ISTANBUL - Den gode nyhed fra Irak er, at tabstallene fortsætter med at falde. Den dårlige nyhed er, at der stadig er godt fire millioner flygtninge og en politisk stilstand, der truer med at rulle de begyndende fremskridt tilbage.
En altafgørende forudsætning for, at Irak kan komme på fode igen, er, at landet effektivt begynder at eksportere olie. Men det kræver en ny lov, der fastsætter, hvem der må pumpe olien op og på hvilke vilkår. Loven har været undervejs i årevis, og blev i februar sidste år fremlagt i parlamentet, men den er stadig ikke vedtaget, fordi parlamentarikerne ikke kan blive enige med hinanden og givetvis heller ikke med fjernstyret i Washington om principper og fordelingsnøgler.
Efter et forarbejde af uafhængige eksperter modificerede regeringen lovforslaget til ukendelighed, og det er i dag uden sidestykke i sammenlignelige olienationer, når det kommer til udenlandske selskabers muligheder for at tjene penge på lokalbefolkningens bekostning.
Økonomisk potentiale
Iraks oliekilder er de næstrigeste i verden, dels de billigste og nemmeste at producere olie fra. Det sorte klister ligger lige under jordoverfladen og er så nemt at få op, at produktionsprisen ifølge den tidligere irakiske olieminister Issam al-Chalabi ligger på mellem en halv og en hel dollar for en tønde. Den irakiske olie er også blandt de letteste at raffinere, så når salgsprisen i øjeblikket ligger og balancerer omkring 100 dollar for en tønde, behøver man ikke være oliesheik for at kunne regne ud, at Irak har potentiale til enorme indtægter.
Med så gode produktionsvilkår plejer olieselskaber ikke at få procenter af produktionen, da de er sikre på, at investeringerne kommer til at give afkast. Alligevel indgår det i den irakiske regerings lovforslag, at de udenlandske selskaber skal have del i indtjeningen, og det er helt usædvanligt i sammenligning med nabolandene.
"(Aftaler om deling af produktionen) laves normalt, når der er en risiko som i Sudan, Yemen og en række andre lande, hvor selskaber investerer med stor risiko for, at de ikke finder olie, eller at den viser sig svær at udvinde," siger Issam al-Chalabi til al-Jazeera.
Mistro i parlamentet
Den officielle irakiske produktion ligger i øjeblikket omkring to millioner tønder om dagen, men det er den irakiske regerings mål, at den skal mere end tre-dobles i 2015. Men det kræver milliardinvesteringer, der i sagens natur ikke kan komme i gang, før olieloven er på plads. Seneste nyt i sagen om Iraks olie er, at centralregeringen i Bagdad i sidste uge truede med at sortliste olieselskaber, der har lavet aftaler med det kurdiske selvstyre i Nordirak. Bagdad-regeringen og lokalregeringen i Arbil er ikke enige om, hvordan indtægterne skal fordeles, men Arbil-styret har mistet tålmodigheden og er gået i gang med at lave aftaler på egen hånd.
Problemerne med at vedtage en ny olielov er blot et eksempel på den enorme mistro mellem Iraks etniske grupper og et eksempel på, at den når helt ind i parlamentet.
Her er den shia-muslimske ministerpræsident Nouri al-Maliki ydermere stærkt ubehageligt til mode ved det amerikanske projekt med at bevæbne sunni-muslimske borgerværn, så de kan tage kampen op med al-Qaeda ude i provinserne. Det bliver ikke bedre af, at USA gerne vil have de bevæbnede sunnier lempet ind i sikkerhedsstyrkerne. Internt blandt Iraks shia-muslimer, såvel som blandt resten af befolkningen, er der også bekymring over shia-præsten Moqtada al-Sadr og hans Mehdi-milits, og internt blandt sunnierne er der lignende problemer. Al den mistro og frygt lammer ikke bare det politiske arbejde, men også den hårdt tiltrængte forsoningsproces, som Maliki-regeringen slet ikke er gået i gang med.
Internt fordrevne
Selv om USA er tvunget af situationen til at have tillid til de irakiske styrker, så viser denne uges operation nord for Bagdad, at tilliden ikke er fuldstændig. Tirsdag begyndte en massiv anti-al-Qaeda-indsats i Diyala-provinsen, der har været al-Qaeda-bastion. Tidligere er tilsvarende operationer blevet ødelagt af, at oprørerne fik nys om de forestående amerikanske angreb og derfor flygtede i tide. Det ville man undgå i denne uge, og derfor blev det meste af den irakiske hær holdt i uvished, skriver The New York Times. Endnu inden der er kommet en officiel opgørelse, tyder de første rapporter fra Diyala på, at mange oprørere alligevel er undsluppet.
Den forstærkede amerikansk-irakiske indsats mod al-Qaeda har betydet, at antallet af dræbte civile er stærkt dalende, selv om man så langt fra kan tale om, at der er blevet fred. Året begyndte med 62 dræbte den 1. januar, fortsatte med 32 dræbte den 2. januar, dagen efter 34, så fire, så 28 og så fremdeles. Men tallene er lavere end på samme tid sidste år, og i løbet af de sidste seks måneder er det i markant mindre grad gået ud over civile irakere, end tilfældet var for et år siden.
På flygtningesiden er der sket fremskridt ved, at irakere er begyndt at vende tilbage. Nogle, fordi sikkerheden er forbedret særligt i Bagdad, nogle, fordi deres sparepenge er sluppet op, og nogle fordi de ikke kan blive, hvor de er, og ingen andre vil tage imod dem.
Ifølge FN's Flygtningehøjkommissariat, UNHCR, fik kun 4.500 irakere sidste år lov
at slå sig ned som flygtninge uden for regionen. Den irakiske regering taler om, at yderligere 30.000 flygtningefamilier vendte hjem i 2007, men det er ikke bekræftet af UNHCR. Og selv om familierne nok er vendt tilbage til Irak er det langt fra alle, der kan vende tilbage til de byer og hjem, de kom fra. De overflyttes i stedet fra statistikken over flygtninge uden for Irak (pt. to millioner mennesker) til statistikken over internt fordrevne i Irak (p.t. 2,2 millioner mennesker).
