Lidt under halvdelen af Danmarks energi bliver brugt i bygningerne - til rumopvarmning, ventilation, køleskabe og computerskærme, varmt vand og kunstig belysning.
Det bliver der for alvor sat fokus på, efterhånden som klimatopmødet i København 2009 nærmer sig. Planerne for en ny energirigtig bydel på Carlsbergs arealer i Valby er under udvikling. Og en konkurrence om et større energineutralt boligområde nord for Aalborg vil være tættere på realisering, når Danmark kommer i søgelyset.
Flere og flere boliger og kontorrum bliver allerede oplyst af bogstavelig talt grønne sparepærer. Men hvad er sammenhængen mellem politik, trends og måden at bruge en bygning på? Og hvorfor er der stadigvæk så få eksempler på energirigtigt dansk byggeri?
Kampråbet i økomiljøet lød oprindelig, at 'gårsdagens flippere bliver morgendagens helte', og det første markante spændingspunkt i den økologiske fortælling var oliekrisen i starten af 1970'erne.
Sheikernes stramning af hanerne blev anledningen til at give husene i det kolde nord sweater på og minimere vinduesarealerne, som beskrevet i fredagens Paradoks-sektion om livsrammer og bæredygtigt byggeri.
1980'ernes radioaktive udslip i Tjernobyl og USA gjorde det - som næste punkt i øko-fortællingen - endnu tydeligere, at besparelser på varmeregningen og vedvarende energikilder måtte være en mindre risikabel politik end at satse på atomkraft.
Men alt imens varmeforbruget faldt, steg antallet af computerskærme og husholdningsmaskiner i løbet 1990'erne, så det samlede energiforbrug paradoksalt nok ikke blev væsentligt lavere.
Klimadiskussionerne om global opvarmning og det nye årtusinds katastrofevarsler blev som tredje prospekt i sagaen den dystre EU-baggrund for strammere bygningsreglementer og energiklassifikationer i 2006.
Det koster også CO2 at fremstille byggematerialerne. Men tunge brændte teglprodukter og smeltet stenuld kan på den anden side, rigtigt anvendt og varmeakkumulerende, være en energimæssig fordel i det samlede billede. 1990'ernes passive solvarme gennem store glasarealer har vist sig at give overophedning i lette bygningskonstruktioner.
Generelt bør dagslyset i bygningernes rum ikke desto mindre forøges i de kommende års nybyggeri. Men vinduesarealerne skal nu differentieres i forhold til verdenshjørnerne alt efter bygningernes formål til bolig eller erhverv.
For mere dagslys i smalle hellere end dybe bygningskroppe sparer strøm til kunstig belysning og til den efterfølgende mekaniske udluftning af varmen fra lamperne. Så kombineret med varmegenvinding og naturlig ventilation i facade og snit giver forøget dagslys CO2-gevinst.
Endelig kan solfangere og solceller integreres i selve bygningen og sørge for både varmt brugsvand og lokal elektricitet, så transmissionstabet fra værker og vindmølleparker nedsættes.
Det hele er en lang og sej proces, men også et nyt felt at organisere, afprøve og give kompetent arkitektonisk udformning. Ikke nødvendigvis som hverken smølfehuse eller rumskibe, men som mere energisk gennemtænkte CO2-neutrale bygninger - også i relativt konventionelle faconer.
Når det ikke allerede er sket, skyldes det, at stramme danske bygningsregulativer siden 1970'erne - næsten som en sovepude - har lagt ensidig vægt på isolering og nedsat varmetab. Og at de nye mere differentierede og EU-inspirerede energibestemmelser er svære for kommunale myndigheder at forvalte og kontrollere. Nogle steder i landet sværere end andre steder, ser det ud til ...
Endelig er bygherrens og brugernes fordel ved energineutralt byggeri, ud over CO2-nedsættelsen, snarere at mærke på driftsøkonomien end på det forøgede anlægsbudget. Det er stadigvæk et område uden større erfaringer, så der skal subsidier til for at sætte alvorligt skub i det energirigtige byggeri. Samt forbilledlige initiativer i den offentlige byggesektor. På hospitalsområdet for eksempel, som synlig del af kvalitetsreformen.
I lørdagens Refleks var klodens byer under lup. Halvdelen af os bor nu i byer, og 60, måske 80 procent, af CO2-udledningen kommer fra de urbane områder. Ni procent af verdens befolkning bor i bymæssige megastrukturer. Og 52 procent i byer på under en halv million indbyggere.
De sidste to tal er løfterige, fordi bysamfund i den størrelsesorden gør det muligt at tænke grønt både bebyggelsesmæssigt og trafikalt.
Det hjælper ikke uden videre på den voksende bebyggelsesstruktur langs motorvejene mellem København og Østjylland. Der bor og arbejder to-tre mio. indbyggere på strækningen.
Men sammenlignet med megaproblemerne i Tokyo, Delhi og Mumbai burde det være en overskuelig politisk opgave at trafikkollektivisere storbybåndet, flytte transporten fra biler til superbane og gøre det urbane danske hovedstrøg til et økologisk foregangsområde med grønne kiler og nedsat CO2-produktion.
