerløn.
mvh
Lennart
Lennart:
Alle politikere vil gerne lave omfattende reformer, vel at mærke på en måde, så ingen betaler mere og ingen mindre.
Hvis man vil have forandringer, må man huske på det gamle ord om, at man ikke kan lave æggekage uden at knuse æg.
Hvis man går ind for en borgerløn - garanteret basisindkomst - er der ikke længere hverken efterlønnere eller pensionister! Kun mennesker. Aldersgrænser bortfalder, og det står en frit for, om man vil supplere sin indtægter, uanset hvor gammel man er og hvilke overførsler man modtager.