Syv ud af ti forældre er glade for elevplaner.
Sådan lød det klare budskab fra undervisningsminister Bertel Haarder (V) i december. Baggrunden var en undersøgelse fra Danmarks Evalueringsinstitut (EVA), som havde spurgt et ikke nærmere defineret antal forældre på blot seks skoler med lang erfaring med elevplaner, som skolerne selv har defineret indholdet af.
Der var derfor ikke - som Haarders melding kunne give indtryk af - tale om en landsdækkende undersøgelse med et repræsentativt udsnit af forældre. Men ministeren fik sat dagsordenen. Skolens øvrige interessenter kendte nemlig ikke undersøgelsens baggrund, og de var derfor henvist til journalisternes udlægning af resultaterne, da de skulle kommentere rapporten.
Ministerens værksted
Efter at have set nærmere på evalueringen er meldingen fra Lærerforeningens formand, Anders Bondo Christensen, klar:
"Det er intet hold i den konklusion, som ministeren drager," siger han og påpeger, at undersøgelsen ikke omfatter de centralt udformede elevplaner.
Og forløbet, som langt fra er enestående, vækker frustration blandt forældre, elever, lærere og skoleledere.
Fortsættes side 4
"Vi bliver som aktører sat udenfor. Det bliver ministerens dagsorden frem for den brede dagsorden, der er brug for," siger formand for Skolelederne, Anders Balle, som mener, at evalueringsinstituttet bliver ministerens værksted:
"Men det er skolen og ikke bare ministeren, der skal have gavn af EVA," siger han.
Også Anders Bondo Christensen er frustreret over ikke at være klædt bedre på, når pressen ringer:
"Jeg kan kun svare meget unuanceret på det, som journalisten har valgt at fremhæve. Det giver ministeren et helt andet grundlag at udtale sig på, end vi andre har," siger han.
Også formand for forældreorganisationen Skole og Samfund, Thomas Damkjær Petersen, beklager, at den offentlige debat bliver mærkbart begrænset af det ministerielle forspring.
"Det er ærgerligt, fordi ministeren får et yderligere fortrin i forhold til os, der hverken kender rapportens indhold eller tidspunktet for offentliggørelse," siger han.
Og når det gælder om at sætte en dagsorden, er timing altafgørende:
"For du skriver jo ikke en artikel dagen efter, hvor jeg har haft mulighed for at se rapporten," påpeger formand for Børne- og Kulturchefforeningen, Per B. Christensen.
EVA's arbejde omfatter også dagsinstitutionsområdet, og også hos BUPL beklager man, at praksis gør debatten unuanceret.
"Det giver jo ikke mening, hvis det gælder om at lave et overraskelsesangreb, når hensigten er at sikre bedre forhold for skoler og daginstitutioner," siger Allan Baumann fra fagforeningens forretningsudvalg.
Han oplever, at mange politiske beslutninger bliver truffet, før man giver sig kast med at undersøge, om om indsatsen virker.
Dårlig undskyldning
I frustration over det manglende forhåndskendskab til evalueringerne rettede BUPL sammen med lærere, ledere, elever, forældre og Kommunernes Landsforening derfor henvendelse til evalueringsinstituttet og anmodede om, at de relevante parter kunne få tilsendt instituttets evalueringer forud for offentliggørelse. En anmodning, som EVA's direktør Agi Csonka nu har afvist. I et brev til parterne peger EVA-direktøren på, at en række andre organisationer med lige så stor ret ville kunne påberåbe sig behov for at kende publikationerne før offentliggørelse:
"... og jeg har vanskeligt ved at se, efter hvilke legitime kriterier EVA skulle administrere en sådan liste," skriver Agi Csonka, som understreger, at EVA's praksis er i overensstemmelse med almindelig praksis hos andre forsknings- og evalueringsinstitutioner.
Men den forklaring accepterer hverken forældre, børnechefer, lærere eller skoleledere. De peger på, at eksempelvis Skolerådet - en styrelse under Undervisningsministeriet, som blandt andet udarbejder kvalitetsrapporter - sender klausulerede undersøgelser ud til medlemmer af rådet og til pressen en uge før offentliggørelse.
"Ingen har brudt klausulen, og den praksis fungerer udmærket," siger rådsmedlem Thomas Damkjær Petersen, som kalder EVA's forklaring 'en dårlig undskyldning'.
Også formand for Danske Skolelever, Anemone Birkebæk mener, at hun med rapporten i hånden ville være klædt bedre på til at kommentere nye undersøgelser:
"Når jeg udtaler mig på organisationens vegne er det godt at vende beslutningen i mit bagland først," siger hun
Formand for Børne- og Kulturchefforeningen, Per B. Christensen, påpeger, at samarbejdet med EVA er godt, men at alle parter vil have gavn af, at undersøgelsen blev distribueret til interessenterne, som kan sætte et for dem relevant perspektiv på resultaterne. Sker det ikke forringes debatten:
"Og det er både et fagligt og demokratisk problem," siger han og betoner, at samme problemstilling gør sig gældende for en række undersøgelser.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra undervisningsminister Bertel Haarder, men skolens interessenter vil fortsat lægge pres på for at få adgang til fremtidige rapporter.






Stig Larsen
6. januar, 2008 #
Vi lever i en bananrepublik!
christian
7. januar, 2008 #
Danmarks Evalueringsinstitut er et af de meget få forskningscentre, som leverer ufhængige og objektive undersøgelser.
At interesseorganisationerne vil have adgang til undersøgelsesdataene før offentliggørelsen er en utidig indblanding og synes at have til formål at udøve pression.
Baggrunden er formentlig at evalueringsinstituttet har udarbejdet meget kritiske rapporter ikke mindst af pædagoguddannelsen.
Men det er naturligvis heller ikke fair, hvis regeringen vil kigge Evalueringsinstituttet i kortene. Både politikere og organisationsfolk bør holde fingrene væk, indtil rapporterne er offentliggjort.
Stig Larsen
7. januar, 2008 #
"...som havde spurgt et ikke nærmere defineret antal forældre på blot seks skoler..."
Det lyder ikke som uafhængige og objektive undersøgelser i mine øre, det lyder mere som bestilt arbejde og videnskabeligt uredelighed hvis det var fremstillet som videnskab. Når materialet så oven i købet kun er kendt af regeringen og brugt i en vagkamp, hvor vi også har fået oplyst at andre forskere har fået forbud mod at udtale sig til pressen, så er det ikke demokrati men en bananrepublik.