Radar

Discount som fremtidens formidling

Ligesom Netto og DK Benzin har DR2 Udland gjort discountæstetik til sit varemærke. Er det endnu et udtryk for nedskæringerne i DR eller et bud på fremtidens tv?
9. januar 2008

Tv er dyrt at producere. Tv er omstændeligt. Det heder sig, at tv-journalister bruger 90 procent af deres tid på logistik og kun 10 procent på journalistikken. Tv-journalister kan få dagen til at gå med at sende 17 sekunder hjem fra et supermarked i Sønderjylland. Det tager nogle timer at køre derned, nogle timer at komme hjem, men informationsmæssigt har man ikke hentet meget andet end levende billeder til den historie, som allerede var kendt fra aviserne og radioen og internettet.

Målt i mandetimer fylder journalistikken forbavsende lidt i sådan en tv-avis. Og få steder fylder mediet så meget som i DR. Her skal alle indslag være så gennemproducerede, at et indslag fra Københavns Rådhus faktisk ligner et afsnit af Forbrydelsen. Ellers fører det til læserbreve om massakren i DR og om det kulturtab, det har medført, at selv en runner nu skal brygge sin egen kaffe.

På DR2 er de til gengæld vant til at lave billigt tv. Deadline sender eksempelvis ikke journalister, verden rundt for at dække konflikter og krige. De ringer til andre mediers journalister og de får eksperter fra DIIS eller KUA til at udlægge teksten. Det kommer der ofte gode ting ud af, og Deadline virker ikke billigt af den grund. Faktisk er der tale om et program, der signalerer en vis form for eksklusivitet.

Læs mere om

DR

mediekritik

Derfor var det bemærkelsesværdigt, da DR mandag lancerede årets første satsning, DR2 Udland, at programmet var designet som for at tydeliggøre dets lave produktionsomkostninger. Helt som man kender det fra stolte leverandører afdiscountpriser (Jysk, Netto og DK Benzin, hvor benzinen koster, hvad den koster), forsøgte man ikke at skjule programmets lave omkostninger. Tværtimod, de blev lagt frem som et varemærke for programmet: De elendige forbindelser til diverse udenrigskorrespondenter via Skype var ikke en journalistisk nødvendighed. Det er ikke, som når kornede tv-billeder formidles via satellit fra de fjerneste hjørner af Afghanistan. Redaktionen kunne have gjort, som man plejer at gøre: ringet til vedkommende og sat pænt foto på skærmen. Det var der ingen, der ville have bemærket. Men i stedet valgte man at udstyre tv-værten med en computer og lave tv, som amatører gør det: med pixelerede billeder fra en videochat.

Internettet i tv

Ved årets begyndelse har mange mediefolk forudsagt, at internet-tv får sit gennembrud i 2008. I hvert fald i byerne er infrastrukturen til det, mange brugere har vænnet sig til at se tv andre steder end på fjernsynet, og flere og flere medier forsøger sig som tv-station. Bill Gates har netop fortalt om Microsofts planer med film og fjernsyn på Xbox'en - og når det på rygteplan forlyder, at selveste Steve Jobs er i færd med at distribuere film over internettet, ja så står den på snarligt gennembrud. De fleste større aviser laver tv-indslag - og alle har de karakter af at være meget billigt produceret. Se eksempler på www.nytimes.com, www.jp.dk og www.guardian.co.uk.

Men det kunne se ud som om det ikke internet-tv, der først får sit gennembrud, men internettet i tv. Det, der (når det er bedst) er så cool ved internettet, er dets lethed: Her er 90 procent indhold og kun 10 procent logistik. Et eksempel er de samtaler, der foregår på www.blogginheads.com - en slags tv-samtaler, hvor to bloggere diskuterer et emne, indtil de ikke harmere at sige. Her er ingen sendeflade eller logistik, der dikterer længden af samtalen. Opsætningen er så minimalistisk, at det ligner en joke. To bloggende hoveder over for hinanden optaget med webcam og headset. Her er tv ganske enkelt en videochat. Måske er det den lethed, som DR2 Udland forsøger at signale: At redaktionen er i stand til at reagere hurtigt og at sætte historien - ikke mediet - i centrum. Og det ville faktisk være fedt med en organisation, der ellers udlægger et par radiobøffer som et mindre folkemord. Hvis hvalen smed et par kilo, kunne det være, at den ikke ville være helt så strandet.

Radar er en duo-blog skrevet af Nikolai Thyssen og Henrik Føhns. Læs med på http://luftskibet.information.dk/radar

Relaterede artikler


Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på information.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m. Tilmeld dig her


Et udpluk af ugens bedste

  • 'Jeg gider ikke tale om sko og tasker'

    Tre ugers barselsorlov må være nok for en fornuftig mand, mener Asger Aamund. Han opfordrer yngre mænd til at være tro mod sig selv og sætte grænser for kvinderne
  • glistrup1.jpg

    Og dansk politik blev aldrig det samme

    På godt og ondt: Mogens Glistrup, der er død, 82 år, var den største provokatør og den mest effektive systemkritiker i den moderne velfærdsstat
  • bieri.jpg

    Når vi lever vores liv som mennesker

    Ikke alle er fordummede fjernsynskiggere. Der er også mange, der er sultne, efter at man taler med dem om de vigtige ting i livet, mener den schweiziske filosof Peter Bieri, der skriver tanketunge romaner under pseudonymet Pascal Mercier
  • reformationenharfundetsted.jpg

    Reformationen har fundet sted

    Den evindelige snak om 'reformpause' og 'reformangst' bliver nærmest latterlig, når man betænker, hvordan folkeskolen, gymnasieskolen og universiteterne er blevet gennemgribende reformeret under regeringen Fogh
  • Man kan ikke måle sig til kvalitet

    25 år med liberalisering, markedsgørelse og kontraktstyring har ikke givet mere kvalitet eller bedre service i den offentlige sektor
  • DRAMA.jpg

    Jeg vil ikke finde mig i det

    Nej, kunst bliver ikke bedre af at være skabt af flygtninge. Men hvad gør man så, når man oplever imponerende teater skrevet ud fra en flygtningedigters ord?