'Det er økonomien, det handler om, dit fjols' ... nok engang

"It's the economy, stupid!"

Dette slagord var formentlig udslagsgivende for, at Bill Clinton vandt præsidentvalget i 1992. I 92-valgets tidlige faser så det ud til, at George Bush senior var uovervindelig - han red i den grad på en bølge af medvind efter den - som det så ud dengang - højst tilfredsstillende udgang på Første Golfkrig.

Clintons hold indså imidlertid hurtigt, at Bushs økonomiske resultater på hjemmefronten ikke kunne leve op til hans udenrigspolitiske succes. Økonomien var blevet ramt af recession i 1991, og selv om der var tegn på fremgang i 1992, steg arbejdsløsheden fortsat. Bushs ry blev i stigende grad plettet, og med tilnavnet The Comeback Kid lykkedes det i sidste ende for Bill Clinton at indtage Det Hvide Hus.

I 2o08 gør det samme sig gældende. Skønt George Bush junior ikke er på genvalg og derfor ikke på samme måde som sin far risikerer at blive sparket ud af vælgerne, er der ingen tvivl om, at økonomien er på vej til at blive et af valgets absolutte hovedtemaer. Indtil for ganske nylig tydede meningsmålinger ellers på, at de amerikanske vælgere var mere bekymrede over krigen i Irak, og at langt de fleste var særdeles utilfredse med Bush-regeringens politik på dette område. Nu har vælgernes fokus flyttet sig. Skønt Irak stadig vejer tungt, viser de seneste opinionsundersøgelser, at økonomi og beskæftigelse er blevet afgørende temaer.

Kloge vælgere

Vælgerne er nemlig - i modsætning til visse politiske kampagneledere - ikke altid dumme. De er således udmærket klar over, at det amerikanske boligmarked er alvorligt svækket. De ved også, at økonomien ikke er lige så stærk, som den var tidligere. Stadig flere vælgere begynder at rette opmærksomheden mod jobusikkerhed og social utryghed. Og stadig flere bliver bevidste om, at den amerikanske økonomi allerede er indtrådt i en recession.

Og disse vælgere har god grund til at være bekymrede. Den store overraskelse i 2007 var, at den amerikanske økonomi tilsyneladende var i stand til at træde vande. Skønt boligmarkedet i visse regioner allerede var foruroligende svækket, fortsatte den samlede økonomi med at vokse i pænt tempo. De fleste skøn går på, at nationalindkomsten samlet set steg med lidt over 2 procent, godt hjulpet frem af en robust eksport.

Ganske vist ligger denne vækst langt under, hvad der blev præsteret i de hektiske dage i sen-1990'erne - som senator Hillary Clinton ikke vil forsømme at minde alle, der gider lytte, om - men i lyset af boligmarkedets nedsmeltning har man ikke været i nærheden af katastrofen.

Ledigheden stiger

I hvert fald ikke indtil nu. I sidste uge antydede to økonomiske nyheder, at den amerikanske økonomi som helhed omsider kan være ved at bukke under for det pres, der har akkumuleret sig - først med boligmarkedets krise, dernæst med banksektor-nedsmeltningen i anden halvdel af 2007.

Det første bekymrende tegn var de seneste nøgletal for produktionssektoren, der opgøres på et 'barometer' af Institute for Supply Management. I december faldt det generelle indeks for produktionssektoren til under 50 - den såkaldte boom bust-linje, der afspejler konjunkturudsving - for økonomien antages den kritiske tærskel for konjunkturudsving at være omkring 45. Det er imidlertid mere afgørende, at der blev registreret en tilbagegang i nye ordrer på 6,9 procentpoint til et niveau på 45,7.

Som Ian Morris, analytiker af USA's økonomi for storbanken HSBC, påpeger, må en tilbagegang i denne størrelsesorden inden for så kort tid give anledning til alvorlig bekymring. Som en absolut minimal forholdsregel må den amerikanske centralbank sænke renten markant mere i de kommende måneder.

Den anden væsentlige nyhed var offentliggørelsen i fredags af beskæftigelsestallene for december måned. Tallene viser, at det amerikanske arbejdsmarked er inde i en bekymrende udvikling.

Skønt ledigheden er relativt lav, steg den med 0,3 procentpoints i årets sidste måned fra 4,7 til 5,0. Så bratte stigninger er uhyre sjældne - de to foregående måneder, hvor ledigheden steg tilsvarende kraftigt var i august og oktober 2001, da den amerikanske økonomi var på højdepunktet af sin foregående recession.

Sådan tegner udviklingen sig altså. Deraf kan man ikke udlede, at USA er på vej lukt ud i dyb recession, men tallene viser ubestrideligt, at risikoen for recession lige nu er ubehageligt stor, hvilket uundgåeligt må komme til at sætte sit præg på valgkampen, så præsidentvalget kan gå hen og blive en folkeafstemning om, hvem af de to kandidater, der har størst økonomisk kompetence.

I denne fase er valgkampen endnu vidt åben, og de enkelte kandidaters økonomiske politik er endnu for vage til, at der tegner sig noget klart billede af den økonomiske udvikling efter Bush. Temaerne er imidlertid klare nok.

Mange syndebukke

Hvad skal der gøres ved det amerikanske boligmarked? Skal en ny regering bestræbe sig på at nedbringe antallet af tvangsauktioner (hvilket i betragtning af husprisernes høje niveau selv i dag vil blive et vedvarende problem frem til 2009)?

Hvad med den stigende ulighed og den udeblevne reallønsfremgang for middelklassevælgere (et af Mike Huckabees yndlingstemaer)?

Og hvordan med Amerikas relationer til dets udenlandske rivaler?

Vil Hillary Clinton støtte frihandel og globalisering lige så aktivt som Bill Clinton engang gjorde (dette er nok usandsynligt i betragtning af Hillary Clintons øjensynlige modvilje imod Den Nordamerikanske Frihandelsaftale i dens nuværende form)?

Og hvad med USA's relationer til Kina? (Barack Obama er opsat på at stille kineserne til regnskab for deres påståede valutamanipulation)?

Den store bekymring er selvfølgelig, at kandidaterne alt for hurtigt lader sig friste af at trykke på de populistiske knapper. I en tid med økonomisk krise og stigende arbejdsløshed er det alt for let for politikere at beskylde alle mulige andre end deres fellow Americans for problemerne.

Og der er selvfølgelig også en hel del andre syndebukke, herunder kineserne, olieproducenterne (navnlig Venezuela, Rusland og landene i Mellemøsten), de fremspirende statsfonde på finansmarkederne - de såkaldte Sovereign Wealth Funds - der er opsatte på at opkøbe amerikanske aktiver, de udenlandske banker og den unfair konkurrence fra uorganiseret arbejdskraft i andre dele af verden.

Sandheden er imidlertid mindre appetitlig. USA har lånt massivt i udlandet i mange år, hvilket afspejler sig i det stadigt stigende underskud på betalingsbalancen.

En overgang - fra midt-1990'erne til sen-1990'erne - gav disse ekstra lån mening, for da var USA i stand til at demonstrere en overlegen produktivitetsgevinst i forhold til sine rivaler. Men efter aktiemarkedets krak i 2000/2001 tabte økonomien fart, hvorved også produktiviteten dalede. Hvor USA sidst i 1990'erne lånte fra resten af verden for at investere i banebrydende teknologi, er de seneste lån fra udlandet overvejende blevet investeret i det nu sammenfaldende boligmarked.

Det er ikke kun de amerikanske låntageres fejl. De globale kreditorer burde have tænkt sig om en ekstra gang, før de satte deres sparepenge i det amerikanske boligmarked. Hvorom alting er, bliver det stadig mindre sandsynligt, at USA vil kunne nyde godt af den samme lette adgang til de globale kapitalmarkeder, som viste sig at være en af de afgørende forudsætninger for Bill Clintons succes op gennem 1990'erne. Det vil efter alt at dømme indebære en strukturelt set langt mindre sund økonomisk resultatevne.

I flere henseender er det forestående præsidentvalg derfor knap nok værd at vinde. Vel har alle kandidater givet udtryk for, at de har store ambitioner for den amerikanske økonomi og for USA's rolle i den vide verden. Men vinderen af valget vil efter alt at dømme opdage, at sejren, i hvert fald til at begynde med er lidt af en pyrrhussejr. Stigende arbejdsløshed, faldende dollarkurs, en svag skatteposition, en faretruende recession og den forsatte krise på boligmarkedet vil stille den nye præsident over for enorme udfordringer.

På den anden side kan udfordrende tider skabe store præsidenter. Såvel Ronald Reagan som Bill Clinton indtog Det Hvide Hus i økonomisk vanskelige tider, og begge formåede de at klare sig ud på den anden side i fin stil, hvad der i høj grad styrkede deres historiske omdømme.

© The Independent og InformationOversat af Niels Ivar Larsen