Poul Nyrup: DONG skal fremtidssikres

Politikerne bør fremtidssikre DONG, mener Poul Nyrup Rasmussen. Han advarer om, at udenlandske kapitalfonde står på spring for at overtage energiselskabet
Et kapitalfondsopkøb af DONG vil - ifølge Poul Nyrup Rasmussen - skade DONG-s evne til at bruge egne ressourcer på at uddanne medarbejdere samt forske i og udvikle alternative energikilder.Foto: Fra Nyrups hjemmeside

Beslutningen om at sælge statslige aktier i DONG kan vise sig særdeles skadelig, hvis man ikke fra politisk hold tager stilling til, hvad der skal ske med selskabet, når den nuværende aftale udløber i 2015. Advarslen kommer fra MEP og formand for De Europæiske Socialdemokrater, Poul Nyrup Rasmussen, som opfordrer politikerne til at sende et klart signal om, at man ikke vil tillade kapitalfonde at opkøbe energiselskabet.

"Det er altafgørende, at staten bevarer aktieflertal på 51 procent. Så længe markedet er, som det er, og vi ikke har fået klare spilleregler for kapitalfondene, er det helt afgørende, at vi har det flertal mod fjendtlige opkøb," siger han. Og netop et selskab som DONG, der ud over en række investeringer ejer fast ejendom, vil ifølge Poul Nyrup Rasmussen være særdeles interessant for udenlandske kapitalfonde, som kan splitte ressourcerne op med henblik på en hurtig økonomisk gevinst.

"Det vil kapitalfonde være sultne efter at komme i gang med," siger han og peger på, at det har været tilfældet hos TDC.

Ud over almindelige aktionærer og investorer står især en ny stor russisk kapitalfond og de arabiske landes kapitalfonde på spring:

"Og ved siden af de store statslige kapitalfonde er der de store amerikanske kapitalfonde, som også har været med til at købe TDC," siger Nyrup og henviser til, at netop forsyningsselskaber står nævnt i strategien hos en del kapitalfonde.

Ikke sælge rub og stub

Ud over at børsintroduktionen vil tilføre noget kapital til DONG, som man ifølge Nyrup skal have en fornuftig investeringsstrategi for, efterlyser han en klar melding fra danske politikere, "som kan signalere til de globale kapitalfonde, at vi ikke har tænkt os at sælge ud af rub og stub her."

Den forestående børsnotering bekymrer ikke Nyrup, så længe staten har aktieflertallet. Det sikrer, at DONG kan fortsætte sine investeringer i forskningsarbejdet og i vedvarende energi, påpeger han.

"Men hvis man skal sælge mere, kræver det en gennemgribende strategi. Og hvis man alene betragter det her salg som første skridt på vejen, er der god grund til at være opmærksom," siger han.

Ifølge Nyrup vil et kapitalfondsopkøb af DONG, hvor fonden lånefinansierer opkøbet - altså bruger virksomhedens egne ressourcer til at købe virksomheden selv - skade DONG's evne til at bruge egne ressourcer på at uddanne medarbejdere samt forske i og udvikle alternative energikilder.

"De bidrager ikke til en bæredygtig udvikling af virksomheden på længere sigt," siger Nyrup.

Samtlige partier med undtagelse af Enhedslisten er med i aftalen om DONG. Og imens oppositionen har vetoret i forhold til yderligere salg af statslige aktier frem til 2015, ser SF's energiordfører Anne Grete Holmsgaard gerne en forlængelse af tidshorisonten for DONG.

K: Nyrups show

Anne Grete Holmsgaard peger på, at man har forsøgt at få daværende finansminister Thor Pedersen (V) til at forlænge aftalen:

"Det har han afvist, og det er dybest set højst besynderligt," siger hun og peger på, at SF gik med i aftalen for at 'lappe skader'. Regeringsgrundlaget lagde nemlig op til, at DONG skulle privatiseres helt, påpeger SF-ordføreren, der udmærket forstår Poul Nyrups bekymringer.

Det gør den konservative energiordfører, Per Ørum Jørgensen, til gengæld ikke. Han peger på, at intet har ændret sig, siden man indgik den brede aftale om DONG i 2004, og skal der sælges yderligere ud, vil det kræve nogle bindinger i udbudsmaterialet:

"Der er et sikkerhedspolitisk og forsyningsmæssigt aspekt i det, og heller ikke på lang sigt må der herske tvivl om disse forhold. Om det sikres bedst ved, at staten beholder aktiemajoriteten, eller om det kan ske på anden måde, er ikke så afgørende," siger Per Ørum Jørgensen og tilføjer:

"Truslen fra kapitalfonde er et show, Nyrup rejser rundt med. Han tager DONG som gidsel. Uanset hvem, der skal overtage, har vi spille- regler, der skal overholdes, og at drage paralleller til TDC og andre er helt uhørt," siger K-ordføreren.

Anne Grete Holmsgaard erkender, at man på nuværende tidspunkt må henholde sig til aftalen.

"Men vi vil tage diskussionen op igen," siger hun.


Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på information.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m. Tilmeld dig her

Kommentarer

NYRUP VED HVAD HAN TALER OM
Nyrup har selv deltaget i Bilderberg-gruppen, samme klub som Eldrup er fast medlem hos, hvor man hygger sig i selskab med selve Rockefeller og Rotschilds og evt. Son, der som bekendt er både "rådgivere" og Bank for DONG- salget..... Det er sandelig en skøn samling diktatorer der styrer Danmark........
http://www.zinio.com/cover?is=189215981&img=l

Og det kommer fra den mand, der i sin tid selv førte an med rækkevis af privatiseringer af serviceselskaber under sin regeringstid i 90'erne.
Vor herre bevares til kattejammer, at torsken nu advarer om den evindelige rovdrift som kapitalens magtkompleks er indbegrebet af.